5. november 2011, 22:30

Da den forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i maj 2009 valgte at trodse kinesiske protester og modtage Dalai Lama i sin embedsbolig Marienborg, fik han en udenrigspolitisk lektion, han sent vil glemme. Måske ville Løkke som nytiltrådt statsminister blot demonstrere lidt pondus. Men sagen endte som bekendt i stedet med et ydmygende tilbagetog, hvor den danske regering i en såkaldt verbalnote måtte erklære fremover at ville modsætte sig tibetanernes kamp for selvstændighed. Den-gang gik der et halvt år, førend den danske regering kastede håndklædet i ringen og bøjede sig for de kinesiske krav for at sikre sig Kinas deltagelse i Klimatopmødet i København.

Efter i mere end et år at have været udsat for et tilsvarende politisk pres fra Kina holder Norge endnu fanen højt. Norge pådrog sig kinesernes vrede i forbindelse med sidste års tildeling af Nobels Fredspris til den kinesiske systemkritiker, Liu Xiaobo, som de kinesiske myndigheder betragter som en kriminel. Mens den norske regering har påpeget, at Nobelpris- komitéen er et uafhængigt organ, har kineserne henholdt sig til, at komitéens medlemmer udnævnes af det norske Storting og har en tidligere norsk statsminister som formand, hvilket i Beijings øjne gør den til en de facto repræsentant for de norske myndigheder.

Resultatet har først og fremmest været en politisk boykot af Norge, hvor kinesiske politikere og embedsmænd har aflyst alle besøg til Norge, ligesom norske politikere og embedsmænd har været uvelkomne i Kina. Herudover har enkelte norske eksportvirksomheder, især lakseindustrien, klaget over administrativ chikane fra de kinesiske myndigheders side, men de seneste økonomiske nøgletal viser, at norsk eksport til Kina fortsat er i kraftig vækst. Kina har med andre ord valgt at nøjes med politiske sanktioner. Det fastfrosne politiske forhold fik i oktober måned den norske udenrigsminister til at indrykke et læn-gere indlæg i den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv, hvor han søgte at række hånden ud mod kineserne.

Gahr Støre erklærede, at den norske regering har forstået kritikken fra Beijing, og at Norge i øvrigt har stor respekt for Kinas politiske bedrifter de seneste årtier ikke mindst inden for fattigdomsbekæmpelse. Men samtidig brugte han indlægget til at retfærdiggøre den norske regerings linje og konkluderede, at begge lande havde en interesse i og et ansvar for at lægge striden bag sig. Deri tager han desværre grueligt fejl. Det er helt primært Norge, som har en interesse i at få løst striden. Kina er efterhånden blevet så magtfuld en aktør, at det er »uholdbart« – for at bruge Gahr Støres egne ord – at være isoleret af Beijing. Samtidig er Norge som ikke-medlem af EU særlig afhængig af at have gode bilaterale relationer med Kina.

Endelig var Norge og Kina på vej til at indgå en frihandelsaftale, som især det norske erhvervsliv nærer store forventninger til, men aftalen har været parkeret, siden striden brød ud. Ad diplomatiske kanaler har de kinesiske magthavere ladet forstå, at de forventer en officiel norsk und-skyldning for ’Nobelpris-misèren’. I 2009 endte et bredt flertal af det danske Folketing med at tilslutte sig den undskyldning til Kina, som verbalnoten indirekte var udtryk for. Året forinden var det den franske præsident, Nikolas Sarkozy, der efter et møde med Dalai Lama måtte udsende en erklæring i stil med den danske verbalnote.

En tilsvarende norsk retræte ligger dog ikke lige for. På en nylig konference i Oslo om magtforskydningen fra vest til øst, erklærede den norske udenrigsminister således, at Norge stadig er stærkt optaget af at fremme universelle menneskerettigheder, et budskab som tydeligvis var møntet på Kina. Udenrigsministeren fik også nævnt, at Kina de seneste år har ændret sig fra at fremstå som en venligtsindet aktør i Sydøstasien til i stigende grad at blive opfattet som en selvhævdende magt, der kun kan holdes i ave af amerikanerne. Efterfølgende indledte den britiske Kina-ekspert Martin Jacques sin tale på konferencen med at rose den norske udenrigsminister for hans bramfrie tone, og Jacques tilføjede, at det ville være utænkeligt at høre den britiske udenrigsminister udtrykke sig på tilsvarende vis.

Måske skal udenrigsministerens bramfrie tone ses i lyset af, at Norge tidligere har formået at komme ud af en tilsvarende strid med kineserne med skindet på næsen. Det var tilbage i 1989, hvor Nobel- priskomitéen uddelte fredsprisen til Dalai Lama. Men hvor de kinesiske magthavere i 1989 var kommet under massivt pres fra hele den vestlige verden pga. massakren på Den Himmelske Fredsplads, så er Kina anno 2011 et ganske anderledes magtfuldt, ombejlet og selvtillidsfuldt land. Derfor må man nære den allerstørste respekt for Norges vilje til ikke at kompromittere sidste års fredspris og dermed kampen for universelle menneskerettigheder på et tidspunkt, hvor de øvrige europæiske regeringer i stigende grad holder lav profil.

Fra dansk side udlagde tidligere udenrigsminister Lene Espersen sidste år de nye realiteter på følgende vis: »Vi har i mange år ført en politik, der var sådan lidt bedrevidende. Den må erstattes af en større realisme«. Med andre ord skal handelspolitiske hensyn nu stå i centrum, mens tiden omvendt er løbet fra Europas bestræbelser på at pådutte Kina sit syn på menneskerettigheder. For nylig var det den nytiltrådte danske udenrigsminister, Villy Søvndal, der valgte at nedtone menneskerettighedskritikken, da han fik besøg af Kinas udenrigsminister – til trods for at netop Søvndal tidligere var en af oppositionens skarpeste kritikere af Kinas krænkelser af menneskerettighederne. Mens Danmark således har indstillet sig på de ændrede magtpolitiske vilkår, byder nordmændene stadig kineserne trods. Men mon ikke også Norge før eller senere vil blive tvunget til at ændre kurs i en verden præget af Kinas opstigning.