Kommentar:

Ledelse sendt fra himlen

Pia Lauritzen: Vi skal snart tage stilling til, hvem der skal lede landet de næste fire år. Vi har alle en stemme - i modsætning til valget af en ny CEO i den virksomhed, vi er ansat i, eller beslutningen om at skifte afdelingslederen ud med en anden. Men vores forventninger til lederen er de samme: Han eller hun skal være perfekt!

»Hvornår viser vores nuværende og kommende ledere, at de udvikler sig? Hvordan håndterer de overgangen fra selvsikker til svag? Det er ikke nødvendigvis dårligt, at en politiker mister besindelsen, eller at en topleder tager fejl. Det er håndteringen af det uperfekte, der er interessant – for lederevner såvel som betydningen af din stemme.«
»Hvornår viser vores nuværende og kommende ledere, at de udvikler sig? Hvordan håndterer de overgangen fra selvsikker til svag? Det er ikke nødvendigvis dårligt, at en politiker mister besindelsen, eller at en topleder tager fejl. Det er håndteringen af det uperfekte, der er interessant – for lederevner såvel som betydningen af din stemme.«

Prøv at tænke over det de kommende dage, uger, ja måske måneder med mere eller mindre ensidigt mediefokus på politikernes lederevner: Hvilke forestillinger om den gode leder ligger til grund for historierne? Hvor kommer vores forargelse over skraldespande og ministerudbrud fra? Og hvad betyder det for den enkelte og samfundet, at lederforestillinger og -forventninger ser ud, som de gør?

Den ældste og mest sejlivede forestilling om god ledelse er, at lederen er perfekt. Lederen skal, som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby formulerer det, ikke bare vide, hvad han ved, men også, hvad han ikke ved. Det gjorde Bertel Haarder som bekendt ikke, da DR-journalist Kristian Sloth kort før jul konfronterede ham med Sundhedsstyrelsens udvalg. Haarder fik udstillet sin uvidenhed og med den - og en god portion nyhedsiver fra journalistens side - sit temperament. Historien om den temperamentsfulde politiker blev til fortællingen om den uperfekte leder, der af embedsmænd med pludselig hang til afsløringer, blev betegnet som overfusende og frygtet af sine medarbejdere.

Frygt og overfusende tilbøjeligheder harmonerer ikke med forestillingen om den gode leder, som tværtimod handler om: Overbevisning, Overblik og Overskud. Den gode leder er nemlig over. Hævet, svævende, alvidende og algod. Som Gud.

Over for Gud står mennesket. Han er under. Ligesom medarbejderen er under lederen. Mennesket skal forstås i Guds billede, og medarbejderen i lederens. Derfor er der ikke noget ord for det, medarbejderen laver - for eksempel medarbejdelse. I stedet betragtes medarbejderens indsats i lyset af lederens; som medledelse eller selvledelse. Med forestillingen om den gode leder følger altså forestillingen om det modsatte: lederen, der ikke er god, og den ansatte, der ikke er leder.

Men kan forestillingen om den gode leder virkelig reduceres til en betragtning af lederen som over og i modsætning til alle os andre? Ja - hvorfor ikke? Idealet om den gode mor, det perfekte job og den eneste ene handler jo også om mere og andet end det, der er i forvejen. Ellers ville det ikke være idealer.

For at besvare spørgsmålet om, hvor vores forestillinger om den gode leder kommer fra, skal vi med andre ord tænke stort. Det er ikke nok at svare »fra ledelsesteorierne«, som i øvrigt har brugt de seneste 10 år på at understrege, at der ikke er én sandhed, men mange. Når ledelsesteoriernes forsøg på at erstatte sandheden om ledelse (management) med lederes sandheder (det personlige lederskab) ikke har ændret på forestillingen om lederen som over-menneske, er det fordi idealerne stikker dybere. De er udtryk for vores måde at tænke på, og den ændrer sig ikke af, at vi kalder vores idealer noget andet.

Vores måde at tænke på indebærer, at vi ikke kan lade være med at have idealer. Problemet er, at samtidig med, at vi ikke kan lade være med at have idealer, så har vi ikke en jordisk chance for at realisere de idealer, vi har: Vi er sjældent lige så gode forældre, som vi gerne vil være, vores job er mindst lige så uperfekt, som det er perfekt, og den eneste ene opfører sig nogle gange som en idiot.

Når lederidealer er særlig interessante, er det fordi den gode leder har ansvaret for os alle sammen. Dermed er den gode leder ikke bare god, men over-god. Og det er hverken statsminister eller CEO selvfølgelig. Derfor er det forholdsvis let at lave historier om den uperfekte leder. Vi forventer mere, end vi forventer af andre, og bliver tilsvarende mere skuffet. Den stigende opmærksomhed på politisk såvel som offentlig og privat ledelse har ikke gjort vores skuffelse mindre. Tværtimod har de mange spindoktorer, rådgivere og uddannelser i ledelse bekræftet det generelle indtryk af, at lederen burde vide bedre. Hvorfor ellers tale så meget om ledelse? Og kaste så mange penge efter det?

Svaret ligger ikke i nedslidte floskler om, at ledelse skal bringe Danmark ud af krisen, men i erfaringen. Den historiske bevidsthed om, at vi har brug for noget at tro på. Og så er vi tilbage ved forestillingen om lederen som Gud. Ikke den absolutte, alvidende og algode Gud, men vores egen Gud: Ham vi lagde i graven for 125 år siden, da Nietzsche konstaterede, at han var død.

For hvad betyder det for vores forhold til ledelse, at autoriteten over alle autoriteter ikke bare er svækket, men død i vores del af verden? Hvilket ledelsesbehov og -ansvar efterlader det? Et bud kunne være, at lederen, ligesom Jesus, skal kunne rumme, tilgive og tage konsekvensen af, at han selv og hans omgivelser er fulde af fejl. Det kræver, at han beskæftiger sig mindre med, hvad ledelse er og bør være, og mere med, hvad det vil sige at være menneske.

Opgaven de næste dage, uger, måske måneder bliver at holde øje med, hvornår det sker. Hvornår viser vores nuværende og kommende ledere, at de udvikler sig? Hvordan håndterer de overgangen fra selvsikker til svag? Det er ikke nødvendigvis dårligt, at en politiker mister besindelsen, eller at en topleder tager fejl. Det er håndteringen af det uperfekte, der er interessant - for lederevner såvel som betydningen af din stemme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.