Lykke Friis: I morgen er det kvindernes internationale kampdag - her præsenterer Danmarks nye ligestillingsminister sit grundsyn: »Det kan aldrig være et mål i sig selv, at vi skal være halvt af hver, ligesom det heller ikke er målet, at drenge skal lege lige så meget med dukker som piger. Eller at alle piger skal være bidt af en gal fodbold«.
6. marts 2010, 22:30
»Feminisme vil ikke kunne indfri målet om ligestilling. Derfor skal mændene også deltage i denne debat.«
Citatet bør mildest talt give genlyd, da det stammer fra ingen ringere end Angela Merkel. Efter en karrierestart som ligestillingsminister kravlede Merkel til tops ved at sætte en stribe mænd på plads, hvilket i nogle kredse gav hende det lidet flatterende tilnavn 'Die Männermörderin'. I dag er hun den eneste kvindelige regeringschef i EU.
Desværre er ligestillingsdebatten fortsat en debat som fortrinsvis engagerer kvinder. Lur mig om jeg ikke i morgen, som nyudnævnt ligestillingsminister, primært kommer til at møde mange engagerede kvinder. Bevares, nu er det jo kvindernes kampdag, så måske er det forståeligt nok. Og der skal bestemt ikke lyde et ondt ord om de mange kvinder, der tager ligestillingsdebatten alvorligt. Men det ændrer alligevel ikke ved, at Angela Merkel har en pointe. En debat, der kun foregår blandt en afgrænset gruppe i samfundet, er ikke en samfundsdebat. Det er derimod en debat, hvor de overbeviste diskuterer med de allerede overbeviste - eller frelste, om man vil.
Nu kunne man naturligvis trække på skuldrene og hvæse 'dem om det'. Overlad da bare debatten om ligestilling til kvinderne. Det ville imidlertid være en stor fejl. I et vidensamfund som det danske, har vi simpelthen ikke råd til kun at trække på de mandlige talenter. Ikke mindst efter at Kina og Indien har meldt deres ankomst, er Danmark blevet deltager i et veritabelt hjernekapløb, hvor vi har brug for hver eneste kompetente kvinde og mand. Ja, hvis man som jeg er overbevist om, at drenge og piger er født lige vakse, smider vi ganske enkelt guld på gaden ved, at der er så få kvinder på ledelses- professor- og bestyrelsesgangen.
Vi skal derfor skabe nogle rammer, hvor alle har mulighed for at yde deres bedste. Og lad det være sagt med det samme: netop fordi ligestillingsdagsordenen i høj grad er et spørgsmål om talent og kompetence, er det naturligvis også et problem, at vi p.t. tilsyneladende taber mange unge drenge i vores uddannelsessystem. Ja, på visse studieretninger på universiteterne er den 'truede mand' pludselig blevet et begreb som runger i ørerne.
Med den netop gennemførte regeringsrokade faldt to markante kønsbastioner. For første gang har Danmark både en (kompetent) kvindelig udenrigsminister og en ditto forsvarsminister. Så mangler vi næsten kun, at den næste ligestillingsminister bliver den første mandlige af slagsen i Danmark. Det ville helt sikkert være med til at brede debatten om ligestilling ud og for alvor cementere, at denne debat altså er for begge køn.
Det gode spørgsmål er naturligvis, hvordan vi når det mål. Som nyslået minister har jeg bestemt ikke alle svarene i håndtasken. Udover konsekvent at insistere på, at vi ikke har råd til at miste talenter, er der to ting, der ligger ligefor.
For det første må vi væk fra den megen debat om statistik, hvor ligestilling bliver et spørgsmål om, hvor mange procent af en eller anden gruppe mennesker, der er kvinder. Uden tvivl er det, som allerede sagt, et talentspild af dimensioner, at vi ikke har flere kvinder på topposter i Danmark. Og jeg føler mig ganske overbevist om, at der i en eller anden grad finder uformel diskrimination sted, ved at 'han-elefanter' selvsupplerer sig i landets bestyrelser. Men når det er sagt, kan det aldrig være et mål i sig selv, at vi skal være halvt af hver, ligesom det heller ikke er målet, at drenge skal lege lige så meget med dukker som piger. Eller at alle piger skal være bidt af en gal fodbold.
Jeg ved godt, at der er nogle, for hvem selve fordelingen er et problem i sig selv. Det er ikke min holdning. Jeg er minister for ligestilling - ikke for en ligelig fordeling. Og derfor vil jeg insistere på, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at der findes så få kvinder, der kan og vil begå sig på bestyrelses- eller ledelsesposter. I 2010 må de dårlige undskyldningers tid ganske enkelt være forbi. Og fra mit tidligere virke på Københavns Universitet har jeg bevismaterialet i orden. Da bestyrelsen satte det økonomiske incitament i spil og belønnede de fakulteter, der fandt de kvindelige professortalenter, var det pludselig ikke så vanskeligt at finde dem. Fra 2006/07 til 2008/09 er antallet af nyansatte kvindelige professorer på landets største universitet fordoblet og ordningen er blevet fremhævet af FN som »best practice«.
For det andet kommer vi ikke uden om, at vi også skal arbejde med de normer, der tilsyneladende stadig fylder en del i vort samfund. Tag bare regeringsrokaden, hvor landets første kvindelige udenrigsminister på Slotspladsen ikke blev konfronteret med sit syn på Afghanistan, FN eller EU-undtagelser, men om hendes muligheder for at kombinere udenrigsministerposten med »moderrollen« på hjemmefronten. I 2010 bør vi trygt overlade sådanne spørgsmål til den enkelte. Respekt for forskellighed bør gennemsyre vor ageren, samtidig med, at vi bør undlade at gøre os til dommer over hinandens privatliv. Det er op til den enkelte at organisere sig på hjemmefronten, og der findes ikke nogen konge- (eller dronningevej) til at være den perfekte forælder.
Og når vi nu er i gang, er der måske god grund til lige at lytte til, hvilke budskab Angela Merkel også har sendt til kvinderne: Husk nu at hjælpe hinanden frem for at konkurrere med hinanden. Eller for at citere en anden udenrigspolitisk kæmpe: »Der er en stor plads i helvede til de kvinder, som ikke hjælper hinanden«.
Rigtigt god kampdag - til os alle!
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten