25. februar 2011, 22:30

De fleste husker, når den svenske cirkuslegende Francois Bronett stod alene i lyskeglen i Cirkus Scotts manege og bad om »Absolut tystnad«. Skal man tror debattøren Mikael Jalving, har svenskerne lyttet lidt for godt efter. I sin nye bog Absolut Sverige - en rejse i tavshedens rige beskriver han et Sverige, hvor en politisk korrekt overflade undertrykker et ekstremernes Sverige.

»Samtidig med at svenskerne synes, at de er hypermoderne, åbne og rationelle, gemmer de sig bag nogle tabuer. Under overfladen er der masser af konflikter og ekstremer, der ikke får udtryk i den svenske offentlighed eller bliver debatteret. Det gælder fx den voksende bandekriminalitet, nynazisme, ultrafeminisme og problemer med den muslimske indvandring - og der er ingen der taler om det officielt.«

Jalving kom ind bag den svenske overflade gennem næsten et års rejser i Folkhemmet, og han har skrevet bogen både for at nedbryde den ’mentale Berlinmur ved navn Øresund’, som han siger det, og for at få åbnet den svenske debatkultur.

»Svenskerne risikerer, at ekstremerne eskalerer, når de ikke bliver en del af den offentlige debat. Der er en konsensus i de øverste lag i det svenske samfund, om Sverige som et kollektivt vi. Det er der selvfølgelig også en ’up side’ ved, nemlig at man modsat danskerne ikke bare snakke om skattelettelser og vækst, men rent faktisk realiserer det.«

Svenskerkrigene fortsætter

Debatten om svensk og dansk debatkultur blussede op igen sidste år, da det DF-lignende Sverigedemokraterna kom ind i Riksdagen. Danske politikere og kommentatorer kritiserede svenske medier for at udelukke det indvandrer-kritiske parti, og svenskerne skød igen og kritiserede den danske debat for racisme.

»I gamle dage gik vi i regulær krig med hinanden - i dag er der en ordkrig på udlændingepolitikken. Gid det ikke var sådan, men når man læser, hvad der bliver skrevet om Danmark i svenske medier, handler det næsten kun om én ting - og det er altid noget med indvandring, om at vi er racister eller xenofober, og nu er vi blevet miskrediteret i EU eller FN,« siger Mikael Jalving.

»Jeg har skrevet om meget andet end indvandring, fordi vi bør komme udover den krig. Men man kommer ikke udenom det, fordi det indgår i svenskernes egen elitære fortælling. Det er det podium, de træder op på for at vise, hvor gode og moralsk overlegne de er.«

Men der jo svenskere, der kritiserer det svenske samfund - så hvor slem er den svenske konsensus egentlig?

»Ja du har fx Bergman, som hadede Sverige. Svenskerne kan leve med individuelle kritikere, men ikke med større bevægelser - som fx Sverigedemokraterne. De skal ikke have lov, de er udgrænsede. Men pointen er Sverigedemokraterna samtidig vokser i meningsmålingerne. Jo mere man dæmoniserer et parti, jo mere vil det bare vokse. Hvis man er så sikker på, at man har den rigtige moral og den rigtige politik, hvorfor er så bange for at tage debatten, hvorfor udelukker man dem fra Nobelfesten, hvorfor udelukker man dem fra debatterne?«

Ikke plads til Sverigedemokraterna

Ovre på den anden side af Sundet sidder den svenske kulturforsker og debattør ved Dagens Nyheter, ph.d. Stefan Jonsson, og han genkender ikke Jalvings beskrivelse af Sverige.

»Jeg ser ingen adskillelse mellem en pæn offentlig debat og en folkelig og ’ægte’ understrøm, der ikke får lov at komme til udtryk. Vi har den samme spændvidde i debatten som i Danmark.«

Men nu blev fx Sverigedemokratarna jo udelukket fra Nobelfesten og fra forskellige debatter?

»Det var udtryk for en holdning, der ser Sverigedemokratarna repræsentere nogle synspunkter, der står i modsætning til det frie samfund, fordi det er et racistisk parti, som ikke har noget at gøre i et demokratisk samfund. Det mener jeg også. Og med henvisning til det, var der mange der sagde til Sverigedemokraterna, at ’vi vil ikke tale med jer’. Det synes jeg er helt i orden. Det handler ikke om censur , men om at stå vagt om de demokratiske grundværdier.«

Men gør den udelukkelse ikke netop Sverige-demokraterna stærkere?

»Nej, det passer ikke. Al forskning peger på, at jo mere man går i debat med ekstreme partier som Sverigedemokraterna, jo mere legitimitet får de og jo større bliver de. Derfor er det helt okay at stille sig op og sige ’her går grænsen’. Men det er en anden sag i det øjeblik, hvor de kom i Riksdagen - selvfølgelig skal de have de samme formelle muligheder i Riksdagen som andre partier, fordi de repræsenterer en del af det svenske folk, og så må man som politiker tage diskussionen. Men der er vigtigt at pege ud at de behandler mennesker fra forskellige kulturer efter forskellige målestokke og dermed bryder med den demokratiske samtales grundlag.«

Stefan Jonsson afviser også Jalvings kritik af, at udlændingedebatten ikke er blevet taget i den svenske offentlighed.

»Det har været en af de vigtigste diskussioner Men det kan være, at Jalving ikke synes, at debatten har været ført på den måde, han gerne vil have det.«

Men er det ikke korrekt, at man i Sverige undgår at tale om kultur og religion, når det kommer til de her spørgsmål?

»Der er mange, der forklarer problemer med indvandring med kultur. Gennemsnitligt set er det lettere at integrere en dansker i Sverige end en iraner. Men spørgsmålet er ,om vi dermed konkluderer, at man overhovedet ikke kan integrere iraneren i Sverige, og at iraneren derfor ikke har nogen plads her, eller om vi skal forsøge at gøre det lettere for ham at integrere sig. Og der kan man spørge sig selv, hvad er det, vi kan påvirke - og svaret er, at man ikke kan gøre så meget ved iranerens kultur - det tager mange generationer. Det, man til gengæld kan ændre, er de sociale og økonomiske muligheder.«

Tilbage i Danmark afviser Jalving, at han vil have svenskerne til at kopiere den danske debat.

»Jeg vil ikke have en dansk disput i Sverige. Der er også noget i den danske debat, hvor jeg synes, man skyder ved siden af, og hvor der mangler dokumentation. Når DF fx vil have forbudt moskéer - den køber jeg ikke. Man kan heller ikke forbyde folk at gå med slør - men man kan godt kritisere, hvad det er et udtryk for. Jeg vil bare gerne have, at svenskere begynder at diskutere nogle af de her ting på en seriøs måde, og man ikke hele tiden gemmer sig bag myten om, at svenskerne lever i den bedste af alle verdener.«

Deltag i debatten: Hvad mener du?