2. august 2010, 22:30

Nu har udenrigsminister Lene Espersen lagt sine rejsedispositioner frem. Heraf kan enhver nu se, hvor meget arbejde der er i udenrigsministerposten. Og meget af rejseriet opdages ikke i den danske offentlighed, fordi man som udenrigsminister må foretage en del rejser, der ikke direkte har pressens interesse.

Men det er vigtigt, at man foretager rejser blot for at have møde med et enkelt lands udenrigsminister og f.eks. tænketanke og senatorer (Washington) eller indsigtsfulde personer (som jeg gjorde i de europæiske hovedstæder og USA). I krisesituationer er det vigtigt, at der har været personlig kontakt forinden; thi selvom man kan kommunikere uden at have mødt hinanden, giver kommunikationen langt bedre resultater, når man kender hinanden. Det fik vi f.eks. glæde af under »tegningekrisen«.

Der er mange rejser, som foretages med flere formål: politisk, erhvervsmæssigt, kulturelt. Man skal føre Danmark frem på etablerede, men nok så meget på ikke-etablerede markeder for at gøre sit til at fremme dansk eksport.

Man skal være på forkant med udviklingen, fastholde gamle alliancer og smede nye i tide ved at se, hvor nye muligheder måtte være, før alle andre ser dem, og hvor nye kriser kan opstå, før de rent faktisk er opstået. Af den første grund gjorde jeg selv en del ud af tidligt at styrke forbindelserne til Golflandene, som alle andre nu tager til, og af begge grunde etablerede jeg kontakt til de centralasiatiske republikker. Og tidligt tog jeg på rundrejser i Kaukasus, fordi det er en krudttønde. Ligesom Mellemøsten, hvor vi tog flere initiativer og foretog flere rundrejser (Israel, Palæstina, Syrien, Egypten, Saudi-Arabien).

Men bortset fra Mellemøsten gav sådanne rejser hverken mange sekunder i de elektroniske medier eller linjer i aviserne. Det samme gælder de store rundrejser, hvor jeg for at effektivisere både økonomisk og tidsmæssigt besøgte flere lande på samme rejse. Det kunne betyde alt mellem 6 og 20 dages fravær, f.eks. Mexico, Bolivia, New York eller Sydafrika, Mozambique, Etiopien. Umiddelbart kan man spørge: Hvorfor? Men de fik alle siden stor politisk nytteværdi for Danmark.

Under krige eller kriser skal man tage til stedet og drøfte situationen både med de udsendte danskere og de politiske ledere: Afghanistan, Irak, Kosova, Abkhasien-Georgien.

Og så kalder alle de internationale møder: EU, NATO, OSCE, FN, Menneskerettighedsrådet, donorkonferencer etc.

Samtidig skal udenrigsministeren være til rådighed for Folketinget med forespørgselsdebatter, spørgsmål i salen, Europaudvalget, Udenrigspolitisk Nævn og diverse fagudvalg. Men inden disse skal de indenrigspolitiske kontakter plejes, så man får skabt den størst mulige enighed omkring regeringens politik i de forskellige sager, der er på dagsordenen, rejses af folketingsmedlemmerne eller kommer frem i pressen.

Det er en hård kalender, og det er derfor ikke muligt for nogen at komme til alle de møder, udenrigsministre indbydes eller kaldes til. Man må prioritere og give højeste prioritet til de møder og besøg, hvor Danmark kan spille en rolle, hvor der skal træffes beslutninger, hvor man kan gavne danske interesser, hvor danske synspunkter skal fremlægges eller nye alliancer smedes. Sådan må Lene Espersen også prioritere, og prioriteringen kan altid diskuteres, men prioriteres skal der, for møderne falder ofte oven i hinanden, og både Folketinget og regeringsarbejdet skal samtidig passes.

Og indimellem, ja, holder man ferie. Batterierne skal lades op, større rapporter eller relevante bøger skal læses, men ferierne afbrydes gerne af besvarelser, som skal sendes til Folketinget, af begivenheder, som indtræffer under ferien, der da må afbrydes (tsunamien i juleferien, bomberne i London i sommerferien etc.). Og ferie holder man ikke ude i verden, mens vi holder den. Verden kender ikke til efterårsferie eller en hel påskeuge, endsige sommerferie i juli (den holder ferien i august, hvor vi genoptager arbejdet). Og Folketinget har ofte svært ved at acceptere den store rejseaktivitet, for det skal jo også have afviklet sine forespørgselsdebatter, udvalgsmøder og onsdagsspørgsmål, og så hænder det, at rejseplaner må ændres.

Samtidig har man selvfølgelig med rette pressens høge, som vogter over rejserne: Rejser man i privatfly, skulle man have taget rutefly. Kommer man så forsinket frem med ruteflyet, skulle man have taget privatflyet. Og af arbejdsmæssige grunde kan privatfly f.eks. til Bruxelles være helt nødvendige, for her gennemgås dagens danske indslag i lyset af de seneste indberetninger fra de europæiske hovedstæder. Da jeg tog rutefly til London for at møde den britiske udenrigsminister, gennemgik vi dagsordenen, og det har H. Nielsen i et læserbrev i Berlingske 9. juni 2010 da også undret sig over, at han kunne høre. Men pludselig blev det kritiseret i medierne, at jeg fløj i privatfly til Bruxelles; omvendt havde man meget gerne »afsløret«, hvad vi talte om, hvis man havde kunnet lytte med i et rutefly! Altid afvejer man, hvilken transportform der bedst passer formålet, for man skal altid kunne »stå på mål« både for rejsemålet, ruten og rejseformen.

Ja, det er ikke let at være udenrigsminister, men hvem har også sagt, det skulle være det? Til gengæld er det udbytterigt og forhåbentlig givende og betydningsfuldt for Danmark. At posten skal være det, bestræber alle udenrigsministre sig på.