Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Kommentaren:

Når teaterdybet bliver overfladisk

Ann Mariager: Fri mig for at bruge Breiviks tekst, skriver Ann Mariager, der sætter internationalt perspektiv på debatten om, hvad man kan lave teater over.

20 Kommentarer

Engang i 80erne blev jeg inviteret til en forpremiere på Broadway, til en opførelse som skulle vise sig at blive historisk. Vi var i hvert fald historisk få, der nåede at se forestillingen. »Total Abandon« var titlen, som hurtigt oversat betyder »Totalt overgivet«. Stykket gik otte gange: syv forpremierer og så premieren. Dagen efter blev det lagt ned.

Jeg havde lykkeligt glemt det teaterstykke, indtil debatten begyndte om CaféTeatrets planlagte Anders Breivik-monolog, en redigeret og dramatiseret version af hans »Manifest 2083«, der er planlagt til at have premiere i august.

Det var ellers erfarne kræfter, der stod for »Total Abandon« i New York. Først blev stykket udviklet i en teaterworkshop, sponsoreret bl.a. af Disney-koncernen, som dog trak sig ud efter rugekassestadiet. Richard Dreyfuss, kendt fra talrige film, spillede hovedrollen som et usædvanligt usympatisk svin. Usympatiske svin laves der mange gode fortællinger om, men »Total Abandon« var ikke en af dem. Dreyfuss spillede en afstumpet og voldelig far, der havde smadret sin toårige søn ind i en væg, så drengen var blevet en grøntsag i respirator. Den lille dreng lå hjernedød på hospitalet. Han ville aldrig blive menneske igen. Med rettens accept ville hospitalet have lov til at trække stikket til drengens respirator. Men i retssalen plæderede faren for, at lægerne skulle holde liv i sønnen. Han elskede ham nemlig meget højt, hævdede han. Det var mildest talt en absurd oplevelse. I salen sad vi med en fornemmelse af, at den far, oven i alle de andre ubehagelige menneskelige kvaliteter, også var en kryster, ræd for at få sin fængselsdom forhøjet, hvis sønnen skulle dø.

»Total Abandon« var ikke til at bære. Stykket indeholdt ikke antydning af noget, der kunne vække sympati eller forståelse for hovedfiguren. Eller jo, det gjorde det muligvis. Men hans forbrydelse – at have slået sin lille dreng til plukfisk – var så utilgivelig, at vi publikummer på stolerækkerne var aldeles kolde over for, om faren selv havde haft en ulykkelig opvækst. Der var intet forsonende ved den mand. Forfatteren forsøgte at få os til at rationalisere os frem til en forklaring på farmands sadistiske adfærd. Men den var der ingen i salen, der købte. Dertil var hans handling for grum. Stemningen var kold i salen. Kold på scenen. Og kold i anmeldelserne.

I New York Times skrev teaterkritikeren Frank Rich, at »Total Abandon« var et »komplet usandsynligt, nyt melodrama«, hvor stort set intet gav mening – heller ikke, at Richard Dreyfuss havde sagt ja til rollen og at Jack Hofsiss, prisbelønnet instruktør af »Elefantmanden«, havde sagt ja til at instruere.

»Det, hr. Atlas (stykkets forfatter) har gjort, er kynisk at bruge vold imod børn som en usvigeligt sikker, teatralsk opmærksomhedsfanger«, skrev Rich i sin anmeldelse. »Og det er den. Men når de kliniske konsekvenser af denne forbrydelse bliver malket alene for at holde liv i et teaterstykke, som ellers ville være en forvirret omgang miskmask, så mister denne rædsel al mening, og stykket, som udnytter den, bliver pornografisk«.

»Total Abandon« foregav at være et dybsindigt stykke, men skøjtede hen over hovederne på os; det nåede aldrig ned til noget som helst. Det er samme fornemmelse, jeg har med den Breivik-monolog, som skuespilleren Olaf Højgaard skal opføre senere på året. Den kollektive afsky for Breivik og vores fælles medfølelse for ofrene og deres familier overskygger fuldstændig min interesse for at vide, hvilke kræfter der kan gøre mennesker til konspirationsteoretiske galninge, der skriver manifester, lader sig affotografere i operetteuniform og slår 77 uskyldige, unge mennesker ihjel.

Kan man ikke skrive dramatik om den problemstilling uden at udnytte Breivik som en – for nu at citere Frank Rich – »usvigeligt sikker, teatralsk opmærksomhedsfanger«? CaféTeatrets relativt nye leder, dramatikeren Christian Lollike, har skrevet mange debatskabende og provokerende teaterforestillinger og må da selv kunne skrive et manuskript, der overgår Breiviks paranoide manifest. Lollike må være den manusforfatter, der overordnet tager fat i ekstremisme, forfølgelsesvanvid, religiøs paranoia og i den moderne verdens svigtende sans for at opdage disse mennesker og deres uhyrlige planer i tide. For vel kunne det være interessant og relevant at høre om yderliggående tankespind i det moderne Europa og få dem gestaltet i en dramatisk spændingskurve. Men fri mig for at bruge Breiviks tekst. Og fri mig for at bruge hans navn.

Man behøver ikke at have den store tillægseksamen i baggrundsresearch for at vide, at internettet vrimler med besynderlige skikkelser, der skriver enøjet og hadefuldt og lever i en forskruet opfattelse af sig selv og verden. At gå på nettet kan nogle gange minde om at løfte en sten ude i haven: Det myldrer frem med mærkelige kryb. Menneskeforagtere, underbuksemennesker, højre- og venstreekstremister, kvindehadere, racister, konspirationsgalninge og folk, der opfatter sig som miskendte genier. Her er masser af materiale for en dramatiker.

Hvem har i øvrigt rettighederne til Anders Breiviks manifest? Det har han selv, velsagtens. Skal Dramatikerforbundet nu i gang med at udfærdige en kontrakt mellem CaféTeatret i København og den norske massemorder? Bør sådan nogle overhovedet kunne tjene penge på deres ondskab? I flere lande, bl.a. USA, giver loven myndighederne mulighed for at beslaglægge de indtægter, en morder får fra f.eks. at skrive en bog om sine ugerninger. Sådan en lov overvejer nordmændene nu også at indføre. Mens massemorderen sidder i sin celle og skriver en bog.

Dårlig timing har også været nævnt i debatten om dramatiseringen af den norske galnings manifest. Kunstnere, der har en dårlig timing, får konsekvenserne at føle. Den amerikanske satiriker og TV-vært Bill Maher mistede sit debatprogram, som oven i købet hed »Politically Incorrect« (Politisk Ukorrekt), da han kort efter 11. september udtrykte en vis forståelse for, at Mohammad Atta og hans medsammensvorne angreb USA. Den udtalelse betød, at programmets sponsorer trak sig, og programmet blev lukket. Maher undskyldte sit fejltrin med et citat fra Stephen Sondheims »Send in the Clowns«:

»Tænk, at jeg skulle miste min sans for timing så sent i min karriere«.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

Bill Mahers timing

Bill Maher udtrykte ikke "en vis forståelse" for angrebet på USA. Han gav i sit allerførste program efter 11.september 2001 - seks dage efter, for at være præcis - en programgæst ret i, at man kan kalde selvmordsterrorister meget, men "kujoner" (som George W Bush yndede at kalde dem) er en helt misvisende betegnelse. Ordene var: "We have been the cowards. Lobbing cruise missiles from two thousand miles away. That's cowardly. Staying in the airplane when it hits the building. Say what you want about it. Not cowardly. You're right."

Og det var de ord, der førte til, at hans program blev pillet af programfladen snart efter.

Er teaterstykket nødvendigt?

Som USA's tidl. udenrigsminister Madeleine Albright, bl.a. svarede i DR TV i 2008, da hun blev spurgt om sin mening om Muhammed-tegningere i Jyllands-Posten: Jeg tror på ytringsfrihed og pressefrihed....men var det nødvendigt? Venlig hilsen Trolletre

Enig!

Det største ansvar er pålagt dem der har den største frihed.

Friheden til at handle er også friheden til at lade være.

Det så du jo

Aase Harrekilde-Petersen alias Trolletre
29. januar 2012, 15:38

Dit spørgsmål er retorisk.

For selve muhamedanerreaktionen viste jo med al tydelighed, at de tegninger VAR vitalt nødvendige.

er jacob cold clairvoyant?

jacob cold udtaler sig om et endnu ikke skrevet teaterstrykke.

God vinkel

Kære Ann. Jeg er ked af at se den relativt store mængde afsporede og irrelevante kommentarer - sådan er det åbenbart på nettet, alle skal jo til orde! Men jeg synes du udtrykker din oplevelse meget præcist. Du har ret i at den glimrende dramatiker Lollike kunne have skrevet noget der måske var mere til holde ud og at det et eller sted er noget sensationsrytteri at dramatisere manifestet. Kunstnernes første bud er jo at ting skal sættes under debat - men jeg tror du har ret i, at på denne måde kommer vi ikke til at diskutere hverken ensomme mennesker der producerer bomber eller højrenationalisters gale drømme. Det er for lige på. Der kommer intet ud af det. Intet godt.

jacob kold

Det er da dig, der er afsporet og irrelvant.
Lollike har ikke skrevet det endnu.

Hvad er det, du er så bange for kommer frem i teateropsætningen, siden du løber herind i offentligheden og blamerer dig så meget?

promovering af Breiviks udåd

Føj da. Ann Mariager og Berlingske promoverer Breivik ved at illustrere bloggen med et af hans pr billeder. Det er han sikkert meget taknemmelig for.

Læg mærke til

Læg mærke til Arbeiderpartiets, hrr Stoltenbergs, besynderlige mediestunt for et par dage siden: undskyld til jøderne for nogle nordmænds opførsel imod jøderne under nazisternes besættelse af Norge.

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Vi lader den lige stå et øjeblik mere.

Temaet på Stoltenbergs Arbeiderpartis jugendlejr på Utøya var:
Boykot Israel.

Vi lader den stå så længe, at Café-teateret har opført sit stykke.
Derefter kan vi tale videre om Arbeiderpartiet.

Jenni

Jenni i dette kommentarspor kunne vist også tjene som inspiration for en dramatiker - hvis hun blot ikke var så triviel.

Husk også, hvad der står i Bibelen. Fx: "Kvinder skal tie i forsamlinger" ;-)