Kultur-karrusellen

Løkke kører os ud over afgrunden

Lars Løkkes svigefulde ageren og hans regerings destruktive migrantpolitik er farlig. Farlig for Danmark, farlig for vores børns fremtid.

Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?

Og tro ikke, at det slutter med Nyborg. Prognoserne for 2016 er steget fra 15.000 til 25.000 flygtninge. Disse vil have ret til familiesammenføring, så de facto-tallet vil være langt højere. På trods af, at Venstre gik til valg på en »straksopbremsning« af tilvandringen. Endda på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke vidste, som vi gør i dag, at en meget stor del af dem, der kommer, slet ikke er flygtninge, men velfærdsmigranter. Og jo, verden ser lidt anderledes ud i dag end før valget, men i Danmark er situationen den samme. Vi har stadig voldsomme problemer med den ikke-eksisterende integration. Med afstumpet voldskriminalitet, der alt for ofte begås af indvandrere. Med voldtægter, social kontrol og parallelsamfund i vækst. Vi kunne ikke tage flere ind før valget – og det kan vi slet ikke i dag. Vi kan ikke overleve som samfund på længere sigt. Det ender galt. Som i helt galt.

Alt det er vi mange, der ved. Hvor jeg end kommer, hvem jeg end taler med – høj som lav, ung som gammel – temaet er det samme: Det bliver farligt, og vi frygter for vores børns sikkerhed og fremtid. For deres mulighed for at vokse op i frihed og tryghed. Det er ikke en irrationel frygt. Den er baseret på årtiers erfaring med en særlig indvandring, der har vist sig svært kompatibel med vores livsform. Konkrete oplevelser med vold, trusler, utryghed i det offentlige rum og konstante krav om dansk tilpasning til den nye orden – et billede, der bliver bekræftet af statistikker, der alt for tydeligt viser, at udviklingen går i den gale retning. Islam fylder mere og mere, vores kultur og dens fundament udgrænses. Her. I Danmark. Folk er vrede over den politiske korrekthed, der vil forhindre os i at tale frit. Og de er rasende på de politikere, der blot ser til, mens de sorte pletter på Danmarkskortet vokser. Vi føler, at vi mister vores land.

Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.

Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?

Jo længere tid, der går, før et menneske med samvittighed og integritet lukker grænsen, desto farligere en situation vil Danmark være i. Jo flere små samfund, der skal fyldes med tvangsfordelte migranter, desto mere vil opsplitningen af vores land øges. Jo flere potentielle terrorister, vi lukker ind, desto større er risikoen for flere blodsudgydelser på dansk jord.

Lars Løkkes svigefulde ageren og hans regerings destruktive migrantpolitik er farlig. Farlig for Danmark, farlig for vores børns fremtid. Han kører os ud over afgrunden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.