Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Kommentar::

Når den danske inkvisition slår til

Dan Henriksen: »Bind den mistænkte hunds ben sammen og smid den i vandet. Hvis den flyder ovenpå, er det en farlig muskelhund - som skal brændes på bålet. Hvis den drukner, var det en familiehund, som vi så kan begrave i indviet jord.« Dan Henriksen ser tilbage på sidste sommers debat om muskelhunde.

35 Kommentarer

Hen over foråret og sommeren 2009 udbrød der en epidemi her i landet: Pludselig begyndte mange hunde at skambide både dyr og mennesker. Man kunne ikke åbne en avis (eller et fjernsyn) uden at en af tophistorierne var, at nu havde en muskelhund igen forårsaget et blodbad.

Så åbnede Folketinget, arbejdsløsheden steg, og Klimatopmødet nærmede sig. Umiddelbart er det svært at se sammenhængen, men disse begivenheder havde helt åbenbart indflydelse på hundenes adfærd - i hvert fald fik de tilsyneladende angrebenes antal til at falde. Har vi mon her en endnu ikke afdækket naturlov? Man afventer spændt sensationelle forskningsresultater!

Men inden hundeangrebene ebbede ud, blev der sat gang i debatten. Specielt havde en gruppe mennesker, der var sig bevidst, at de havde særlige evner til umiddelbart at kunne afgøre, hvilken slags hunde, der måtte leve, og hvilke der ikke måtte, vind i sejlene.

Med så specielle evner er det selvsagt unødvendigt at benytte rationelle argumenter for sine synspunkter.

Gennem tiderne har vi kaldt disse mennesker forskelligt (Orakler, Guruer, Profeter), men lad os i videnskabens navn til lejligheden kalde dem noget neutralt - lad os kalde dem Gruppe 1’. Lad mig lige for god ordens skyld pointere, at Gruppe 1 ikke er en homogen gruppe, der er mange, mange nuancer i denne debat, men den begrænsede plads - og den polemiske form - fordrer en noget hårdhændet og måske også en lidt urimelig generalisering.

I den anden ende af debatten var der de stakler, der var så naive, at de baserede deres holdninger på fakta. Lad os - ikke overraskende - kalde dem Gruppe 2’.

Gruppe 1 hævdede, at man kunne afgøre en hunds adfærd blot ved at finde ud af, hvilken race den tilhørte.

På trods af, at Gruppe 2 havde valgt at handikappe sig selv ved kun at benytte saglige argumenter, lykkedes det faktisk at komme igennem med synspunktet om, at racebegrebet ikke kunne bruges - det var ikke klart nok defineret.

Men det var blot en ubetydelig sejr i debatten - Gruppe 1 introducerede så begrebet "type" i stedet for "race". Et genialt træk. I modsætning til begrebet race, der dog havde en vis basis i kriterier, og som derfor kunne diskuteres og argumenteres imod, er "type" et så fuldstændig luftigt begreb, at argumentation er umulig ("én tåbe kan spørge om mere end ti vise kan svare på").

Gruppe 2 spurgte også, hvilket statistisk belæg Gruppe 1 havde for at kunne klassificere særlige hundetyper som farlige og uønskede. "Det ved alle da bare", og "det kan man da se", var svaret. Overraskende nok var disse viise udsagn ikke nok til at få kritikken til at forstumme, så Gruppe 1 måtte underbygge sine synspunkter, dels med at beklage, at der ikke fandtes officielle statistikker, dels med at referere til ikke offentliggjorte optællinger. De er jo også lidt svære at argumentere imod.

Jamen, der findes faktisk offentliggjorte tal på området. I et så erstatnings- og statistikfikseret samfund som det amerikanske er der naturligvis lavet statistikker over bidskader, og i disse statistikker er der adskillige "familiehunde-typer", der slår "muskelhunde-typerne".

Noget så ligegyldigt som erfaringer er der ikke nogen grund til at spilde tid på at reflektere over - hvorfor søge viden, når man har fundet Sandheden?

I flere af vore nabolande og såmænd også her i landet har der været forbud mod bestemte hunderacer i en årrække - og ingen steder rapporteres der om nogen nævneværdig effekt. Med en nok så beundringsværdig logik kommer Gruppe 1 så frem til den konklusion, at "det virker ikke, så det må vi have noget mere af". Beundringsværdig i betydningen en konklusion, det er værd at undres over! Anyway - trods argumenter og saglighed får Gruppe 1 såmænd nok sin vilje, og man foreslår så, at der skal nedsættes et antal hurtigt-arbejdende udvalg, som i konkrete tilfælde på baggrund af "vellignende fotos" skal afgøre, om en hund er af en "aflivelsesønskværdig" type.

Det må indrømmes, at denne vej har en vis videnskabelig basis. Her tænker jeg på videnskaben frenologi, hvor man ved at måle kraniets form kan afgøre et menneskes sjælelige egenskaber. Aggressiv og destruktiv adfærd sidder således lige over ørerne, mens kærligheden til børn sidder i baghovedet, lige under centret for fædrelandskærlighed - hva'ba!

Der findes et præcist ord for sådanne "hurtigt arbejdende udvalg" - det hedder en standret og benyttes, når retssamfundet af den ene eller anden grund er sat ud af kraft.

Men hvorfor dog komplicere afgørelsen med disse udvalg? Der findes en god, gammel og gennemprøvet test, der giver samme sikkerhed for resultatet: Bind den mistænkte hunds ben sammen og smid den i vandet. Hvis den flyder ovenpå, er det en farlig muskelhund - som skal brændes på bålet. Hvis den drukner, var det en familiehund, som vi så kan begrave i indviet jord.

Og så er der i tilgift underholdningsværdien: De gamle koner kan sidde og kigge på, mens de strikker og hækler.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

Mutter Courage ---

Har vi det for godt eller har vi det i virkeligheden så skidt, at vi er nødt til at ramme op i det røde felt gang på gang i vores jagt på glemsel: tykke, tynde, rygere, kamphunde, henriette kjær, ole sohn, skat-mig-ikke-for-meget.dk, roadrage, ældrepleje, børnepleje, velfærdssamfund/liberalt samfund, kommunepleje/kommunelede, med i EU på discount udgaven - med i EU på fuld forplejningsudgaven. HVAD vil vi danskere egentlig udover at kaste med sten på alt og alle fra vort eget lille glashus?

muskelhunde, ulve og tigere... civilt samfund?

Og gruppe 2: hvorfor må jeg ikek anskaffe mig en ulv - eller en tiger?? - gener betyder jo ikke noget, kun! opdragelse....

typen af skade og typen af ejer...

Der mangler for "gruppe 2" også det faktum, at de typer af menensker, der anskaffer muskelhunde med gen-strenge, der gør hunden mere frygtløs og "besærkergen", faktisk ofte er dårligere opdrættere. Ergo racen tiltrækker en særlig type ejer i tillæg. Det vil heller ingen anerkende, som mulighed.

En labrador havde nok været et bedre valg end golden retriever, men fair nok. jeg vil nu hellere bides af en golden retriever, jeg kan sparke i ansigtet - end en muskel-gen-hund, der bare bliver siddende og kun slipper min brækkede arm for at vansire mit hår eller mit ansigt. Se nu også på typen af skader... og på antallet af hunde i forhold til antal skader (men det må man dog håbe er medtaget i statistik-korrektionen... men man kan ikke være sikker). Gruppe 1 og 2 kan begge være irrationelle.

statistikkens indhold

Jamen, så kom da med den statistik - hvorfor har flere af gruppe 2 ikke præsenteret en sådan frigørende statistik...

Og når det er sagt - rummer statistikken noget om typen og graden af skaderne? (heh, brækket armen og bidt kinden af - eller et bid i anklen). Og hvad med hændelsen: var det folk, der møder hunden tit og selv har valgt denne risiko - eller folk, der bare møder den mere tilfældigt) ? og korrigerer statistikken for at muskelhunde fortsat er i undertal i forhold til andre hunde.

Jøsses

Ove - du har fået svar på svar på svar, ikke kun her men også alle andre steder, og enten læser du dem ikke, eller også nedgøre du eksperterne, der modsiger dine hypoteser, påstande, og selvopfundne terorier og statistiker. Dan fortæller dig på en temmelig pæn måde, at du ikke forstår hans indlæg, og at du dominierer denne debat, et vink med en vognstang, og det ignorere du fuldstændig, og fortsætter ufortrødent, og i samme spor. Det er alle andre der er gal på den.

Jeg har mødt mange specielle mennesker i mit liv, men aldrig en så selvhøjtidelig, selvcentreret querulans som dig, den ros skal du ha'. Hvis man kan kalde det ros.

Menneskehensyn

Nu bliver jeg desværre nødt til at forsvare mig lidt igen, for hvad er forskellen mellem uduelige og saglige argumenter og hvem skal afgøre det? Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at fremføre usaglige argumenter, som M/K-tilhængere generelt, i deres kvide for egne ordentlige argumenter, ynder at sige M/K-modstanderne gør.

I givet fald må det vel være relevant at oplyse om hvor grænsen går mellem disse to punkter.

Jeg for min del, har svaret på alt hvad M/K-debatten har omhandlet, givet min mening, henvist til links der understøtter alt hvad jeg har fremført af beviser fra fagfolk og dertil har jeg utrolig mange gange efterspurgt, om M/K-tilhængerne kunne give mig et eneste argument for at vi skal have disse farlige hunde i vort samfund. Her kommer der intet svar.

Jeg formoder derfor at der ikke findes noget svar på disse hundes eksistensberettigelse i DK ud over at disse hunde kun tjener visse mennesker bizarre hang til enten at spille moderne, vise magt, skabe frygt, stive sig af, eller at være noget ved "musikken", på bekostning af en masse ofre.

At jeg ikke svarer på faglige spørgsmål som kun specialister kan svare på, må vel være tilladt.

Jeg har deltaget i debatten i 2 år nu, og mødte folk på FB hvor jeg fra første færd blev kaldt både det ene og det andet, og magen til usaglige indstillinger til debatten har jeg for min del sjælden mødt. Jeg er hele vejen blevet tillagt mig meninger jeg ikke har, og sågar forsøger man at manipulere rundt med min argumentation samtidig med han henviser til et hav af hypotetiske betragtninger jeg i hvert fald ikke kan goutere som nogen form for facts.

Jeg har f.eks. hele tiden gjort opmærksom på, at regeringsudvalget selv har udpeget de omtalte M/K-hunde men man glemmer at jeg også har skrevet, at hovedparten i udvalget ikke ønskede et forbud. Det ændre da ikke det faktum, at det ER regerings udvalget der har udvalgt de 13 M/K-racer, et faktum som er en af mine bevæggrunde til at tro, at når specialister siger sådan, så må man som lægmand stole på det er rigtigt.

Dertil lægger jeg mine egne erfaringer, og oplevelser fra dagspressen, film, og billedmateriale, samt øvrige specialister og specielt DKK, der dog heller ikke tror på et forbud, men alligevel udtaler at M/K-hunde er særdeles farlige, i lighed med bla. a. venstres ordfører som selv er dyrlæge og ekspert.
Dertil skal ærligt siges at DKK, senere har prøvet at stikke piben ind, og har prøvet at bortforklare de skrevne facts, de selv er kommet med, men her fanger bordet desværre for DKK. Hvad der står skrevet kan ikke ændres.

Der er en anden væsentlig grund, som alle M/K-fortalere glemmer. Den har jeg allerede fortalt om her på blokken som et godt grundlag for en betydelig opstrammet lovgivning, en opstrammet lovgivning som godt nok ikke er helt problemfri for M/K-ejerne, men en plausibel grund som kan dæmme op for et utal af skambidninger i fremtiden af uskyldige mindre hunde. Dertil skal føjes, at mange M/K-ejere nærmest medskyldigt selv har været med til at skabe frygten i befolkningen. Den er der, og kan ikke fjernes så længe der findes M/K-hunde på gaderne i DK.

Årsagerne hertil skyldes efter min mening M/K-ejerne selv, og ikke som påstået, medierne der blot har ført sandheden frem, om I kan lide det eller ej.
Det kan godt være der er enkelte af racerne der ikke er registreret nogen bidstatistik over, fordi der ikke findes ret mange af disse hunde i DK. endnu. Men da det hører under gruppen af potentielt farlige hunde, har regeringen vel tænkt at de hellere vil forebygge merimport og avl af disse hundetyper, frem for at forbyde dem senere og vente til ulykkerne er sket.

Til M/K-tilhængerne vil jeg sige, at de måske har ret I at nogle af typerne ikke burde være på listen, det ved jeg ikke noget om, men det kræver bevis (omvendt bevisførelse) at klargøre om der imellem disse hunde er hunde som ikke er M/K-hunde. Er det en M/K-udgave med stamtavle er der jo ingen problemer sålænge ejeren gider at beholde sin M/K-hund, selv om det er en stor hund og ser farlig ud.
Vi kæmper vel også om at få renset ud i det efterhånden uoverskuelige og omsiggribende illegale hundemarked og det tror jeg kun et forbud vil kunne styre, for så er der ikke noget at tage fejl af.

Det der med at høre den samme plade hver gang er vi vist nok meget ens om. Det sker fra begge sider og at det hele er baseret på myter, uvidenhed, ammestuehistorier, hysterisk frygt, er i sig selv en skrøne, og et postulat som du ikke kommer langt med i befolkningen som er skræmt af alle de mange skambidningssager der har været de sidste 2 år.
Hvad angår min mening med at bevæge mig rundt i M/K-tilhængernes forum, kan jeg svare, at ondets rod skal bekæmpes ved roden og ikke kun på overfladen, og jeg kunne måske omgøre nogle meninger ligesom M/K-tilhængerne selv prøver på andre blokke som er mere åbne for replikker fra begge parter.

Tusinde tak for artiklen!

Jeg sætter stor pris på din artikel Dan! Man skal lede længe efter fornuftige mennesker i denne muskelhunde debat! Jeg synes det er direkte uhyggeligt, at regeringen kan hjernevaske folk så let og derved trumfe deres forbud igennem - uden saglige argumenter. Og folk æder det råt! Og nogle har fået så ondt i røven over muskelhunde, at de ikke engang vil tillade andre at kæmpe mod forbudet (uden at skulle komme med uduelige kommentarer hvergang, Ove) Personlige meninger og oplysninger er underordnet i denne debat.. Vi skal have facts på bordet, alt andet er ubrugeligt.. Så et stort tak til dig Dan Henriksen!

jeg har lavet en RAP omkring emnet: http://www.youtube.com/watch?v=EaHjJh4AFVA

Jimmy

Menneskehensyn

Hvis jeg har misforstået noget af din mening Dan Henriksen i dit oplæg til denne debat, må jeg beklage, men for mig fremstod den som en kritik og hån mod den omfattende M/K-debat og nu demokratisk vedtagne forbudslov, der gerne skulle blive en succes uden de store tab, ikke bare på hundefronten, men så sandelig også på menneskefronten, som tæller flere børne- og hundemord, og skambidninger end du snart kan tælle på mere end 10 par hænder.

Der lå og ligger stadig et stort flertal bag regeringens handlekraftige indsats, og der er mange gode værktøjer i loven, som vil gøre det nemmere for politiet at følge op på sagerne med, i kampen for at få fjernet alle de nu u-lovliggjorte M/K- hunde, der har domineret gadebilledet alt for længe.

Der er ikke tale om standret, men om en lov der er set som en nødvendighed at gennemføre hurtigt, da skambidningerne hurtigt tog til i takt med den hastigt tiltagende styrke af M/K-hunde der blot på et år (j.f. DKK) steg fra 1000 til 20.000. En faretruende hurtig øgning der skabte stor frygt i befolkningen og som næppe kan fjernes igen uden at M/K-hundene fjernes.
Alene af den grund finder jeg som regeringen, at en forbudslov må være det eneste rigtige.

Man tog samtidig det humane hensyn for M/K-ejerne, at lade de eksisterende M/K-hunde udleve af sig selv, velvidende at dette ville koste flere ofre i en tidsperiode af ca. 10 år.

Med al respekt for dine holdninger, som tilsyneladende svarer stort set til mine i det generelle, men angiveligt ikke med det "hurtige" indgreb, vil jeg foreslå, at man i fællesskab bearbejder loven (når nu den en gang er der) hen i mod en succes.
Der er givetvis nogle punkter der skal poleres og blankpudses, men hovedformålet må ikke forsvinde i dispensationer og lignende. Der er nu tid til den næste evaluering om 3 år og så må vi se hvad der er at rette op på.

Svar til Ove Rasmussen

Hej Ove. Jeg håber lige du er frisk på en moden debat.

"skambidningerne hurtigt tog til i takt med den hastigt tiltagende styrke af M/K-hunde der blot på et år (j.f. DKK) steg fra 1000 til 20.000"

Hvor har du disse statistikker fra? Jeg spørger af interesse og ikke hån.

"der gerne skulle blive en succes uden de store tab"

Der tager du desværre fejl. Det er videnskabeligt bevist, at aggression ikke er racebestemt (kilde: Dr. Esther Schalke, Hannovers Veterinære Universitet).

Hannover studiet gik ud på at tage hunderacer der blev betragtet som farlige (pit bull terriere, amerikanske staffordshire terriere, rottweilere, dobermann pinschere etc.) og teste dem i situationer, hvor man kunne undersøge deres reaktioner på henholdsvis mennesker, miljø og andre hunde. Deres reaktioner blev rangeret i en skala fra 1 til 7, hvor 1 var ingen aggressiv opførsel og 7 var at hunden angreb uden at advare først og ikke var til at køle ned indenfor 10 minutter.

Kontrolgruppen i denne undersøgelse var golden retrievere.

Resultatet af undersøgelsen var, at de "farlige hunde" ganske rigtigt har kropsprog/hundesprog og advarer før de bider, og at de ikke var mere tilbøjelige til at udvise upassende aggressiv adfærd end golden retrievere er.

Forskerne pegede på, at det enkelte hundeindivid bliver aggressivt gennem dårligt opdræt, opforstring, prægning, træning og håndtering. Dermed kan man ikke sammenligne en amstaff der kommer fra gode opdrættere og havner hos en børnefamilie, med en amstaff der kommer fra en hvalpefabrik i østeuropa og havner hos en ubehagelig ung fyr der søger en potensforlænger.

De såkaldt "farlige hunde", "muskelhunde", "kamphunde" og hvad man ellers ville kalde dem, bider ikke mere end andre hunde gør - de får blot mere presse.

De tre mest bidende hunderacer i USA er schæferen, chow chowen og golden retrieveren (kilde: Dr. Nicholas Dodman, Dogs 101, Animal Planet). Dette er formentlig forbundet til racernes popularitet, idet der kommer flere dårlige ejere iblandt og at disse kan blive fristet til at købe hunde fra hvalpefabrikker, fordi de er billige.

Ifølge The American Temperament Test Society (ATTS) består langt størstedelen af hunde der tilhører "muskelracerne" temperamentstesterne. Et eksempel er den amerikanske pit bull terrier, hvor 86.0% af hundene består testen. Den amerikanske bulldog har en rate på 84.8% og staffordshire bullterrier har en rate på 89.6%. Sammenlign med schæferen, som har en rate på 84.2%, golden retrieveren med 84.6% grand danoisen med 79.6%, chihuahaen med 71.1% og gravhunden med 68.8% (kilde: ATTS Breed Statistics up to June 12, 2010).

Grunden til, at visse hunde ikke advarer før de bider/slår klik, er fordi ejerne har lært dem denne opførsel gennem voldelige træningsmetoder (kilde: Eric Letendre aka The Amazing Dog Training Man, The Ultimate Dog Blog, Pit Bull Facts, 05.03.2010).

Fordi problemet ikke ligger hos racerne vil et racespecifikt forbud ikke gøre noget for at sænke antallet af hundebid. I værste fald vil det faktisk bare hæve det, fordi en forbudt hund vil blive mere attraktiv for de ubehagelige typer der ikke gør noget ud af at træne hundene (og måske endda opfordrer dem til aggressiv opførsel).

Du kan få et par eksempler fra andre lande her:

Før Storbritannien vedtog The Dangerous Dog Act i 1991, blev antallet af hundebid studeret over en 3-måneders periode. Der var 99 bidepisoder og 3% blev begået af pitbull-type hunde. Samme studie blev foretaget to år efter forbuddet blev vedtaget. Over en 3-måneders periode var der 99 bid og 5% blev begået af pitbull-type hunde. Siden forbuddet blev vedtaget er Storbritanniens bidepisoder (der involverer de forbudte hunde) steget fra 6% til 11% (kilde: "Does the dangerous dogs act protect against animal attacks: a prospective study of mammalian bites in the accident and emergency department", 1996, Klaassen B, Buckley JR, Esmail A., Department of Accident and Emergency, Aberdeen Royal Infirmary, UK)

Ifølge BBC er indlæggelse på hospital som følge af hundebid steget med 25% siden hundeforbuddet blev indført og faktisk regnes Storbritanniens hundeforbud for at være ét af de største fiasko-love der nogensinde er blevet vedtaget. Dette er særligt fordi alt for mange ressourcer er blevet spildt på at få et allerede travlt politi til at konfiskere flere hunde end de kunne magte (kilde: London Dangerous Dog Forum Evidence Base Research Paper).
I Danmark er politiet allerede på overarbejde og de har ingen særlig træning i at udpege hunderacer (for ganske nyligt læste jeg om en kvinde på Hundegalleriet, der blev truet med en bøde på 1000 kr., fordi politiet troede at hendes dobermann pinscher, der ikke bar mundkurv, var ulovlig).

Formanden for The Dangerous Dogs Act Study Group (DDASG), Chris Laurence, siger: "We firmly believe that the Dangerous Dogs Act needs to be overhauled to better protect the public and that a new dog control regime that emphasises responsible dog ownership should be introduced.

The Dog Control Bill supports the principle that it is people, not the dogs themselves that make dogs dangerous. Lord Redesdale’s Bill would allow people to be better protected from dangerous dogs with tougher action taken against irresponsible dog owners." (kilde: British Veterinary Association (BVA) )

Dermed tager englænderne ved lære af den nyindførte skotske lov "Deed Not Breed", som ikke fokuserer på racer, men ethvert aggressivt hundeindivid og dets ejer.

Her er tal fra et spansk studie:

Antallet af bidepisoder blev studeret i en 4-års periode både før (1995-1999) og efter (2000-2004) racespecifikt forbud blev indført. Det blev konkluderet, at der ikke var sket en reel forskel i antallet af bid og "farlige racer" kun var skyld i en meget lille procentdel af angrebene både før og efter forbuddet (kilde: "Acto de Animales Español Peligroso: Efecto sobre la epidemiología de mordeduras de perros", 2007, Belén Rosado DVM, MSc,, Sylvia García-Belenguer DVM, PhD, Marta León DVM, PhD y Jorge Palacio DVM, PhD, Departamento de Patología de Animal, Facultad de Veterinaria, La Universidad de Zaragoza, Merial Laboratorios, España)

I juni 2008 blev et 15 år langt racespecifikt forbud fjernet i Holland, fordi det ikke havde hjulpet på antallet af bidepisoder (kilde: Animal Law Coalition's BSL Watch)

Denver, som har USAs ældste racespecifikke forbud, har også det højeste antal af bidepisoder, selvom Denver siden forbuddets indtræden aktivt har aflivet enhver ulovlig hund indenfor grænserne (kilde: J. Thomas, Stop BSL).

Og selvom Danmark læner sig opad den såkaldte "Norske Model", har Norge ikke haft succes med at sænke antallet af "farlige hunde". Faktisk er antallet steget efter forbuddet blev vedtaget (kilde: nrk.no, "Flere ulovlige hunder", 22.02.2010).

Trenden med hetz mod hunderacer er heller ikke ny. I slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet havde blodhunde ry for at være gale dræbermaskiner, mens pit bull terrieren fra 1920'erne til 1940'erne faktisk var Amerikas mest populære familiehund, bl.a. ejet af forfatteren John Steinbeck. I 1960'erne var boxere de farlige hunde og der var rygter om, at deres kæber kunne låse sig. I 1970'erne var dobermann pinschere særligt frygtere og i 1990'erne stod rottweileren for skud. For tiden er det "pitbull-type" hunde og hetzen er gennem tiderne blevet værre og værre, som følge af en ændring af journalistik. Førhen beskrev man faktisk hundens baggrund og grunden til, at den angreb. I dag hører man kun "kamphund gik amok", fordi det sælger bedre (kilde: "The Pit Bull Placebo: The Media, Myth and Politics of Canine Aggression" af Karen Delise)

"en forbudslov må være det eneste rigtige."

Siden forbud ikke virker, må vi gå ud fra, at det ikke er rigtigt. Hvis en ineffektiv løsning er den eneste mulige, har vi først problemer. Andre lande HAR været igennem forbudsfiaskoer og vi må være modne og tage ved lære. Danmark kan ikke tillade sig at være barnet, som stikker fingrene i ilden, når det har set andre børn brænde sig. Vi kan ikke tillade os at risikere, at bidepisoder stiger.

I stedet MÅ og SKAL vi fokusere på ejerne og afstraffe disse, hvis deres hunde opfører sig uacceptabelt. Hvis ejeren gang på gang ejer hunde der er meget aggressive, skal det være muligt at fratage denne retten til at eje hunde.

Dem som er ligeglade er jo stadig ligeglade. De "hårde drenge" vil ikke tage hensyn til om deres hund skal bære mundkurv eller ej eller om den må få hvalpe eller ej. Politiet kan ikke holde øje med dem 24 timer i døgnet. Og hvis vi nu antager, at politiet rent faktisk gør et godt arbejde med at regulere ulovlige hunde, så kan Brian jo sagtens anskaffe sig en schæfer i stedet.

Forbuddet går kun over ansvarlige hundeejere, som i forvejen følger loven.

Det ville være ønskværdigt at sætte restriktioner for, hvilke mennesker der kan blive hundeejere og gøre det lovpligtigt at tage kurser i basal hundeviden. Disse såkaldte "hundekørekort" kunne eventuelt finansieres gennem en årlig hundeskat på 200 kr. per hund - med Danmarks 550.000 hunde vil det give 110 mio. kroner per år til projektet (som også kan omfatte adfærdsbehandling) og vil sikkert sortere mange af de useriøse ejere fra.

Der skal desuden være fokus på ENHVER aggressiv hund uanset dens race. Det kan ikke passe, at labradorer og collier kan vansire børn og slippe afsted med det, mens bulldogs får sprøjten øjeblikkeligt. Det skal være ligeså muligt at regulere og aflive aggressive golden retrievers som aggressive pit bulls.

Jeg ejer desuden ikke én af de forbudte racer. Jeg ønsker bare at se en løsning der virker og dette tåbelige hundeforbud gør det ikke mere trygt for mig at gå på gaden.

tl;dr : Aggression er ikke racebestemt (dvs. der findes ikke noget "kampgen" eller "dræbergen" der ifølge myter får bestemte racer til at slå klik), racespecifikt forbud virker ikke og der bør sættes mere fokus på ejerne, frem for hundene, for at sænke antallet af hundebid.

en misforståelse

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at deltage i debatten her, men jeg ser tilfældigt, at en Ove Rasmussen er kommet til at dominere den. Det er der jo ikke noget forkert i, men jeg må lige påpege, at Ove Rasmussen tilsyneladende ikke har forstået, hvad mit indlæg drejede sig om.

Mit punkt var (og er) bestemt ikke at forsvare, at der må løbe dræbermaskiner rundt og skambide alt og alle. Tværtimod: Jeg efterlyser saglighed i beslutningsprocessen, så vi kan få noget lovgivning, der effektivt tager hånd om problemet.

At jeg så har valgt en ironisk/humoristisk form indebærer selvfølgelig en risiko for, at enkelte ikke forstår budskabet. Det var en kalkuleret risiko, så jeg lever med det, også selv om jeg undres.