Edith Thingstrup: Noget af det bedste, man kan give et barn, er følelsen af, at der er en verden uden for Verona. Både i geografisk og social forstand. Så de tør sætte sig mål, fordi de ved, at målene ikke bare er abstrakte drømme.
3. juni 2011, 21:47
I et vildt øjeblik ville jeg gerne være en kinesisk tigermor som Amy Chua. Men det har jeg simpelthen ikke kræfterne til. Men hvis jeg ikke kan være tigermor, kan jeg i det mindste være kattemor. Mine børn skal lære at fange mus. De skal have lidt viljestyrke og lidt ambitioner ind med minimælken.
De har bare at passe deres skolegang og gøre sig umage. Og de skal helst lære nogle ting, der ikke gør dem afhængige af at bo i Danmark. Hvad er der sjovt i at blive voksen i et taberland?
Taber. Må man overhovedet sige den slags mere? Og er det ikke upatriotisk at tvivle på Danmarks fremtid?
Jeg tillader mig at tvivle. Ikke af frygt for den store undergang, men af frygt for den langsomme, umærkelige nedslidning. Et land, hvor den økonomiske vækst knap i bedste fald kan snige sig over 1 procent om året de næste mange år, er ikke noget dynamisk sted.
Et land, hvor jeg bliver rost af folk for at have fået fire børn »så der kan være nogen til at forsørge os«, er heller ikke et land, jeg tiltror en glorværdig fremtid, desværre. Det vil være et sted, hvor vi stolte tager Christianiacyklen til genbrugsbutikken. Akkurat som østtyskerne stolte tog Trabanten til Østersøen.
Men måske kan mine børn en dag invitere mig over på deres ranch i Texas, deres townhouse i London eller deres chalet i Schweiz. Altså, når de har taget sig en uddannelse og er draget ud i den store verden. De kan blive emigranter.
Under den franske revolution risikerede emigranter dødsdom og konfiskation af deres ejendom. Snart risikerer mine børn også at skulle betale en socialdemokratisk »akademikerpant«, hvis de forlader landet med en uddannelse i bagagen. Også selvom deres forældre vil have betalt deres uddannelse adskillige gange over skattebilletten, inden de når så langt.
Det skal ikke hindre mig i at opmuntre dem. Måske har de ikke talent. Men to ting kan man trods alt selv levere. Hårdt arbejde og praktisk fantasi. Noget af det bedste, man kan give et barn, er følelsen af, at der er en verden udenfor Verona. Både i geografisk og social forstand. Så de tør sætte sig mål, fordi de ved, at målene ikke bare er abstrakte drømme. Washington er blot en flyvetur væk. Statsministeren er blot et menneske af kød og blod. Vi ejer banken (desværre). Og man kan godt gå i skole i udlandet.
Da jeg var barn i de onde gamle dage, var der noget, der hed ’stræbere’. Det var i 1970erne. Årtiet, hvor alle flippede ud. Hvis man passede sine pligter og prøvede at gøre det godt i skolen, var man en stræber. Det skulle klassekammeraterne nok indskærpe.
Stræber-hadet gennemsyrede også lærerstanden. Jeg husker en diskussion med en lærer. Jeg ville være millionær, sagde jeg, og blev straks sat på plads. »Ved du, hvor få, der bliver millionærer? Tro ikke på historierne om amerikanske avisdrenge, der arbejder sig op,« lød replikken. »Det er noget monetaristisk vrøvl.«
Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg ikke bare var stræber, men også ’monetarist’. Uden at vide, hvad det betød. Sidenhen fandt jeg ud af, at de venstreintellektuelle i 1976 gøs over, at Nobelprisen i økonomi gik til amerikaneren Milton Friedman. Manden, der frygtløst rådgav såvel amerikanske præsidenter som kinesiske maoister og chilenske generaler om, at frihed virker bedre end tvang. Og at løbske seddeltrykkerier skaber inflation og kriser – heraf monetarisme.
Men det er en anden historie.
Jeg skulle for alt i verden ikke tro, jeg kunne blive millionær. Sådan en bondepige fra bøhlandet i en tid, hvor gældsatte landmænd stod på fallittens rand.
Men min far havde ambitioner på sine døtres vegne. »I skal være skolelærere, så I kan klare jeg selv og ikke behøver lade jer forsørge af en mand,« sagde han. Tanken om at blive skolelærer tiltalte mig bestemt ikke. Men i det mindste krævede han, at jeg stræbte. Tak, far.
Det forekommer mig, at Danmark har været præget af tre slags stræberkulturer. I arbejderklassen skulle man stræbe efter at organisere sig mod udbytterne, forenet i klassehad. I overklassen skulle man stræbe efter ikke at stræbe, og få alt til at se legende let ud. Hvad skulle vi andre småborgerlige eksistenser stræbe efter? I rigtig gamle dage havde man ’honnette ambitioner’. I den udstrækning, jeg overhovedet støder på det begreb i dag, er det på sarkasmens overdrev. Hyacinth Bucket fra Fint skal det være har honnette ambitioner, den latterlige snob.
Vi er verdens lykkeligste folk, fordi vi har verdens laveste ambitioner. Derfor er det nemt at indfri dem.
– Edith Thingstrup, sognepræst
Jeg sætter mere og mere pris på komiske Hyacinth. Hun vil ikke ende på samfundets bund som sin dovne søster. Hellere stræber end taber. Man behøver jo ikke være en sur eller egoistisk stræber. Når man stræber, kommer man lidt længere, og får lidt mere overskud, man kan dele af. De store opfindere, de store kunstnere og de store arkitekter har alle stræbt. Det er falsk beskedenhed, hvis de påstår det modsatte.
For nogle år siden kom min yngste datter hjem fra børnehave og sagde: »Det handler altså ikke altid om at vinde«. Hvor typisk. Hvorfor skal børn lære, at det er ligegyldigt at vinde?
Danskerne er vist nok verdens lykkeligste folk. Nogle har sikkert undret sig i smug. Så fantastisk er Danmark da heller ikke. Men jeg er sikker på, at resultatet er rigtigt. Vi er verdens lykkeligste folk, fordi vi har verdens laveste ambitioner. Derfor er det nemt at indfri dem.
Det fangede H.C. Andersen, da han skrev historien Hvad fatter gør er altid det rigtige. Den selvsikre bondemand bytter sig fra en hest til en pose rådne æbler. Alligevel bliver han rost af sin kone. »Altid ned ad bakke og altid lige glad!« lyder moralen. Lige glad er ligeglad.
Det eventyr kunne sagtens skrives igen. Nu med den selvglade velfærdsstat i rollen som fatter, der bytter et halvt bruttonationalprodukt til en omgang middelmådig service og alligevel bliver rost af de taknemmelige vælgere.
Kære børn, stræb højere. I har ikke retten til lykken, for den kan ingen give jer. Men I har noget, der er bedre: I et frit land har I retten til at stræbe efter lykken.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten