20. august 2010, 22:30

Det er der også grund til, for det er vidunderligt ikke at være underlagt fortidens fantasiløse forestillinger om, hvad kvinder bør og kan. Men stadig skal vi huske, at feminismen er en vaskeægte isme, der kan fare vild i synet på forholdet mellem ofre og magthavere. Dette fik forfatter Hanne-Vibeke Holst forleden demonstreret, da hun angående kritikken af Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen leverede en lettere forskruet samfundstolkning. I følge Holst kan vi af sommerens medieføljeton lære, at der fortsat ligger »et urgammelt kvindehad« og ulmer i den offentlige bevidsthed. Og at det stadig er urimeligt svært for en kvinde at nå toppen. Hanne-Vibeke Holst er et engageret menneske, der fortjener respekt, men hendes fastfrosne ideologi fremstår efterhånden en lille smule skingrende skør. Og den koster, for den ydmyger kvinden som menneske ved vedvarende at understrege, hvor afmægtig hun er.

Holst reducerer kvinden til en passiv genstand, der blot flyttes rundt efter patriarkalske principper. Hun tolker hende gennem den sociale og miljøfokuserede analyse, der er bærende i det moderne menneskesyn, hvor omgivende normer tillægges større betydning end individets egne afgørelser. Og fejlslutningen er klar angående Espersen og Thorning-Schmidt. Her er nemlig ikke tale om to kvinder, der af ydre kræfter er gjort til karikerede kvindeikoner. Her er tale om to kvinder, der af egen fri vilje har udnyttet deres køn i en grad, der har gjort dem sårbare. De bliver ikke ædt af medierne, fordi de er kvinder. De bliver ædt, fordi de har begået fejl og desuden altid har spillet kvinde-kortet så eksplicit, at det kan være svært at tage dem helt alvorligt. Hvis Holst vil gavne danske kvinder, skal hun kritisere netop de to magtglade rollemodeller, der har ladet køn og fremtoning skygge for budskabet. Men det gør feministen ikke. Hun putter sig i sin stive idelogi og udnævner dem til endnu to kvinder, der skyldfrit har provokeret den maskuline verdensorden. Og som derfor er ofre og nok aldrig kan blive andet.

Sådan fastholder man kvinder i en håbløst ydmyg position, og sådan får en isme langsomt pillet den sidste værdighed ud af dem, den vil frelse. Når feministiske fundamentalister klamrer sig til dogmerne, negligerer de den mulighed, at kvalerne kan starte i kvinderne selv. At problemet med Thorning-Schmidt og Espersen ikke er, at omverdenen lader sig farve af, at de er kvinder, men at de selv gør det. Dette understreges blot i sammenligning med deres kollega, Pia Kjærsgaard, der aldrig har brugt kønnet som taktisk middel. Og som derfor stort set altid kun vurderes politisk. De andre, derimod, har bevidst valgt at kæmpe sig frem som kønsobjekter, og derfor vil de også en dag miste magten som værende dette. Det vil Hanne-Vibeke Holst ikke se, for det ville tvinge hende til at erkende, at også kvinder har ansvar for egen skæbne, fordi de faktisk i dag er frie til at vælge, hvordan de vil fremstå. Og dermed ville kampen være forbi. Den tomhed ønsker en ægte feminist ikke at opleve, og derfor må hun fastholde, at kvinder er ofre i en kønnenes samfundsorden, der aldrig for alvor vil ændres. Undertrykkelsen er fuldbragt.

Gud og fanden skrives på skift hver lørdag af Sørine Gotfredsen og Kathrine Lilleør.