Ligestilling er lige rettigheder. Hverken mere eller mindre. Mænd og kvinder skal behandles ens, men ikke tvinges til at være ens. Derfor kan man heller ikke måle ligestilling på antallet af kvinder og mænd i lederstillinger eller på deres fordeling i universiteternes frafaldsstatistikker.

Målet er ikke lige fordeling, skriver ligestillingsminister Lykke Friis (V) i kronikken 15. juli. Men alligevel bruger hun den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For hvis mænd og kvinder virkelig har lige muligheder, vil de vel også opnå lige resultater, lader til at være hendes logik. Derfor ønsker hun at nedbryde de traditioner, normer og værdier, der får mænd og kvinder til at træffe forskellige valg.

Ministeren har svært ved at holde tungen lige i munden. På den ene side hylder hun de borgerlige principper om frihed og lighed for loven, men samtidig tør eller vil hun ikke gå imod den feministiske præmis om, at der først er reel ligestilling, når mænd og kvinder opfører sig ens.

At ligestilling i praksis tolkes som resultatlighed ses også i ligestillingsloven, der ikke alene har til formål at fremme lige rettigheder, men også lige indflydelse og integration i alle samfundets funktioner. Ministerier, kommuner og statslige virksomheder skal løbende tælle og rapportere antallet af mænd og kvinder i forskellige stillingskategorier. Ligeledes fastslår loven, at offentlige udvalg og kommissioner bør have en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Ikke et ord om kvalifikationer.
Selvom Lykke Friis påstår, at lige fordeling ikke er målet, er det altså denne ligestillingsoptik, hendes ministerium arbejder ud fra.

At mænd dropper ud af universiteterne og oftere end kvinder bliver arbejdsløse, kriminelle og hjemløse er selvfølgelig en alvorlig sag. Men det handler ikke om ligestilling. Hvis det gjorde, kunne vi jo løse problemet ved at gøre flere kvinder arbejdsløse, hjemløse og kriminelle. Tanken er absurd, fordi præmissen er helt forfejlet.

En karrierekvinde er heller ikke mere frigjort end en hjemmegående husmor, hvis begge har valgt det liv, de ønsker. Som borgerlige bør vi først og fremmest beskytte den enkeltes frie valg. Det største ligestillingsproblem i Danmark er, at ligestilling betragtes som lige fordeling. Lige fordeling kan nemlig kun opnås på bekostning af nogle menneskers ret til at vælge selv.

Mænd og kvinder skal være lige for loven, men vi skal ikke blande os i, hvordan den enkelte indretter sit liv. Med den nuværende kurs risikerer Ligestillingsministeriet derfor at gøre mere skade end gavn.

Så længe lige adfærd og lige resultater de facto er ligestillingsministerens succeskriterium, er det kun et spørgsmål om tid, før kvoter og tvang bliver løsningen. For intet andet vil gennemføre den lighedsutopi, der er vokset ud af feministernes socialistiske vrangforestillinger.
Et ligestillingsministerium, der arbejder for lige fordeling, gavner ikke ligestillingen.