Mette Reissmann: Både forældre og samfund har et ansvar for, at vores unge forstår konsekvenserne af deres forbrug.
7. marts 2010, 22:30
Gæld er en naturlig del af de fleste familiers økonomi, og gæld er ikke tabu. Det er vigtigt, at de unge ved, hvad renter medfører, og hvad konsekvensen er af, at man ikke betaler en regning. En Nintendo DSi kommer ikke af sig selv, og pengene hænger ikke på træerne. Det er vigtigt, at vi opdrager vores børn til økonomisk ansvarlighed. De gode vaner grundlægges i barndommen. Det gælder også de økonomiske. Giv derfor børn lommepenge, som de selv skal administrere. Lær dem om penge, som du lærer dine børn at spise med kniv og gaffel eller vaske hænder, før man spiser. Med andre ord; det hører med til opdragelsen. Som kommune kan vi også hjælpe vores borgere, hvis det er gået galt. I København har vi taget ved lære og etableret en gældsrådgivning, som kan hjælpe de københavnere, der har gældsproblemer.
Gældsrådgiverenheden skal hjælpe københavnerne med at skabe overblik over deres økonomiske situation, opstille planer for, hvordan de kommer ud af den gældsplagede problemstilling, samt henvise til steder, der kan hjælpe med mere specifikke problemer.
Det er et vigtigt initiativ for ikke at lade stå til, når en stor gruppe mennesker har behov for hjælp i en svær situation, der vil påvirke dem i en lang periode fremover.
Gældsrådgivningen har været efterspurgt siden åbningen 18. januar, og antallet af medarbejderne fordobles pr. 1. marts 2010, så der bliver fire rådgivere. Konceptet for rådgivningen består af to møder af halvanden times varighed. Derudover skal gældsrådgiveren også undervise københavnerne bl.a. igennem Center for afklaring og beskæftigelse i økonomi.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten