Mediemøllen

Marx og hash

Ida Willig: Ikke et ord om overklassen. Ikke et ord om underklassen. Sådan ser det generelle nyhedsbillede ud i Danmark. Alt fra økonomi og sundhed til boligreportager og livsstilsstof er klinisk renset for enhver antydning af, at samfundet består af befolkningsgrupper med meget forskellige leve- og livsvilkår.

Ida Willig, Lektor, ph.d., RUC
Ida Willig, Lektor, ph.d., RUC

Noget så kedeligt som transport kan tjene som et eksempel. Trafikstoffet bliver rapporteret helt nøgternt uden diskussion af sociale klasser, men har den unge, arbejdsløse dreng fra lavindkomstfamilien på landet virkelig lige så stor statistisk risiko for at være involveret i en ulykke som gymnasiepigen fra højindkomstfamilien i byen? Næppe.

Boligstoffet er et også et skønt eksempel, og selv om mange journalister vil rynke på næsen af det som »tillægs-journalistik«, er det altså stadig et stofområde, der er en del af det samlede nyhedsbillede. På overfladen handler boligreportagerne om »kreativitet«, »originalitet« og »stil«, men dybest set er det en serie portrætter af kvinder fra en privilegeret klasse, der modsat de fleste andre har både tid og råd til at være »kreative« og »originale«.

Helt oplagt er selvfølgelig også kriminalstoffet. Det vrimler med historier om vold, overfald og mord, men vi får sjældent en diskussion af de opvækstvilkår, både geografisk, socialt og økonomisk, som vi ved er grunduddannelsen for de fleste kriminelle. »White collar crime« er selvfølgelig noget andet, men med mindre der er flamboyante kendisser involveret, er det ikke en del af rutinestoffet, selvom vi ved, at mennesker i jakkesæt også begår strafbare handlinger.

Sundhedsjournalistikken, og for så vidt også historier om mad og livsstil, behandles også mærkeligt klasseløst. Måske er maratonløb og anti-oxidanterne i gojibær det helt rigtige sundhedmæssige valg, men det er altså kun et valg for den del af befolkningen, der har socialt og økonomisk overskud til andet end sofaen og frosne nuggets efter en lang arbejdsdag.

Det politiske område er måske undtagelsen der bekræfter reglen om, at vi ikke taler om klasser i det danske nyhedsbillede. Undtagelsen består i, at politisk journalistik involverer indkomstgrupper, etniske grupper og matchgrupper, og på den måde berører, at vi er et mangfoldigt samfund, og at nogle politikker retter sig mod bestemte klasser i samfundet. Og selvfølgelig er der også eksotiske dokumentarer og reality, som den aktuelle fra Herlufsholm.

Udover det er nyhedsbilledet stort set klassefri. Og hvad så, kunne man spørge. Er vi ikke ligeglade med andre sociale klasser end vores egen, og lugter spørgsmålet ikke af jesussandaler, Marx og hash?

Jo, måske. Men at præsentere virkeligheden som klassefri, har nogle konsekvenser. På et samfundsmæssigt plan bliver vi nødt til at have en offentlig debat, der ikke er bange for at tale om, at vi er forskellige. Hvis nyhedsstoffet lader som om vi er én homogen masse, snyder vi os selv og hinanden, og bliver ikke klædt godt nok på til at agere informerede borgere i et oplyst demokrati.

På et individuelt niveau fortjener vi også medier vi kan spejle os i, ligegyldigt hvem vi er, og ikke medier, der bidrager til at skabe urealistiske normer, præsenterer alt som middelklasse, og dermed skaber en myte om et klassefrit samfund. For så begynder det da for alvor at lugte af jesussandaler, Marx og hash.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.