Mads Lundby Hansen:På trods af målsætningen om 12 minutter ekstra dagligt arbejde, så kom der (igen) et nyt forslag fra S og SF, der reducerer danskernes arbejdsindsats.
5. maj 2011, 22:30
På årets 1. maj genoplivede Thorning nemlig en af Nyrup-regeringens største fejltagelser: Orlovsordningerne. Dvs. at man holder orlov fra sit arbejde og modtager en dagpengesats fra skatteyderne. Under Nyrup-regeringen bidrog orlovsordningerne til at sminke ledighedstallene. Når en arbejdsløs tog på f.eks. uddannelsesorlov, forsvandt han ud af ledighedsstatistikken. I orlovsordningerne version 2.0 skal 40.000 ufaglærte (både beskæftigede og ledige) frem mod 2020 have ret til tre års uddannelse på dagpenge svarende til ca. 17.000 kr. om måneden. S og SF forventer, at 10.000 personer vil være på ordningen årlig, og at det koster to en halv mia. kr. Forslaget kan for nogen lyde besnærende, men har mange negative konsekvenser, mens de positive effekter er meget tvivlsomme.
Forslaget vil potentielt reducere beskæftigelsen med 10.000 personer. Al erfaring viser nemlig, at reduceres arbejdsudbuddet (dvs. dem der er til rådighed på arbejdsmarkedet), så reduceres beskæftigelsen tilsvarende. Helt tilsvarende den nuværende efterlønsordning, som betyder et jobtab på 70.000-80.000 personer. Endvidere er det ret tvivlsomt, om ufaglærte reelt er motiverede til at tage f.eks. en videregående uddannelse. Der er derfor risiko for, at de 17.000 kr. om måneden går op i afbrudte studieforløb. Og efterfølgende kan det være meget svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Herudover vil S og SF finansiere ordningen med bl.a. ekstra skat på multinationale selskaber. Man føler sig hensat til 70erne. Da troede politikerne også, at man kunne reducere ledigheden ved at fjerne folk fra arbejdsmarkedet (efterløn), ligesom »multinationale selskaber« var et skældsord. Man må stille et kraftigt spørgsmålstegn ved klogskaben i at beskatte de multinationale hårdere. Vi har nemlig brug for, at udenlandske virksomheder investerer mere i Danmark. Udover at hæve vores velstand og tilføre arbejdspladser, kan det også tilføre helt ny teknologi og arbejdsgange.
Det kommende årti står Danmark til den næstlaveste økonomiske vækst ud af 30 OECD-lande. Særlig fordi der vil være mangel på arbejdskraft. Og S og SFs svar på dette er åbenbart, at 10.000 personer skal sendes ud af arbejdsmarkedet. I den forbindelse skal man huske på, at S og SFs forslag i forvejen vil nedlægge tusindvis af job i Danmark. Det sker gennem deres planer om længere dagpengeperiode fra to til fire år, ophævelse af starthjælp og kontanthjælpsloft og ikke mindst skatteforhøjelser på 31 mia. kr. frem til 2013. Vi afventer fortsat, at der kommer forslag fra S og SF, der øger arbejdsindsatsen i Danmark, ligesom vi også har til gode at se et forslag, der forbedrer saldoen på de offentlige finanser (ud over skattestigninger).



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten