22. december 2009, 13:02

Hvis De tror, at vores sundhedssystem er dyrt nu, så bare vent og se, hvad det koster, når det bliver gratis!

Med så få ord og så megen humor udtrykte den amerikanske politiske satiriker P.J. O’Rourke for nogle år siden det sundhedsreformsproblem, amerikanerne står overfor. I denne uge ser det så ud til, at et flertal i Senatet vedtager en form for sundhedsreform, og selvom det forslag, der allerede er vedtaget i det andet af Kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus, er noget anderledes, tyder meget på, at der for første gang i årtier bliver ændret drastisk på amerikanernes måde at tilrettelægge deres sundhed på. Og det er vel gode nyheder for amerikanerne, og for Obama og Demokraterne, som har stået bag forslagene? Det skulle man måske tro – men nok kun hvis man alene følger ikke-amerikanske medier, for amerikanerne synes det faktisk slet ikke. I foråret støttede 57 pct. af amerikanerne Obamas sundhedspolitik, mens 29 pct. var imod. Den seneste måling siger 44 pct. for og 53 pct. imod.

Hvorfor nu det? Demokraternes plan har i mange år været en hel eller delvis nationalisering af amerikanernes sundhedspleje – noget der omfatter op mod en sjettedel af USAs samlede økonomi. Endemålet for de fleste Demokrater har været at skabe noget lignende et europæisk sundhedssystem – et der grundlæggende er skattefinansieret og omfatter i hvert fald minimumsydelser for alle borgere. Det mest kendte forsøg var det, som Bill og Hillary Clinton forsøgte at presse igennem i 1993-94, men som var så vidtgående, at det ikke havde en jordisk chance for at komme igennem.

Det grundlæggende dilemma er i al sin enkelhed, at et stort flertal nok synes, at deres sundhedsudgifter er for høje: De vil gerne have bedre ydelser eller lavere priser. En del – men dog kun et klart mindretal – vil derudover gerne have en form for offentligt sundhedssystem. Men ingen vil betale mere for dét, de har, eller have deres valgfrihed begrænset, f.eks. med hensyn til hvilke læger eller behandlinger de kan få.

Problemet er så, at der lige så lidt som en firkantet cirkel findes en »plan«, der kan løse det hele samtidigt. F.eks. kan det i sagens natur ikke lade sig gøre at lave en offentlig dækning, der omfatter de fattigste grupper, uden at det vil resultere i kraftigt stigende offentlige udgifter og en begrænsning af amerikanernes valgfrihed inden for sundhedsplejen. Når man samtidig ikke vil have skattestigninger, bliver konsekvenserne af blot en mindre offentlig udbygning af sundhedsvæsenet uvilkårligt stigende budgetunderskud og offentlig gældsætning. Obamas plan vil over de næste ti år medføre nye udgifter på over 1 billion dollar – oven i det i forvejen rekordstore budgetunderskud, man har fået det seneste år.

I takt med at dette er gået op for vælgerne, er tilslutningen styrtdykket. Så for at få nok tvivlende moderate Demokrater til at stemme for, har man måttet love dem og deres særinteressegrupper alskens valgflæsk, der reelt intet har at gøre med selve sundhedsreformen.

Af den årsag er den endelig sundhedsreform blevet et 2.700 sider langt uholdbart kompromis, der er noget nær den værste af alle verdener: ikke offentligt, ikke privat, ikke med dækning til alle, men med begrænset valgfrihed, med obligatorisk køb af private sygeforsikringer for alle, og uden mekanismer der kan forhindre en udgiftseksplosion. Kommer planen igennem, som den nu ser ud til, står Demokraterne til en kraftigt negativ reaktion fra de uafhængige midtervælgere ved midtvejsvalget til november næste år.