Også jeg ser med bekymrede øjne på institutionernes fremmarch og deres trampen på de frie kunstnere. Jeg ser dem overalt.
Jeg ser det når de unge filmkonsulenter i Statens filminstitut begynder at stille krav til en Jannik Hastrup og en Jørgen Leth om indholdet i deres film, og sætter deres egen kreativitet op som en værende en forudsætning for om filmskaberne kan opnå støtte, så er der noget ravende galt.
Jeg ser det på Kunstfondens ordlyd om at det alene er offentlige myndigheder og andre institutioner der kan søge om støtte til udførelsen af kunstneriske projekter, hvor man i et fællesprojekt “definerer opgaven, udpeger kunstneren, godkender skitseforslaget, finansierer og følger projekteringen. ”
Jeg læser det i dagens Hans Hauge :”Hvis man skriver digte, får man ikke pension, men hvis man skriver om digte, får man en god, fast løn.”

Umærkeligt er Statens penge, magt og ære – hele tilliden til kunstnernes skabende kraft , overført til de ansatte i de kommunale institutionerne , i Filminstituttet og i Statens Kunstråd.
Oprindeligt blev konsulenterne ansat til at sætte sig ind i og støtte kunstnernes ideer. Nu er billedet vendt til at kunstnerne bliver ansat til at indfri de mange fastansatte konsulenters kunstneriske ambitioner.
Når det er blevet sådan at Statens Kunstfond bruger de penge de burde støtte kunstnerens arbejde med , på institutionens kunstkonsulenter, som så sammen med andre Statslige og kommunale institutioner skal ansætte de professionelle kunstnere til at udføre deres ”visioner” i såkaldte fællesprojekter, så er der noget ravende galt.
Hvorfor er der ingen af kunstnerne selv der siger en lyd?

Der er garanteret snesevis af andre områder, hvor der svines med penge til INGEN verdens nytte eller gavn ud over, selvfølgelig, at de forskende får et smukt udbytte, personligt.

I Danmark betaler vi folk for at forske i engelsk og andre fremmede sprog.
Vi forsker i vulkaner og i Mellemøsten.
Gad vide, hvorfor sådanne eksempler på mærkværdige aktiviteter prioriteres over velfærdssamfundets kerneydelser, hvor der skal spares?

Parallelforskning er udbredt.
Danmark er et skatkammer af vanskeligt anvendelig viden, som er frit tilgængelig ved forespørgsel hos andre lande, der ofte har en mere direkte interesse og større viden på områderne.

De mennesker, der lever af det, kan være flittige og dygtige personer, som vi kunne have nytte af i andre funktioner.
Men det er utvivlsomt rart at beskæftige sig med emner, hvor man ikke udsættes for præstationskrav fra befolkningens side.

Ja man sukker og tænker kort på hvad man kunne lave af nyttige ting for alle de penge. Din kritik bliver snart bestormet af intellektuelle. De vil gøre det klart at du er uvidende og indsigtsløs i det store arbejde. Derefter vil det stå klart at du må være ganske blind og formentlig enfoldig når du ikke kan se det store bidrag til vores alles fælles bedste.