Eva Selsing: Så skal vi til det igen. Julen er traditionernes tid. Tid til rødkål, risalamande og den rituelle, pietistiske klynk over forbrugerismen.
19. december 2011, 10:20 – opdateret 19. december 2011, 10:25
Især for kulturklassen, eller DR2-segmentet, bringer denne tid en grum, eksistentiel tristesse med sig. For med julen følger købepresset. Og det harmonerer dårligt med det samme segments egenopfattelse, der gerne skulle rime på åndfuldhed. Forbrug er alt andet end åndfuldt. Forbrug er sjælløst og ender ofte med at suge autenciteten - det, der gør os til interessante, unikke væsener - ud af os. Forbrug er også kapitalismens spydspids. Det er gennem vores købetrang, at vi for alvor sælger sjælen til Djævelens forlængede arm, butikkerne. Det er, for det fromme DR2-menneske, et spørgsmål om ikke at lade sig begejstre eller rive med. Man må huske at påtale det usmagelige i de farvede lyskæder, og hvor tidligt butikkerne dog er ude i år med julesagerne. For ikke at tale om amerikaniseringen af julen - noget, der er så slemt, at det truer med helt at dræbe alt, der er ægte. Folk, der bruger for meget tid og penge på juleprojektet, skal også påtales med frygt. De er nemlig endt i den vanskæbne, vor kulturklassist så grumme nødig selv vil dele; Forbrugssyndefaldet. For vor juleflagellant er der derfor ikke andet at gøre end at messe sin anti-forbrugerisme på samme måde som Opus Dei-munken beder til takterne af sin rosenkrans. Dét skal nok holde tomheden og ondskaben på porten. For en stund.
Men fristelserne hober sig op. Man må derfor ikke lade sig kue af tanken om den perfekte, planlagte jul. Eller gå med på gaveræset. Nej, det skal være afslappet. Selvom det hele også helst skal være hjemmelavet. Uden at være for pænt eller konstrueret. Det skal være rigtigt på den rigtige måde. Hvis det er for rigtigt, bliver det straks declassé. For at passe ind i DR2-segmentets juleramme, balancerer succesen på en knivsæg; ikke for meget, ikke for lidt. Det skal først og fremmest være autentisk. Og forbrug ødelægger autencitet. Penge smudser alle former for ægthed til. Den nærmest religiøse tilgang, mange kulturmennesker og automatsocialister har til forbrug, eksploderer i sin rene form til jul. Det er her, prøven skal stås. Er kraften med dig? Jo mere du er standhaftig og åndeligt ren - altså ikke-forbrugende - desto mere ægte er du. Det giver street credit inde i gallerierne, på museet, universitetet, yogakurset, i den økologiske urtehave og hvor kulturklassen ellers færdes, at være mod forbrug. Kan man vise det med et stofnet, en demonstrativt hullet vinterfrakke eller lignende, er det endnu bedre. Problemet er dog, at anti-forbrugerismen ikke bare er et identitetsspørgsmål for kulturklassen - man signalerer overklassestatus ved at sætte sig ud over den proletariske konsumkultur. Det er også udtryk for en klassisk venstreorienteret arrogance over for almindelige danskeres egne ønsker. For hvad er forbrug egentlig, når det kommer til stykket? Forbrug er frihed. Det er muligheder, hverken mere eller mindre. Muligheder, vi er så heldige at have på disse breddegrader, og som mennesker i andre verdensdele kun kan drømme om. I stedet for at klynke, burde den åndeligt rene kulturklasse prise sig lykkelige over, at så mange mennesker har så mange muligheder. Det bliver man ikke mindre ægte af.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten