Interview:

Medierne snylter på kongehuset

Arno Victor Nielsen: Mediernes massive dækning af Dronningens fødselsdag er udtryk for manglende respekt og dyb uvidenhed om, hvad kongehuset betyder. Medierne domineres nemlig af en længsel efter at fjerne den afstand, som gør Dronningen til dronning.

I går fejrede vi Dronningens 70 års fødselsdag, og medierne fuldte begivenheden tæt – her dagen derpå, hvad er konklusionen?»At vi fejrede det på en overfladisk Se og Hør-måde. Som om det bare drejede sig om helt almindelige celebreties.

Men det var jo vores statsoverhoved, vi skulle fejre. Det er en politisk begivenhed, og den bør behandles som sådan. Dronningens fødselsdag burde give anledning til, at vi diskuterede vores politiske system. Derfor burde det være de mennesker, der ved noget om stat og politik, der stod for det. Men det er det jo ikke – det er modeeksperter og andet pjat, der tager sig af sagen. Det er gossip-journalistik.«


Men laver medierne ikke bare de historier, som folk vil have?»Medierne tror, de ved, hvad folk vil have, de tror, folk kun vil forholde sig til kongehuset, som man gør i Billed Bladet. Folk ved ikke, hvad de gerne vil have. Men det vil de jo opdage, hvis medierne gav dem det.«Du siger, at

 Dronningen er en del af den politiske struktur, men vi plejer jo at sige, at hun netop ingen politisk rolle spiller – hvordan hænger det sammen?»Jamen, hun er da en del af det politiske system – hun er vores statsoverhoved, hun er nævnt i Grundloven, hun underskriver alle lovene. Hun er kun en del af vores politiske kultur, vil jeg endda sige – hun er ikke andet. Hun har ikke anden betydning end den politiske. Men hun har en mystisk betydning.«
 
Hvordan mystisk?»Altså, vi ved jo godt, at hvis vi undersøgte hendes gener, så er de ligesom vores andres, og hendes blod er ikke blåt, men rødt ligesom vores. Og alligevel er hun født til en særlig position. Det er da mystisk. Og hele hendes position i det politiske univers er mystisk – hun deltager ikke i det politiske arbejde, og der reagerer nogle helt naturligt og siger, at så er kongehuset noget pjat og ligegyldigt. Og det er det måske også, men det er en diskussion, man hele tiden skal føre.

 Det er også diskussion om, hvad statens væsen er. Vi betaler skat til staten, vi er alle sammen afhængige af staten, og nogle af os dør endda for staten i Irak og Afghanistan – så det er ikke fuldstændigt ligegyldigt, hvad staten er. Og Dronningens fødselsdag er en fin anledning til at diskutere det. Der indgår noget mystisk i staten, som måske er nødvendigt, fordi statsmagt ikke er almindelig magt – det er en magt, som råder over befolkningens liv og velfærd, og måske derfor er staten nødt til at have den der næsten overnaturlige magt. Og jeg vil meget nødig have, at dette mystiske element flytter fra Dronningen til Lars Løkke Rasmussen, fordi han ikke ville kunne rumme det.«

»Se på den amerikanske præsident – som omgiver sig med et gigantisk sikkerhedsapparat, som ikke har ret meget at gøre med den reelle trussel, men fungerer som en iscenesættelse af magten, der skal give den en særlig glorie, som staten er nødt til at have. Vi har behov for staten og vi har behov for dens magt, men vi frygter den også. Til daglig opfatter vi den som et forvaltningssystem, men når det virkelig kommer til konfrontation mellem staten og borgerne, så bliver borgeren den lille.

Og derfor er det måske meget godt, at vi har fået noget af statens mytiske magt placeret hos en dronning, som noget rent symbolsk. Og det betyder, at vores almindelige politikere kan forblive de mennesker, de er – ganske almindelige mennesker, som vi kan grine af og håne.«Og set i det lys, hvad er det så, medierne gør?»Tag f.eks. dengang Joachim og Alexandra blev skilt.

Det er fuldstændigt uacceptabelt, at de blev skilt. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at en konge vil være lykkelig på samme måde som vi andre. Det er et brud på kontrakten om, at de skal være af en anden verden – og derfor skal de heller ikke være lykkelige og gå og forelske sig og lade sig skille, fordi de ikke kan finde ud af det. Og medierne bidrager til det kontraktbrud. Medierne udgør sådan slags demokratisk tyngdekraft, der hele tiden forsøger at trække dem ned på jorden. Og det gennemsyrer hele den måde, medierne har præsenteret den her fødselsdag på.«
 
Men hvorfor forsøger aviserne og TV at trække de kongelige ned på jorden?»Der er enorm længsel efter at komme tættere og tættere på kongelige, men hele pointen er, at de ikke må være tæt på – fordi det er den rolle, de kongelige skal spille, at de netop ikke er tæt på os, at de ikke er underkastet de samme love og regler som os.«Så medierne snylter på det kongehusets mystik?»Ja. Den dækning, vi var vidne til, er i virkeligheden et udtryk for, at man ikke respekterer kongehuset.

Det paradoksale er, at grunden til, at vi overhovedet interesserer os for kongehuset, er dets særlige rolle som noget fjernt og uopnåeligt, og på den anden side begærer vi i den grad at få det så tæt på som muligt. Så tæt at forskellen mellem os og de kongelige forsvinder. Det underholdningsshow, som TV2 lavede for Dronningen, var så plat, og topnummeret var selvfølgelig, da man fik Dronningen til at røre ved et stykke banal skinke. Der var vi så tæt på at få hende helt ned til os.

Den måde, medierne behandler det royale stof, afslører, at de ikke ved en skid om, hvad de har med at gøre. Hvis vi har institutionen ’kongehuset’, så må vi også respektere den. Medierne svigter deres politiske ansvar her. Der er ikke noget galt med republikanere, der vil af med kongehuset, men når selv en anti-royalistisk avis som Politiken ikke gider at være det, så er der sgu et eller andet galt – så er det sgu lykkedes at tømme kongehuset for reelt indhold. Og så kan man lige så godt afskaffe det.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.