Når janteloven hærger et helt folk

Danske politikere skal være en del af folket og må endelig ikke være elitære. Politisk lederskab er ikke ønsket. Et forslag: Skær antallet af folketingsmedlemmmer ned, giv højere lønninger og stil større krav. Og hvorfor skulle Socialdemokraternes leder ikke have bil med chauffør?

Over et stykke tid, jeg ved ikke hvor mange år det i virkeligheden drejer sig om – fem, måske femten – er der sket et forfald i det politiske Danmark. Jeg taler ikke om »den hårde debattone« og heller ikke om, at Dansk Folkeparti i dag er landets største »borgerlige« parti. Jeg taler om dårligt forberedte politikere, der ikke kan deres kram. Jeg taler om et folk, der interesserer sig mere for personsager end indholdsrig debat. Et folk der samtidig er så glade for sig selv, at alle der skyder lidt på tværs og kræver mere af sig selv og andre end det middelmådige gennemsnit, betragtes som elitære og ses ned på.

I Danmark er vi glade for, at vores politikere er »en del af folket«. Vi kræver af dem, at de ved, hvad der rører sig, at de kigger forbi den lokale julefrokost i partiforeningerne og drikker lidt for meget – ligesom alle vi andre. Øget professionalisering i form af rådgivere eller måske endda en chauffør er forbeholdt de få, der sidder på ministergangene. Alle andre har bare at være en del af det store grå »os«. Denne »DF-isering« af landet medfører, at modstand mod flertallets mening umuliggøres. Modstand mod mainstream er elitær, afkoblet fra virkeligheden og ganske udemokratisk. For nylig har en af Danmarks få sande elder-statesmen måttet erfare netop det.

Da Uffe Ellemann-Jensen i dagene efter EU-afstemningen 3. december beklagede danskernes nej, fik han at vide, at han ikke forstod folket – var elitær. Da Kristian Jensen dagen efter afstemningen sagde, at han ikke agtede at rive et forlig op, der var indgået mellem de fleste af Folketingets partier, ville andre landes befolkninger havde attesteret deres udenrigsminister »politisk lederskab«. Ikke her. Her skulle han blot høre på anklager om arrogance. Og når chefen for Socialdemokratiet viser sig at blive kørt rundt til et par arrangementer af en chauffør, er det en skandale, der rammer forsider af tabloidaviserne.

For samtidig med, at enkelte politikere skal høre kritik for deres »politisk korrekte« holdninger, hvad end det måtte være, kan andre vide sig sikre i at modtage opbakning, hvis bare de holder fanen i vinden og løber efter pøblen.

Politisk lederskab er ikke ønsket.

Politikeres leflen for den jantelovselskende middelmådige dansker kommer til udtryk på mange måder. Sidder en politiker i et af landets mange talkshows for at blive afhørt i et aktuelt emne, så gør det ikke noget, hvis man »ikke lige har helt styr på de tal der«. Det er ikke noget problem, når en sundhedsordfører ikke helt kender til studier om de bivirkninger af en vaccine, som hun ellers udtaler sig om på alskens nye og gamle medier. Det er bare folkeligt – for vi andre kan jo heller ikke altid huske alle detaljer, vel?

Velkommen til jantelovsdanmark – en hyldest til dilettantismen.

Hvor er opråbet, kravet om velforberedte politikere, der forklarer, oplyser og går foran?

Men det er måske heller ikke så mærkeligt. Tænker man på, at mange medlemmer af Folketinget ikke har erfaringer fra erhvervslivet eller har uddannelser, der gør det lettere at forstå et komplekst stofområde, er det naturligt, at lovgivningsarbejdet kan være overvældende.

Det tager man højde for i andre lande.

I Tyskland har man et parlament med langt over 600 medlemmer. Også her er det vanskeligt for politikere at skulle sætte sig ind i al lovgivning, alle procedurer, faglige detaljer. Men her tages politikerne alvorligt.

Mens danske politikere skal bruge et kvarter på at finde ud af, hvordan de kommer til dagens næste møde, har tyske politikere en køreservice, der fører dem rundt. Det er nemt og effektivt, og det er professionelt.

Mens danske MF’er er flere om at dele en sekretær og et par (ulønnede) praktikanter, får hvert medlem af Bundestag en sum penge stillet til rådighed for at aflønne medarbejdere. For små 120.000 kroner er det for nogle muligt om måneden at betale et fodboldhold af nyuddannede, mens andre kan ansætte to professorer. Til fælles har de, at de kan arbejde for at gøre det så effektivt og velinformeret som muligt for den folkevalgte at varetage sit hverv.

Men det kan vi ikke i Danmark. Jantelovsfolket kræver, at politikere er en del af »os«. Det er patetisk og et spil for galleriet.

Hvorfor skulle myndige borgere, der har mere end to brikker at flytte med, dog ikke kunne forstå, at en politiker – valgt af folket til at varetage dets interesser – skal være så godt klædt på som muligt. Så dygtig som mulig. Som myndig borger kræver jeg, at nationale politikere kan sidde bag i en bil og arbejde, mens han/hun bliver kørt til næste møde. Socialdemokraternes chef skal ikke nogle gange blive kørt frem og tilbage – hun skal have en bil og chauffør, der står til konstant rådighed, og hun skal fokusere på det væsentlige! Jeg vil have, at alle politikere har assistenter, der klarer den basale research og læser lange notater igennem for at finde de vigtigste pointer.

Selvfølgelig skal de tjene godt! Diskussionen om politikernes (af)lønninger er ikke blot plat – nu da partierne igen viser sig at løbe efter folkestemningen. Diskussionens præmis er også grundlæggende misforstået. Det handler ikke om, hvorvidt politikerne tjener for meget. Det handler tværtimod om, hvad deres tjeneste for folket er værd for os. Hvis man virkelig vil tiltrække de kvikkeste hoveder, skal man byde dem en konkurrencedygtig løn og gode arbejdsforhold. Samtidig kan man skære kraftigt ned i antallet af hoveder, der sidder på Tinge. Danmark er ikke stort nok til, at man skal bruge 179 lovgivere. Skær 30-50 fra, det siger selv Bertel Haarder, giv resten bedre muligheder, og kræv mere af dem!

Flere ressourcer og højere krav til nationale politikere skaber effektivitet og professionalisme, og det øger kvaliteten af lovgivningen, når de er bedre informeret.

Det øger også kvaliteten af folket, om man vil. Er vi konfronteret med politikere, der i højere grad kan deres kram, kan de indtage de lederroller, som i en hedengangen tid var et af deres kerneområder. Tager politikere mere aktivt stilling, har en holdning og gør den eksplicit, så kan vi som folk tage stilling til, om det er noget, vi vil. Om det er nogen, vi vil stemme på. Det skaber en mere ærlig, oplyst og mere politisk offentlig debat.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.