Indspark

Marginalkunst og topstyring af kultur

Michael Böss: Selv om moderne politik kan forekomme at være en følelsesløs og spindoktorstyret affære, kan man en sjælden gang opleve temperamentsudbrud. Heldigvis. Men politikere kan udtrykke vrede på flere måder.

Michael Böss, Univsersitetslektor
Michael Böss, Univsersitetslektor

Nogle koger over for åbne kameraer. Andre stiller 696 spørgsmål til kulturministeren. Som i Johanne Schmidt-Nielsens tilfælde faldt dog også Ellen Trane Nørby ned på jorden bagefter.

Det gør dog ikke anledningen til hendes indignation mindre relevant. For hele balladen i sidste uge handlede ikke om »mors museum«, dvs. Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, men om statsmagtens topstyring af kulturlivet ved, under dække af »faglighed«, at kunne bestemme, hvilke museer der fortjener det såkaldt paragraf 15-tilskud fra staten.

Lad mig bruge et andet eksempel som illustration. I min egen hjemby, Holstebro, har vi et glimrende kunstmuseum, der så at sige er vokset op nedefra, dvs. fra et lokalt, engageret iværksættermiljø. Ideen til museet kom fra daværende sognepræst Jens Hvas og en kreds omkring ham i Nørrelandskirken sidst i tresserne. De ønskede et museum for maleren Jens Nielsen, hvis værker er ekspressive og farveeksperimenterende og har en religiøs dimension uden at være endimensionale.

Holstebro Kommune fandt ideen god og finansierede museet, der blev tegnet af Inger og Johannes Exner. Siden åbningen i 1971 er det blevet suppleret med værker af Olivia Holm-Møller, Nielsens mentor. Da Holstebro Kunstmuseum garanterede kvaliteten af samlingen og den lokale kunstforenings skiftende udstillinger, blev det i 1987 integreret i kunstmuseet og derved berettiget til statstilskud. Og det skønt Nielsen kan indskrives i en lang række af danske kunstnere og forfattere med et religiøst engagement, som akademiske kritikere ser skævt til. Tænk blot på Martin A. Hansens og Kaj Munks faldende renommé på parnasset.

Som led i forberedelsen af den nye museumslov udtrykte Kulturstyrelsen i sidste måned stærk kritik af museet. Den går dels på museets fysiske tilstand, dels på dets faglige indhold. Man vil have kunstforeningen ud og flere professionelle »kompetencer« ind. Ellers må det fratages sit statstilskud, forstår man.Naturligvis bør kunstsamlinger bevares forsvarligt. Det problematiske er kritikken af »fagligheden«. Når man sammenholder den med afslaget om statstilskud til museet i Lemvig, aner man en tendens: Kulturstyrelsens kunstbureaukrater er i almindelighed ikke glade for museer, der bygger på initiativer fra det civile samfund. I særdeleshed synes deres forbehold over for de to museer dog at skyldes deres idégrundlag. Er det mon en tilfældighed, at de begge rummer samlinger med et kristent og religiøst indhold og dermed repræsenterer en kultur, som i øjeblikket er udsat for både akademisk og politisk marginalisering? Og er det tilfældigt, at begge museer ligger langt fra hovedstaden?

Kulturstyrelsens krav om »faglighed« er et dække, hvorunder der udøves censur over for kunst, som ikke lever op til de to herskende kunstsyn i den akademiske kunstelite: Dels det modernistiske ideal om kunst som form uden indhold, dels postmodernismens uengagerede ligegyldighed. At disse syn også nyder politisk støtte, siger noget om dansk kulturpolitik lige nu.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.