»Menneskeheden vil alligvel være udryddet, før vandstanden når at stige for alvor«

Man må priotere sine bekymringer benhårdt

Forleden stod at læse i The Guardian, at det for kvinder er særligt farligt at få en hjernetumor. Ifølge en ny rapport fra Brain Tumour Charity er lægerne nemlig i langt højere grad tilbøjelige til at affærdige kvinder end mænd, der opsøger dem og fortæller om deres symptomer. Kvinderne får at vide, at de bare er trætte eller stressede. Lægerne tror, at de savner opmærksomhed i hverdagen og søger den hos hvidkitlede autoriteter, der lugter af talkum.

Tydeligvis var det tænkt som en dårlig nyhed. Men den gjorde mig nu alligevel i godt humør. For hver gang jeg hører eller læser om nogen, der har fået en hjernetumor, er det, som om jeg pludselig kan mærke en trykken bag hjernebrasken. Og det har fået mig til at tænke, at en ansvarlig person ville gå til lægen. Men nu kan det være lige meget med det. Jeg ville alligevel bare få at vide, at jeg trængte til ferie. Det ene problem har så at sige udryddet det andet.

Og det er der hårdt brug for i denne tid. For verden synes at være i permanent undtagelsestilstand, og man har simpelthen ikke kapacitet til at bekymre sig om det hele. Memento mori, siger vi til hinanden, husk at du skal dø, men det kunne vi godt sige lidt sjældnere, for det får vi da ikke lov at glemme et eneste minut.

Ergo må man prioritere sine bekymringer benhårdt. For eksempel skrev en klinisk mikrobiolog for nylig i Facebook-tråden til en af mine venner, en klimaforkæmper, at han skulle holde op med at bekymre sig. De bakterier, som er modstandsdygtige over for alle antibiotika, vil alligevel sprede sig med lynets hast. Menneskeheden vil være udryddet, før vandstanden når at stige for alvor. Meget muligt har han fat i noget: Kronologien har betydning.

Men naturligvis opfordrer jeg ikke til, at man bekymrer sig mindre. Bare mere målrettet. I et risikosamfund er det absolut ikke tilrådeligt at gå sorgløs rundt. Faktisk er det efterhånden vores bekymringer, der definerer os. De tider er forbi, hvor man var, hvad man spiste: I dag er man sine bekymringer.

Og derfor er det absolut ikke ligegyldigt, hvad man bekymrer sig om. Her skal man vide, at de fineste bekymringer er dem, man som enkeltperson intet kan gøre ved. Klimaforandringerne, Putin, græsk økonomi, den slags. Sådanne bekymringer kan man ikke lufte for tit. Dog er det vigtigt, at man vælger alment kendte problemstillinger; ellers bliver man afskrevet som en særling. (Og det skal ikke forveksles med unik.) Folk tror, at man spiller smart, hvis man nævner, at det er frygteligt for yemenitterne, at de er fanget i en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran, mens al-Quaeda og Islamisk Stat vinder frem. Så hellere nævne syrerne. Folk aner ikke, hvem yemenitterne er; de har lyst til at spørge, om det er dem fra Star Wars.

Til gengæld bør man afholde sig fra at nævne de allermindst fine bekymringer: Nemlig ens egne. Tiden er ikke til, at man klager over, at det trykker så underligt for hjernebrasken, når der er børn i Syrien, som får tøndebomber i hovedet lige nu. »Gå dog til lægen,« siger folk irriteret.

Men det kan man så åbenbart spare sig. Og det giver lidt mere tid til det, vi er her for. Memento vivere.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.