17. februar 2011, 22:30

Graffiti på den store Jellingsten! GELWANE stod der med store grønne bogstaver hen over de runer, kong Harald for over 1.000 år siden lod hugge til ære for sin far, kong Gorm. Den 10.000 kg tunge sten er et enestående nationalt mindesmærke over den tid, hvor Danmark blev kristnet.

Der var også malet GELWANE på den hvide kasse, der beskytter den lille Jellingsten, og på kirkedøren. Natten efter var der med kæmpe bogstaver malet GELWANE på herretoilettet på Vejle Banegård.

Sådan et hærværk er selvfølgelig udtryk for opløsning af normer, kultur og fællesskab. Men der er stadig mange danskere, som ikke bryder sig om den udvikling. Nyheden udløste i hvert fald en bølge af forargelse og vrede.

Danskerne er bestemt ikke ligeglade med deres samfund. Alligevel vokser opløsningstendenserne. Hvorfor? Fordi vi er så pokkers konfliktsky.

Siden midten af 1980erne er graffiti og anden form for hærværk på bygninger blevet et udbredt fænomen. Nogle gange er der tale om omfattende ødelæggelser. For knap to år siden blev Hyskenstræde i København således udsat for massiv graffiti og andre former for hærværk. I en tilsyneladende planlagt aktion blev gadelygter knust og stiger sat op ad gadens husfacader, der alle blev overmalet i op til 3. sals højde. Mange biler blev smadret.

Denne asociale opførsel sætter sine spor overalt: DSB bruger 25 millioner kroner om året på at rydde op efter graffiti og anden form for hærværk. Folkeskolerne bliver overvåget af video og vagtmænd for millioner af kroner. I en del boligområder bliver der også brugt mange kræfter på at rydde op og reparere alt det, der hvert eneste døgn bliver ødelagt. Aarhus centrum har i flere år været præget af store mængder affald, så det især søndag morgen lignede én stor skraldespand.

Langt de fleste vil forarget ryste på hovedet ved disse oplysninger. Når de meningsløse ødelæggelser alligevel har så stort et omfang, er det, fordi vi som borgere og som myndigheder reagerer alt for svagt.

I 1960erne ændrede samfundet sig dramatisk. Det betød store fremskridt i velfærd og personlig frihed. Men udviklingen kørte i vidt omfang af sporet. Ungdomsoprøret udviklede sig til en stærk politisk korrekt strømning, der kom til at dominere på uddannelsesstederne og i medierne. Det blev nærmest betragtet som skadeligt at tale om opdragelse og voksne som autoriteter. Normer som pligtfølelse, flid og samfundssind blev latterliggjort som gammeldags.

Mest nedgjort blev de, der glædede sig over Danmark. Dansk kultur, historie og det danske sprog hørte fortiden til. Brændte man for det danske, var man nationalistisk og højreorienteret.

Hvis du tror, det er overdrevet, så prøv at læse nogle af de bøger, der bliver udgivet til undervisning i folkeskolen og gymnasierne, som for eksempel Peter Bejder og Kim Boye Holts »Dansk, danskere, danskest«. Her fortæller Jan Gintberg eleverne, at danskerne er middelmådige, selvfede og ikke vil snakke med andre end os selv. Det mest danske, Jan Gintberg kan komme i tanke om, er kødpølse. Bogen fortsætter: »Dansk er et bastardsprog«. SFeren Kamal Qureshi siger, at han har mere til fælles med en læge fra Pakistan end med en fisker fra Thyborøn.

Den negative holdning til Danmark og danskerne går igen hos en del indvandrere. De holder sig til deres egen kultur og ser det at være dansker som et skældsord (»At være muslimsk kvinde i Danmark«).

Mange forældre indrettede sig på denne politisk korrekte strømning. På lange strækninger opgav de at være voksne, der tog ansvar. Store børn fik lov til at gøre, som det passede dem, og for eksempel drikke sig fra sans og samling.

Politikere og andre myndigheder blev næsten de værste i en slags behagesyge over for de politisk korrekte. Hvad var straffen for hærværk i Hyskenstræde? Hvordan kan Odense Kommune lave et projekt, hvor man vil forhindre unge i at stjæle cykler ved at forære dem cykler? Hvorfor er der ingen undervisningsminister, der har taget fat i ukvalificerede skolebøger, hvis holdninger strider imod sund fornuft? Hvordan kan pjæk og manglende disciplin få lov til at brede sig? Seneste eksempel på uforståelig slendrian er seminarier, hvor en del elever kun får 7 timers undervisning om ugen.

Her vil de fleste nok igen ryste på hovedet. Det svarer slet ikke til danskernes holdninger. Over 90 procent af danskerne - unge som gamle - siger, de er stolte over at være danske. De vil gerne værne om Danmark som nation. De er enige i, at man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Skoleeleverne er kede af, at der er så meget uro og larm i klassen. Børn og unge længes efter voksne, der vil være voksne, og autoriteter, der tør fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Mange indvandrere tørster efter at få klar besked om, hvad der er spillereglerne i de samfund, de nu skal bo i.

Derfor: Lad de gamle dyder komme til ære og værdighed i opdragelsen og i samfundet. Stil krav om ro og disciplin. Sørg for at lærere og andre voksne er et forbillede for eleverne. Gør op med skolebøger som tumleplads for politisk korrekt had til samfundet. Straf hærværk. Lav en integrationspolitik på det danske samfunds kultur og grundværdier. Hold fast i, at dansk er modersmål i Danmark, og at Danmark skal fastholdes som stærk nationalstat. Hvor svært kan det være?

Hærværket mod Jellingstenen kan måske være godt for én ting: at vi beslutter os for at sige, at nok er nok. Sker det, kan Jellingstenen få en ny betydning som nationalt symbol.