Indspark

Løkke og Thorning – en SWOT-analyse

I erhvervsøkonomien er en SWOT-analyse et klassisk redskab til at afdække styrkerne (Strength), svaghederne (Weaknesses), mulighederne (Opportunities) og truslerne (Threats) vedrørende en virksomheds tilstedeværelse på et marked. Hvad nu hvis vi overfører analyseformen til det danske politiske markeds hovedkombattanter forud for det kommende folketingsvalg? Det sker nedenfor i en – naturligvis – helt uvidenskabelig analyse:

Tager vi oppositionslederen først, er Lars Løkke Rasmussens styrke det ubestridelige politiske talent, som han besidder. Han er sin generations bedste danske politiker forstået på baggrund af evnen til at se de politiske muligheder i det parlamentariske spil og til at få nye ideer til at vende tingene og argumentere til fordel for sin sag. De reformer, som trods alt bragte Danmark nogenlunde gennem krisen, er i hovedsagen hans værk.

Løkkes svaghed er først og fremmest, at han – med et begreb fra Aristoteles – ikke har nogen stor kapital indsat på statsmands-etos-kontoen. Alle kender årsagerne hertil. De fleste potentielle vælgere finder det ubegribeligt, at han ikke har tænkt mere langsigtet i de situationer.

Mulighederne for Løkke er større, jo mere han får lejlighed til at præstere politisk substans over for vælgerne og kommer i infight med Thorning. Så har han gode vinderchancer.

Truslen er selvfølgelig, at der stadig er fokus på hans personlige, problematiske forhold både før og nu. Allerværst er det, hvis en ny sag i denne boldgade dukker op.

Helle Thorning-Schmidts styrke er ubetvivleligt, at hun tilsyneladende kan stå oprejst uanset hvad. Små og store politiske problemer preller af på hende som på teflon. Uanset om det er dagpengespørgsmålet, løftebrud eller ministre konstant i svingdøren, ser hun tilsyneladende altid optimistisk angående, at tingene bliver bedre lige rundt om hjørnet. Det er en stor styrke at have en så stærk selvindbildningskraft, for den har det med at blive en selvopfyldende profeti.

Thornings største svaghed er den – udefra set – manglende sikkerhed angående håndteringen af det politiske håndværk, når det drejer sig om evnen til at tegne konturerne af et reelt politisk lederskab, fremkomme med en troværdig politisk vision og indehave kreativitet i politiske forhandlinger.

Hendes mulighed er, at folk efterhånden er så trætte af at høre om løftebrud, at der danner sig en vis kynisk holdning om, »at det begår de nok alle i politik«, og at journalister og medierne glemmer den politiske substans i valgkampen således, at det ender i en debat om stil og form og ikke om indhold. Hele oprustningen på kommentatorsiden i medierne lægger op hertil.

Truslen for Thorning er, at hun i duellerne med Løkke (lidt lige som i duellerne med Anders Fogh Rasmussen i 2007) kommer til kort, når det drejer sig om en politisk substans, som hun ikke har været forberedt på, og hvor spørgsmålene opstår undervejs. I den situation vil hendes manglende politiske improvisationsevne muligvis åbenbares.

Hvis man skal tro SWOT-analysen, er intet afgjort mellem Løkke og Thorning. Det er stadig i høj grad omstændighederne i de kommende måneder, som afgør, om det er den enes eller den andens styrker og muligheder, som vinder frem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.