Indspark

Livsstilsskyld

Bente Dalsbæk: Jeg føler mig utrolig skyldig. Jeg får ikke motioneret nok, der ryger en kage hist og pist, jeg har stadig en barnlig trang til at køre i elevator, hvis der er en, og ja, jeg formaster mig til at tage bilen indimellem, når jeg gerne vil ankomme til noget uden at være gennemblødt eller storsvedende.

Bente Dalsbæk, Jurist og kommunikationsrådgiver
Bente Dalsbæk, Jurist og kommunikationsrådgiver

Jeg kunne sagtens gøre mere: jeg burde løbe det allestedsnærværende maratonløb eller iføre mig skindtrusse og kølle og kun spise stenalderkost. Jeg burde.

Men jeg gør det ikke, og jeg kan ikke undgå at føle mig lidt skamfuld over det, for det er klart, at jeg – min alder taget i betragtning – er i højrisikogruppen for at rage en livsstilssygdom til mig. Skulle jeg være uheldig at gøre det, så ved jeg også godt, hvem pilen peger på: det er min skyld, og det er min skyld alene. Både pådragelsen, undgåelsen, den eventuelle helbredelse eller mangel på samme. Det synes at være ved at blive en almen tendens, at lever vi ikke op til den helbredsnorm, der er sat af samfundet, er vi i hvert fald bare lidt selv ude om det. Oven i købet supplerer omgangskredsen ofte annonceringen af kritisk sygdom med et spørgsmålstegn: Har du ikke passet godt nok på dig selv? Vi er langsomt blevet udnævnt til herre over vores sygdom, godt hjulpet på vej af den tvivl, der formentlig nager alle, der rammes af sygdom: Kunne jeg selv have gjort noget?

Det er utvivlsomt og ganske dokumenteret, at en sund livsstil og en positiv tankegang kan få positiv indflydelse på et sygdomsforløb og i hvert fald på patientens opfattelse af livskvaliteten under sygdommen. Men det synes også som en uhellig alliance mellem tvivlen og det voksende krav til at leve et samfundsdefineret sundt liv, at også medierne adopterer ansvarsfordelingen: Du er din egen sygdoms årsag og helbredelse. Se bare på overskrifter som ’Sådan stopper du prostatakræft’, der, selvom artiklen handlede om ny forskning, klart lægger op til, at det ligger i dine hænder og i dine hænder alene at bremse sygdomme, også dem, der ikke nødvendigvis lader sig bremse.

Da jeg i en anden sammenhæng deltog i konferencen ’Psykiatriens Dag’, fik jeg sat ord på min bekymring over udvidelsen af livsstilssygdomsbegrebet. Jeg fik tænkt over, at der altså stadig er et et stykke vej fra livsstil til det livsvilkår, som en sygdom kan være, og der er en lang række mennesker – faktisk mange – hvis sygdom ikke skyldes, at de har holdt en usundhedsfest med sig selv. Jeg er bestemt tilhænger af eget-ansvaret for mangt og meget, herunder også for store dele af mit velbefindende og ikke mindst som rollemodel for mine børn i samme sammenhæng. Det er bestemt klogt også for deres skyld at kunne leve lidt længere. Men derfra til at fare af sted på et livsstilsskyldtrip, hvis de skulle blive alvorligt syge enten i krop eller i sjæl, dér synes jeg stadig, der skal være langt. Det virker bare ikke sådan længere. Og måske er det alligevel meget godt. For hvis det er din egen skyd, at du er syg, så kan du jo sådan set også passe dig selv, og det er vel det, der er sigtet med for eksempel at gøre nulvækst i den offentlige sektor til den nye politiske guldkalv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.