Sørine Gotfredsen: Da jeg i efteråret udgav min debatbog om den åndløse dansker, spurgte en journalist, hvorfor jeg fandt det meningsfuldt at betone nødvendigheden af at forholde sig til Gud. Eftersom vi jo har lagt tiden bag os, hvor den tanke seriøst gav mening. Gud er død, Nietzsche og Feuerbach har talt, og menneskene har nået punktet, hvor forestillingen om en almagt er reduceret til en blot intellektuel øvelse.
10. februar 2012, 22:30
Tiden er med andre ord gudløs, hvilket understreges i disse dages intense fokus på folkekirken som et fænomen i modvind. Store bededag hænger i en tynd tråd, kirker skal lukkes, og skolerne brokker sig over konfirmandundervisning i morgentimerne. Umiddelbart synes tendensen klar, og mens man må sande, at vi alle er formet af protestantisk kristendom med vægt på personlig samvittighed og skepsis overfor ydre fromme gerninger, vil mange hævde, at vi efterhånden kan klare livet på egen hånd. Skyldighedens, lydighedens og tilgivelsens tid er forbi. Vi kan stå selv.
Og så kan vi adlyde noget helt andet end Gud. Nemlig tidsånden. Det er utvivlsomt fornuftigt at lukke nogle kirker, men det er betegnende at opleve, med hvilken tone der argumenteres for det. Den er nærmest sorgløs. »Vi kan uden problemer lukke 20 af kirkerne,« siger budgetudvalgets formand, Torben Larsen, og det hele får hurtigt et skær af velvilligt selvmord. Den progressive præst er i dag paradoksalt nok den, der mest energisk råber på kirkelukninger, men naturligvis er det ikke problemløst. Langtfra. For når en kirke lukkes, mister vi noget. Mange kirkefolk elsker at kokettere med, at det jo ikke er kirken i sig selv, der er hellig. Bygningen kan såmænd lignes med et posthus eller et offentligt toilet, og det er direkte fjollet at have følelser for mursten. Nej, det er ikke fjollet, for skønt kirkebygningen ikke er hellig, udgør den et overmåde stærkt symbol. Og hver gang en kirke lukkes, mindes vi om udviklingen i Danmark og i Europa som helhed.For det vestlige menneske mister tro, kristendommen er trængt, og når Socialdemokraternes Yildiz Akdokan foreslår, at lukkede kirker kan benyttes af muslimske menigheder, er det blevet tid at tænke sig om. På sin vis giver det mening. Europæerne lever i tiden efter Gud, og så kan man jo passende overlade de tomme kirker til dem, der stadig er religiøse. Helt så simpelt er det dog ikke, for scenariet med muslimske menigheder i kristne kirker ville udgøre et tonstungt symbol på Vestens åndelige fallit. Og skulle vi ikke skåne os selv for det? Hvis man tager kristendom og historie og også symboler alvorligt, må man afvise at forvandle kirker til moskéer. Det ville sammen med Netto-butikker og fitnesscentre i kirkerum være et for voldsomt billede på, hvordan europæerne i livet efter Gud ikke længere agter sig selv som ånd. I stedet dyrkes kroppen, næringsvejen og forfængeligheden, mens tankerne om skabthed og skyldighed størkner.
Vi må ikke midt i tidens kække pragmatisme glemme, hvor meget der står på spil. En kirkelukning er en stor begivenhed. Ikke fordi denne ene kirke måske ikke kan undværes, men fordi den kan bidrage til opfattelsen af, at det nu er alment accepteret, at vi lever et liv efter Gud. Og at vi derfor med sindsro og på temmelig ureflekteret vis blot kan vige pladsen for det, der følger efter.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten