Indspark

- og skatteyderne betaler

Hans Hauge: På de danske universiteter er der ansat masser af forskere, der bedriver ’litteraturvidenskab’.

Hans Hauge, Lektor, dr.phil.
Hans Hauge, Lektor, dr.phil.

De producerer masser af artikler, der alle ligger ’på nettet’, dvs. de er begravet i et enormt virtuelt mausoleum. Artiklerne skal ikke bruges til noget, de skal ikke læses af nogen. Det er videnskab og ikke formidling. De bidrager utvivlsomt til at styrke Danmarks konkurrenceevne på det globale marked, for litteraturvidenskaben er også blevet globaliseret.

Det er uddannelse og forskning, der skal hjælpe os gennem krisen. I de næste mange år kan vi se frem til endnu mere litteraturforskning. Det er nemlig vigtigt, men der er ikke rigtig nogen, der ved hvorfor. I al fald kan vi konstatere, at staten bevilliger mange flere hundrede millioner til litteraturvidenskab end til litteraturen selv. Hvis man skriver digte, får man ikke pension, men hvis man skriver om digte, får man en god, fast løn. Undervisningsminister Morten Østergaard har flere penge til litteraturforskning end kulturminister Uffe Elbæk har til litteratur. Forskerne bor i fine huse, digterne bor i små taglejligheder - sådan da.

I dag har litteraturforskningen fred. De færreste ved, den er der, og den interesserer ikke folk eller politikere. Sådan har det ikke altid været. Der var engang, da digtere betød noget. Derfor var det vigtigt, at der var nogen, der skrev om dem. Litteraturforskerne var en slags jordemødre, der hjalp digtene til verden, når digterne havde født dem. Litteraturforskerne var tjenere for de store ånder. Uden litteratur ingen dannelse og uden en dansk litteratur ingen danskhed. Litteraturen var et lands biografi.

Så kom studenteroprøret. Og det ændrede litteraturstudierne radikalt. Nu skulle de tjene revolutionens eller i al fald socialismens og arbejderklassens interesser. Tekstbegrebet blev udvidet, den borgerlige litteratur forvist. Henrik Pontoppidan var seksualforskrækket. Martin A. Hansens Løgneren et forsvar for NATO. Man studerede Anders And og Søndags-B.T. Litteraturvidenskab var ideologikritik og sociologi. Både politikere og folk protesterede. De ville forsvare litteraturen.

I løbet af 1980erne kom to ting: Poul Schlüter og postmodernismen. De vandt over marxisterne. Postmodernismen gik til angreb på den store fortælling, og denne fortælling var intet andet end marxismen. Poesien begyndte igen at genfortrylle Danmark. Folk blev åbne for metafysik. Litteraturvidenskaben begyndte igen at beskæftige sig med de store forfattere og filosoffer. Muren faldt, verden var ung igen. Alt var tilladt.

Men så kom opgøret med postmodernismen. Først i USA. Opgøret er så sagte ved at komme til Danmark. Marxisterne smed de gamle ud, postmodernisterne smed marxisterne ud. Nu er det de postmoderne, der skal udryddes af en uhellig alliance af darwinister og fundamentalister. Darwin har afløst Marx. Natur har afløst historie. Biologi kultur. Jane Austens romaner læses som eksempler på the survival of the fittest. Shakespeare læses, fordi man vil vide, hvordan hans hjerne fungerer. Litteraturvidenskab er ved at blive til naturvidenskab. Den håber derved, at den er blevet nyttig, så der kan ansættes endnu flere litteraturvidenskabsfolk. Ingen protesterer, skatteyderne betaler pligtskyldigst.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.