27. juli 2010, 22:30

Vi ved godt, Bruxelles har voldsom indflydelse på vores lovgivning, men stoffet er teknokratisk, fyldt med mellemregninger og langt fra vores politiske virkelighed. Derfor henvises det til de sidste sider i erhvervstillæg og små en-spaltere. Politikerne har tre gyldne uger hvert femte år, når der er valg til EU-Parlamentet. Resten af tiden må de nøjes med beskedne læserbreve, medmindre de fanges i at fifle med skattefrie diæter.

Da EU-samarbejdet for snart to årtier siden tog et syvmileskridt, oprustede danske medier i Bruxelles. Ensomme korrespondenter fik pludselig kontorfæller, og praktikanter fra Journalisthøjskolen fik seks måneder i Europas hovedstad - det var vigtigt for karrieren. Siden gik det hele i sin mor igen. Der er hverken læsere, lyttere eller seere i EU-stof. Det er naturligvis et demokratisk problem, at en så stor politisk og administrativ magt ikke er udsat for særlig offentlig overvågning og opmærksomhed. Det fremmer uredeliglighed og svækker den politiske legitimitet.

Men nu skal det være slut med at leve på offentlighedens skyggeside. EU-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg har med stort flertal vedtaget en 48-punktsplan, der skal forbedre kommunikationen fra EU. Planen, der skal behandles i Parlamentet i september, er et godt eksempel på, at vejen til helvede er brolagt med gode undskyldninger og pæne hensigter.

I fuld alvor foreslår de oversete politikere, at der skal oprettes et korps af EU-betalte journalister, som skal tilbyde 'uafhængige' nyheder til europæiske medier. Politikerne vil også have indført bedre undervisning i EU-stof i gymnasierne og opruste på sociale medier som Twitter og Facebook for at nå de unge.

Sådan taler en desperat autoritet. Og uden at overdramatisere, så falder tankerne uvægerlig tilbage på tidligere østeuropæiske politikere, som forsøgte at diktere deres popularitet. Tankegangen ligger i pinlig forlængelse af en konkurrence, som EU-Kommissionen for nylig udskrev, hvor unge skulle lave en sang om bekæmpelse af fattigdom. Hensigten var ikke at bekæmpe fattigdom eller for den sags skyld at gøre unge interesseret i lidelserne i Afrika. Med Kommissionens egne ord var hensigten at »gøre teenagere bevidst om EUs indsats for udviklingssamarbejde«. Den slags hedder skatteyderbetalt propaganda, ganske som flere af EU-parlamentarikernes 48-punktsplan.

Fraværet af EU-stof i det offentlige rum er et større problem for borgerne end for de politikere, der føler sig overset. Problemet er reelt, men løsningen ligger ikke i flere propaganda-millioner eller forkrampede direktiver. Tanken om en task force af EU-betalte journalister, der skal producere såkaldt uafhængige nyheder fra Bruxelles, er i bedste fald naiv. I værste fald er det udtryk for en skræmmende politisk tankegang.

Men vi kan også i Danmark. I det seneste medieforlig blev det således skrevet ind i public service-kontrakterne, at EU-dækningen skal styrkes. Hermed snusede de danske politikere til kanten af, hvad et redaktionelt miljø kan tåle af politisk indblanding.