Klumme

Ny rolle til Birgitte Nyborg

Jesper Beinov: Det er til at blive helt rundforvirret over, hvad der egentlig er virkelighed, og hvad der er fiktion, når den konservative MF Mai Henriksen i Berlingske lørdag i prostitutionsdebatten henviser til Birgitte Nyborg og næste dags afsnit af DRs serie »Borgen«, som selv åbenlyst trækker på virkelige debatter gennem de senere år.

Jesper Beinov, redaktør, kultur, debat & navne
Jesper Beinov, redaktør, kultur, debat & navne

Vi seere og læsere må vænne os til, at der er mange lag i det, vi præsenteres for. Vi ser ikke længere tingene, som de umiddelbart foreligger, men har ustandselig travlt med at afkode en række forskellige lag i fortællingen, og vi gør det helt uafvidende. Hele dette kritiske blik er en del af moderniteten, som bringes i spil, når vi præsenteres for en politiker, der introducerer et nyt forslag med reference til en fiktiv serie.

For litteraturhistorikerne er der intet nyt i, at der er mange lag, mange masker, meget spil mellem virkelighed og fiktion. Fortæller og fortælling kan være to helt adskilte størrelser. Den virkelige virkelighed kan være meget tvivlsom, når kunstnerne først tager fat. Jeg husker, hvordan jeg som ung danskstuderende for alvor lærte denne skelnen, da vi skulle læse St. St. Blichers mesterlige noveller »Sildig Opvaagnen« (1828) og »Hosekræmmeren« (1829). Her var der »jeg«-fortællere, der tilsyneladende fortæller de ulykkelige kærlighedshistorier. »Tilsyneladende«, skriver jeg, fordi det er velkendt, at det er aldeles upålidelige fortællere.

En roman kan således være virkelig, og den kan være fiktion, og noget helt, helt andet, viklet ind mellem disse to positioner. Afstanden mellem forfatter og fortæller kan være så afgrundsdyb, og med god grund har litteraten Poul Behrendt for nogle år siden lanceret begrebet »Dobbeltkontrakten« for at fortælle om disse komplicerede spil.

Tidligere har man i høj grad skelnet mellem det reelle og det fiktive, altså at man vidste, om en roman var det ene eller det andet, men som Behrendt demonstrerer, kan tingene kan være både-og og hverken-eller. Der er masser af forfatterskaber, hvor man kan være i tvivl om, hvornår noget er digt, løgn eller virkelighed. Tænk på Knud Romer, Jørgen Leth, Claus Beck-Nielsen, Peter Høeg, Henrik Stangerup, Thorkild Hansen og mange flere forfattere, som er tvetydige.

Den slags værker er heller ikke altid til at håndtere. Når de udkommer, skændes bogelskerne. Det bliver dog straks sværere, når det fiktive univers breder sig til andre genrer.

Tænk bare på hele debatten om, hvornår man i nyhedsjournalistikken på TV må anvende almindelige fortællemæssige greb, og hvornår grænsen går til fiktion og de selvopfundne optrin, som går ud over enhver rimelig public service-betragtning, fordi det ikke har bund i den virkelige virkelighed. Eller senest Mai Henriksens initiativ, hvor hun kobler det konservative parti op på en umådelig populær TV-serie.

Vi lever i en kritisk, refleksiv modernitet, hvor der er en leg med roller og identiteter, som vi dagligt bliver trænet i at skelne mellem. Jo mere den enkelte har lært at skelne, desto mere karnevalistisk og festligt bliver det. Men det kommer ikke af sig selv. Mai Henriksens stunt er en anskuelsesundervisning i, hvorfor uddannelserne skal lære unge både at have rødder og antenner i orden, så vi kan afkode hele de fiktive universer, vi dagligt møder, med en ordentlig kildekritik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.