Lad det derfor være en del af de unge politiker lærlinge at føle krigens gru på egen kroppe. Alt er ikke muntre drukfeste. Danske politikere har i mange år ført en aktivistisk udenrigspolitik = krig, uden selv at deltage personligt. Man sendes sine soldater ud i krigene, så man ikke selv får blod på fingrene. Det samme gør man i Norge. Er man med i legen tager man også del i stegen.

"Men med reaktionerne på Muhammed-tegningerne og Breiviks attentat har Skandinavien mistet sin uskyld."

Du giver jo selv svaret på denne konflikt i Skandinavien (og Vesten). Politikere er på flere faktuelle områder selv katalysatorer til kulturkonflikt og kultursammenstød. Det er jo ikke nogen psykiatrisk diagnose at befolkningen generelt besidder en hvilende aggression mod kulturer det ikke kan identificere sig med? Det er generelt indlysende, det før eller siden, ender i stridigheder og voldsomme reaktioner, når selvsamme politikere fører en lassez faire politik i landet og domstolene fører ad libitum strafferetssager.

Det er ganske rigtigt at Hamsun sympatiserede med nazismen, men han var aldrig medlem af Nasjonal Samling. Derudover glemmer I "eksperter", at Hamsun reddede et utal af unge nordmænd fra døden, og han var ofte i åben konflikt med Terboven. Goebbles formidlede et privat møde mellem Hamsun og Hitler med det formål, at Hamsun ville have Terboven fjernet som Rigsbefuldmægtig i Norge.

Sagen mod Hamsun var faktisk ret unikt i europæisk strafferetshistorie, idet man ikke blot anklagede ham på løst grundlag, men den norske stat beslaglagede hele hans formue, inkl. aktierne i Norsk Gyldendal.

Jeg undrer mig over du i kort passage nævner Knut Hamsun, men næppe nævner din rabiate kollega Gabriel Langfeldt på Nørholm - eller for den sags skyld Geert Jørgensen på Frederiksberg hospital?