8. marts 2010, 22:30

I forbindelse med, at kvinder verden over i disse dage har travlt med at markere 100-året for Kvindernes Internationale Kampdag, får jeg indimellem den tanke, at kampen for ligestilling er kammet over, og at det i virkeligheden er særstilling, feministerne er ude efter.

Senest kunne jeg i Berlingske Tidende til min store overraskelse læse, at vores egen ligestillingsminister, Lykke Friis (V), udtaler, at børsnoterede selskaber skal have en mangfoldighedspolitik, så der kommer flere kvinder på direktionsgangene.

Prisværdigt, at der skal være talentpleje, men som ligestillingsordfører stejler jeg, når Lykke Friis samtidig udtaler, at hun vil overveje økonomiske incitamenter.

Det er direkte forskelsbehandling, men hænger fint i tråd med hendes tidligere udtalelser omkring ansættelse af professorer på universiteterne. Ansæt tre kvindelige professorer og få en fjerde gratis!

Jeg forstår simpelthen ikke, at man som liberal ligestillingsminister kan have en holdning, der tilsidesætter virksomhedernes frie valg til at ansætte ledere efter evne og ikke efter køn. Er ligestillingsministeren virkelig indstillet på, at kvinder skal have særstilling?

På samme måde ser vi det, når kvinder i erhvervslivet med tårer i øjnene brokker sig, fordi deres mandlige kollegaer tjener mere end dem. Ofte er der ikke blot tale om forskellige faggrupper, men også om vidt forskellige typer af job. Kvindelige sygeplejersker, som føler sig underbetalt, fordi ingeniører, der har samme længde uddannelse, tjener så meget mere end dem.

Selvfølgelig skal der være lige løn for lige arbejde, men bananer og æbler koster heller ikke altid det samme. Vi har en lov om lige løn for lige arbejde i Danmark. Det betyder jo altså ikke, at vi skal have indført kommunistiske tilstande med ligeløn for alle arbejdere.

Når kvinder i gennemsnit tjener mindre end mændene, hænger det desuden også sammen med, at mange kvinder prioriterer anderledes end mænd. De stræber ikke altid efter topstillinger og 60 timers arbejdsuge, men foretrækker en mindre stresset karriere, og får så til gengæld et mindre stresset hjemmeliv. Det skal de vel have lov til? Eller går det ud over de danske kvinders kamp for ’ligestilling’?

Helle Thorning-Schmidt har også været ude med ligestillingsriven i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, hvor hun håner den borgerlige fløj for ikke at ville kæmpe for ligestilling. Helle Thorning-Schmidt, derimod, hun ser helst en total ligestilling. For eksempel skal mænd have lige ret til barselsorlov, mener hun.

Helle Thorning-Schmidt påstår, at kvinder kun bliver hjemme og holder barselsorlov, fordi de tjener mindst i familien. Hvad nu hvis det hænger sådan sammen, at kvinderne bliver hjemme, fordi det er dem, der har lagt krop til graviditet og fødsel, og kvinders bryster nu engang egner sig bedre til at producere mælk til et nyfødt barn, end mændenes gør?

Lad det dog være op til forældrene selv at vælge, og lad så være med at bebrejde dem, hvis de vælger at lade moderen gå hjemme og passe på den lille ny. Måske endda fordi de mener, at hun er den bedst egnede til at passe den lille. Faderen kan snildt træde til ved andre lejligheder og hjælpe den udbrændte mor, når han kommer hjem efter en dag på jobbet. Man kan jo sagtens være to om at have et barn, uden at man nødvendigvis skal sidde med et stopur og tjekke, at mor og far får lige dele barselsorlov.

Efter at have læst Helle Thorning-Schmidts hån mod de borgerlige kan det så undre mig, at man gang på gang ser, hvor lidt kampvilje der er hos de venstreorienterede kvindesagsforkæmpere, når det kommer til ligestilling blandt indvandrerkvinderne i Danmark. Jeg har gang på gang oplevet, hvordan man fra venstrefløjen udråber sig til forsvarere for brug af burkaer, og i øvrigt ikke kan få øje på det undertrykkende og problematiske i, at indvandrerkvinder bliver presset af deres mænd til kun at gå til kønsopdelte forældremøder, kønsopdelte svømmehaller eller sidde bagerst i lokalet, når de går til borgermøder med deres mænd.

Hvorfor går venstrefløjen ikke op i den slags ligestilling? Hvis vi fra Dansk Folkeparti går ud og argumenterer for, at der skal sættes ind på de nævnte områder, så går der sjældent mange minutter, før venstrefløjskvinderne spiller racismekortet og skælder ud på de væmmelige politikere.

Jeg mener, at kvindesagsforkæmperne i Danmark kunne have godt af at holde deres heste lidt tilbage og stikke fingeren i jorden og tjekke, om de danske kvinder i Danmark i virkeligheden ikke har det helt godt.

Ønsker vi fuldstændig lighed mellem kønnene? Skal vi med Djævelens vold og magt have skabt den totale ligestilling, hvor mænd skal tvinges til at sidde ned og tisse, så kvinderne ikke føler sig undertrykte? Eller burde vi i stedet rette kræfterne og indsatsen mod de kvinder, som virkelig trænger til en hjælpende hånd på Kvindernes Internationale Kampdag - og resten af året?