Opinion

Morten Kirkskovs afskedsansøgning

»Er det et helt nødvendigt kriterium for at arbejde med teater, at man er komplet blind for det samfund og den konkrete verden, man (også) lever i?«

Steffen Jacobsen (tv) kritiserer Morten Kirkskov for i sit essay at være pueril, begrebsforvirret og tøsefornærmet.
Steffen Jacobsen (tv) kritiserer Morten Kirkskov for i sit essay at være pueril, begrebsforvirret og tøsefornærmet.

Mon ikke vi er mange, der efter endt læsning af skuespilchef på Det Kongelige Teater Morten Kirkskovs essay søndag 10. januar håber, at dette var hans officielle afskedsbegæring? Og hvad er det ved teatret, der gør dets professionelle udøvere eller administratorer så blinde for en større helhed, bl.a. det omgivende samfund?

Her tænker jeg specielt på Jon Stephensen, teaterdirektør Aveny-T, og Morten Kirkskov og i mindre grad chef for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, der indimellem udtaler sig som et individ, der trods alt har gjort visse afstikkere til virkeligheden.

Når man som jeg nærmer sig de 60 år, vil man i alle sine leveår have hørt de samme klagesange ad nauseam. En af de mest kroniske er Det Kongelige Teaters hysteriske og altædende trang til større ressourcetildeling uden tanke for, at det faktisk ikke er livsnødvendigt at opretholde det. Det er ikke en institution, der fremstiller vacciner mod ebola eller HIV eller immunmodulerende medicin virksomt mod cancer.

Magen til pueril, begrebsforvirret og tøsefornærmet svada som Morten Kirkskovs essay skal man heldigvis lede længe efter. Virkeligheden er ikke bare, som du føler, den er, Morten. Hvad baserer du egentlig dine generaliseringer og påstande på? En af dem er følgende: »Kansler Merkel i Tyskland har vist en anden vej, hun forstår [sic] at værdsætte og velkomme [sic] de store kapaciteter af viden og kunnen, som flygtninge kan forsyne den tyske fremtid med«?

Hvad i alverden baserer du det på? Har du læst nogle statistikker eller talt med ansvarlige for flygtninges integration i Danmark? Hvis du havde, ville du vide, at mange flygtninge er analfabeter og ufaglærte. Det er i mange tilfælde som at få besøg fra middelalderen, Morten, og fordi man er flygtning, tilhører man ikke nødvendigvis en særlig kundskabsrig eller ædel afart af menneskeracen. Man er nok, som de fleste af os er.

Du publicerer dit essay samme dag, som Frankrig højtideligholder mindet om 147 uskyldige mennesker, der i løbet af sidste år er blevet dræbt af indvandrere i Europa ved terrorhandlinger. Du taler helt ukritisk og uden reel viden om indvandringens velsignelser i samme uge, som nordafrikanske og arabiske unge indvandrere har begået systematisk blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb mod kvinder i flere tyske byer.

Venstrefløjens slægtskab med fascismen

Du skriver i dit essay om en fascistisk og kulturfjendsk regering, der tillader sig at skære ned på Det Kongelige Teaters budget med latterlige 1,8 procent, bl.a. på grund af stigende udgifter til asylbehandling og integration af flygtninge, og du gør det i samme uge, hvor sundhedsminister Sophie Løhde anslår en nødvendig debat om de offentlige udgifter til livsforlængende, eventuel helbredende medicin til dødssyge kræftpatienter.

Er det et helt nødvendigt kriterium for at arbejde med teater, at man er komplet blind for det samfund og den konkrete verden, man (også) lever i? Eller kan man ikke omvendt hævde, at man som skuespilchef bør have en realistisk funderet bevidsthed om sin tid og dens udfordringer for netop at gøre sin kunst og sit teater nærværende og aktualiseret for publikum?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.