Lars Christian Hvidberg: Hvor er det dog forstemmende igen og igen at skulle høre på granvoksne, velhavende overskudsmennesker bande som små børn, der lige har lært at sige »sgu« i børnehaven.
4. februar 2011, 22:30
Seneste eksempel var i mandagens Berlingske, hvor eks-modellen og forfatteren Renée Toft Simonsen udtalte til både hendes og avisens skam, at hun »ikke er en skid afklaret« i sit ægteskab og sit liv. Det skulle sikkert virke »ærligt«, men det virker bare helt tumpet.
Vi hører også, at Toft Simonsen gav en fløjtende langefinger til en modelmutter, og at hun som selvudnævnt kystbaneanarkist i rigmandskvarteret i Aarhus godt kunne tænke sig at tømme endetarmen på naboens græsplæne (det var dog ikke det ord, hun brugte). Udover det latterlige i, at den stenrige borgerfrue sætter lighedstegn mellem infantil adfærd og anarkisme, er det tankevækkende, at hun - og så mange andre - hele tiden skal fremhæve deres »provokerende« synspunkter ved at bande højlydt - og at Berlingske synes, at det er værd at fokusere på banderiet i overskriften.
Det er jo ikke første gang, at særligt skuespillere, rockmusikere og filmfolk gang efter gang skal betone deres særlige »autentiske« holdninger ved at bruge forstærkende, latrinære udtalelser. Det mest begavede, Lars von Trier kunne sige om præsident Bush, var, at han var »enden på endetarmen« (igen, ikke det ord han brugte), og hvem har nogensinde hørt et interview med Klaus Rifbjerg, hvor han ikke siger »kraftedeme« i hver anden sætning?
Lyder det snerpet? Prøv engang at tænke over, hvor tåbeligt det egentlig er, at vores angiveligt ledende kulturpersonligheder ikke kan finde ud af at udtrykke sig nuanceret. Det er fattigt sprog, det er slapt og trist at høre på, og det er et udtryk for den kvælende sammensmeltning af offentligt og privat rum, der er så karakteristisk for Danmark og andre små, uformelle samfund. Her er der ingen barrierer mellem høj og lav eller mellem pyntestuen og latrinet, men bare der dog var ét sted, hvor man kunne være i fred for folks bramfrie møgsprederi. Vi hilser ikke længere på folk i bussen eller siger De til fremmede, men vi bander, som om vi sidder hjemme på toilettet eller lige har tabt le creuset gryden på storetåen i samtalekøkkenet. Og de værste er såmænd de såkaldte kulturelle personligheder og sproglige forbilleder, der burde sætte standarden. Helt ærligt, det er faktisk pisseirriterende!
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten