Pia Kjærsgaard: »Karen Jespersen er fejlplaceret hos partiet Venstre. Hendes synspunkter har kun yderst beskeden opbakning i regeringen. Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har blik for, at kulturel samhørighed er en forudsætning for integrationen,« skriver Pia Kjærsgaard, der nu vil stille forslag om en undersøgelse af kulturelle særhensyn.
16. februar 2010, 22:30
Karen Jespersen er eminent god til at identificere problemerne i et Danmark, der præges stadigt mere af islam. Det tjener hende til ære, at hun modsat sine partifæller, tager dagligdags genvordigheder alvorligt og dermed som jeg og Dansk Folkeparti også mener, at det er et problem, når skoler udelukker mænd fra møder eller svinekød pludselig bandlyses fra skolekøkkener. Men det afgørende her er netop Venstres (og De Konservatives) holdning, der ligger milevidt fra Karen Jespersens. I regeringen er der nemlig ingen vilje overhovedet til at adressere spørgsmål som kønsadskilt svømmeundervisning, badeforhæng og halalmad.
»Jeg vil ikke være minister for leverpostej og tørklæder«, var Birthe Rønn Hornbechs kommentar til Karen Jespersens forslag om at kortlægge religiøse særhensyn. Rønns kommentar lød i øvrigt som et ekko af hendes forgænger på posten, Bertel Haarder, der også var meget optaget af, at hans ressortområde ikke drejede sig om smørrebrød og hovedpåklædning.
Det er for eksempel meget letkøbt og lige lovligt smart, når Birthe Rønn Hornbech for i en kronik i Berlingske Tidende 13.2 påstår, at en kortlægning af religiøse særhensyn blot vil vise, at hele samfundet har været kristent »i tusind år« - og i samme åndedrag skriver, at hun altid serverer mad, som alle kan spise.
Rønn Hornbechs liberale, grundtvigianske tilgang til religion er sikkert velment, men desværre komplet forældet, set i lyset af islams indtog i Danmark.
Birthe Rønn Hornbechs kronik vækker erindringer om debatten i 1980erne, hvor man udelukkende betragtede særhensyn som en slags midlertidige overgangsfænomener i integrationens højere tjeneste. Når der var gået et par generationer, ville de være ligesom vi.
Al erfaring viser, at det er gået omvendt. De nye generationer af indvandrere er mere religiøse end de forældre og bedsteforældre, som oprindeligt kom til landet. Regeringen har simpelthen ikke fattet, at forbud mod leverpostej og vrimmel af tørklæder i folkeskolen er konsekvensen af islams indtog i Danmark. Som en århusiansk daginstitutionsleder - frit efter min hukommelse - udtrykte det, da hun erkendte, at svinekød ikke længere var en del af børnehavens menu, hvad halalkød derimod nu er: »Det er det mest praktiske, de danske børn kan jo sagtens spise halal, og de muslimske børn kan jo ikke spise svinekød«.
Fordi vi i Danmark er tolerante, udogmatiske og imødekommende, så vælger vi bare at gøre, ligesom muslimerne gerne vil have det. Der går jo ikke nogen skår af os, fordi vi ikke synger salmer i kristendomskundskabstimerne eller lader børnene svømme hver for sig.
Lige nøjagtig den holdning er umådelig farlig, for derved ender vi jo uforvarende med et islamiseret samfund - et samfund, hvor alt er indrettet efter islamiske regler.
Jeg fatter ikke, at regeringen er ude af stand til at forstå det, og at det er nødvendigt som led i et kulturelt selvforsvar at handle, som man gør i Frankrig ved eksempelvis at forbyde hovedtørklæder eller som i Sverige, hvor halalslagtning er forbudt. Og ingen kan vel i ramme alvor påstå, at hverken Frankrig eller Sverige er specielt fremmedfjendske nationer.
Karen Jespersen er fejlplaceret hos partiet Venstre. Hendes synspunkter har kun yderst beskeden opbakning i regeringen. Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har blik for, at kulturel samhørighed er en forudsætning for integrationen.
Derfor vil vi også stille forslag om at lave en undersøgelse af de kulturelle særhensyn, og vi forventer naturligvis opbakning fra de politikere, som har udtalt sig positivt herom, ligesom vi stiller forslag om at forbyde kønsopdelte møder og undervisning i folkeskolen.
