Indspark

Lille Eva og de syv store forskere

Hans Hauge
Hans Hauge

Jeg hørte engang, at Folketingets forskningsudvalg blev kaldt »kloakudvalget«. Det var ikke just en forfremmelse at blive formand for det udvalg. Det er lidt underligt, for debatten om Landbrugspakken tyder på, at politikere har stor respekt for forskere fra universiteterne. Det har været helt symbolsk med »de syv forskere«, og tallet syv er naturligvis ikke tilfældigt, det er helligt. Politikerne tror på videnskaben. De har ikke opdaget, at videnskaben for længst er blevet sekulariseret. Der findes ikke en videnskabelig sandhed – slet ikke om randzoner.

Det har været helt absurd at høre kystbanesocialisten Marie Reumert Gjerding fra Enhedslisten bekende sin tro på »naturvidenskabens« sandhed. En marxist der ikke vil indrømme, at videnskab er ideologisk. Har hun aldrig haft videnskabsteori, da hun gik på RUC? Har hun lært det, da hun gik på en anti-videnskabelig, religiøs privatskole – en Steinerskole i arbejderbyen Gentofte? Eller skjuler hun sin viden? Manipulerer hun? De syv forskeres tal kan ikke anfægtes, siger hun. Men selvfølgelig kan de det.

Der undervises helt fra 1. G i noget, der kaldes videnskabsteori. Enhver sygeplejerske har haft videnskabsteori. Alle universitetsstuderende har det. Muligvis har de syv forskere også haft det. Har al den undervisning i videnskabsteori haft nogen virkning? Ikke på Gjerding. Muligvis heller ikke på de syv forskere. Man kunne høre ord som »virkelighedens empiri«, og hvad er det for noget mystik? Var de syv forskere empirister eller neopositivister, for den slags er på vej på universiteterne for tiden? Det får man ikke noget at vide om. Politikernes partifarve kender vi, men de syv forskere kunne lade, som om de er neutrale. Som om videnskaben ikke tjener bestemte interesser; blandt andet økologiske. Økologi er videnskab med rødder tilbage til dels materialismen (darwinisten og racisten E. Haeckel (1834-1919) opfandt ordet) og dels romantikken. De grønne var engang brune. Økologi er ikke værdifri videnskab. Økovidenskab er viljen til magt.

Med den nye universitetsreform er al forskning af samme art. Der skelnes ikke formelt mellem naturvidenskab, socialvidenskab og humanvidenskab – de såkaldte tre kulturer. Det er videnskab det hele. Hvad er videnskab i betydningen »science«? Videnskab er »consensible«. En videnskabelig sandhed er en sandhed, man er blevet enig om. Og »man« er fællesskabet af forskere. Det kan siges på en anden måde med filosoffen Arno Victor Nielsen: Videnskab er en kollektiv løgn. Hvis man ser på de syv forskeres publikationer, vil man se, at de aldrig skriver noget selv. De laver altid gruppearbejde. Hvorfor var der ikke blot én forsker? Fordi så tror ingen på hende. De producerer kun sandheder, hvis de er i flok.

Hvorfor skriver de disse publikationer? For at redde Roskilde Fjord? Nej, for at komme frem i den videnskabelige verden; blive kendt og rejse til konferencer og få forskningspenge. De skal producere mere og mere ganske som landmændene. Landmændene kan sælge deres produkter, men det kan forskerne ikke. De producerer blot.

Nu har naturvidenskaben fældet en minister. De var syv mod en. De Konservative og de røde tror ikke på politik, men på naturvidenskab. Kun den slags kan kolde hjerter forstå.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.