13. februar 2011, 22:30

Hvor alle, som en slags »social værnepligt«, skal tvinges til at bruge et halvt år på at udføre arbejde i social-, sundheds- og kultursektoren - uden hensyn til vilje, evner eller de erhvervsmæssige, sociale og samfundsøkonomiske konsekvenser.

Jensen mener, at hans anvendelse af andres arbejdskraft vil tjene et godt formål. Jeg er sikker på, at både romerne (der byggede et imperium på uanede millioners »sociale værnepligt«), muslimske korsarer (som for få århundreder siden hærgede Europas kyster på jagt efter slaver) og amerikanske plantageejere alle syntes, at netop deres brug af andres arbejdskraft til egne formål var både samfundsnyttigt og retfærdigt.

Og det er jo ret beset Jensens ligesindede. Fra oldtidens og middelalderens tyranniske fyrster over Robespierre til det 20. århundredes Lenin og Mao har der altid været magthavere, der har været villige til bruge borgerne som arbitrære brikker, med hvilke de kunne skabe »det nye menneske« eller på anden vis realisere en eller anden skrivebords-filosofs abstrakte utopi.

Sådan ser Jensen ikke sig selv. Han fremhæver sig, med egne ord, som en »erklæret beundrer af Edmund Burke«. Det er muligt, men det er næppe en beundring, der ville have været gengældt. Burke, der nok var traditionalist, var trods alt politiker for det liberale Whig-parti - og en skarp og vedvarende forsvarer for borgernes personlige frihed og rettede kritik af slaveri og ethvert andet forsøg på ad politisk vej at indføre arbitrær magtanvendelse i strid med etableret tradition. Burkes centrale kritik af utopiske politiske abstraktioner var faktisk rettet imod præcis den type hybris og samfunds-ingeniørkunst fra lænestolen, som Jensen udfolder med sit forslag om velfærdsslaveri. At nævne Burke som et forbillede samtidigt med, at man vil indføre drakoniske indgreb overfor borgerne, er vel det nærmeste, man kommer på intellektuelt nekrofili.

Og til hvilket formål? Jensen mener, at hans opdragelses-projekt vil gøre os til bedre borgere. Det må dog være et besynderligt ræsonnement, der skulle kunne lede til, at det med statslige tvang at tage hele årgange af mænd og kvinder og mod deres vilje putte dem ind i sektorer, der er totalt dominerede af staten, skulle kunne forbedre deres moralske adfærd eller styrke civilsamfundet. Om noget er der al mulig god grund til at tro, at det ville betyde en udhuling af folks frivillige engagement. »Jeg har gjort min pligt, så nu må andre klare resten!«, på samme måde som velfærdsstatens grænseløse ekspansion har undergravet det sociale ansvar i stort set alle dele af samfundet.

Det nok så vidtgående forslag kommer også aldeles uden nogen vurdering af de samfundsøkonomiske konsekvenser af årligt at hive 50.000-100.000 voksne mennesker ud af deres studier og erhverv og indsætte dem andre steder, hvor det arbejde i sagens natur ikke kan være ét, der er langsigtet eller specialiseret, og som derfor slet ikke vil kunne erstatte andre funktioner.

Jensens velfærdsslaveri vil hverken styrke civilsamfund eller ansvarsfølelse, men uvilkårligt undergrave begge dele.