Indspark

La China è vicina

Lars Östman: La China è vicina – Kina er nær – er en italiensk talemåde. Årets nobelprismodtager i litteratur er kineser og hedder Mo Yan. Han er næstformand i det kinesiske forfatterforbund, og har således en stor plads i det kinesiske kommunistparti.

Lars Östman, filosof
Lars Östman, filosof

Mo Yan er et pseudonym og betyder »Tal Ikke«, og på denne for litteraturen så prægnante facon udtrykker han hele Svenska Akademiets vanskelige bedrift. I Nobels testamente, der styrer prisuddelingerne, står der, at prisen skal tilkomme dem, der inden for de forskellige felter såsom medicin, fred og litteratur »under det förlupna året hafva gjort menskligheten den största nytta«.

»Jeg har aldrig været fortaler for kontrol og styring af nyheder,« sagde ’Kinas Franz Kafka’, som han beskrives, under pressekonferencen i Stockholm i sidste uge. Men dette kun for i næste sekund at sige, at »uden censur kan hvem som helst smæde andre mennesker i aviser og tv«. Det blev ikke bedre af, at Mo Yan ikke ville forsvare sin landsmand Liu Xiaobo, den kinesiske dissident, der fik Nobels Fredspris i 2010.

Hvilken nytte har dette?

Ifølge Herta Müller, nobelprismodtager i 2009 – der i grådkvalte vendinger kritiserer, at man giver prisen til en mand, der tilsyneladende har de fuldstændig forkerte holdninger til politik og til Kina – nytter det ingenting. Mo Yan selv ser intet problem i dette. Liu Xiaobo fik en politisk pris, Mo Yan en litterær. Der er en forskel, forsøger han.

Den tyskskrivende rumænske forfatterinde, der for tiden er i Stockholm for at deltage i et arrangement på det Rumænske Kulturinstitut, siger i et interview til Dagens Nyheter, at prisen til Mo Yan »är en katastrof«. Müller levede som bekendt under forfærdelige forhold i Ceausescus Rumænien, konstant forfulgt af Securitate – pendanten til Stasi. Mange af hendes bøger er også inspireret af dette liv.

Og måske burde Mo Yan have lært af Günter Grass’ skæbne, prismodtager anno 1999. Man kan ikke både være et litterært vidunder og have forkerte holdninger – eller, som for Grass, en forkert fortid. I 1944 og som 17-årig var Grass som bekendt medlem af Waffen-SS, hvilket han ikke havde fortalt offentligheden. Nobelkomiteens begrundelse for valget af Grass fik derfor næsten endnu mere swung: »For att i muntert svarta fabler ha tecknat historiens glömda ansikte«.

Måske er det mest kendte eksempel på en forfatter med de forkerte holdninger den tyske filosof Martin Heidegger. Han var nazist. Endda temmelig overbevist. Fra start til slut. Og så er han en af det 20. århundredes største tænkere. Og det er da også for galt.

Ikke desto mindre er det et faktum, at Mo Yan ikke er en stor forfatter, fordi han er en indædt del af kommunistpartiet; at Müller ikke er en stor forfatterinde, fordi hun oplevede den grusomme side af totalitarismen; at Grass ikke er en stor forfatter, fordi han var med i Waffen-SS, og Heidegger ikke en stor tænker, fordi han var nazist.

Glemmer vi dette, går vi netop totalitarismens ærinde, hvor politiske kvalifikationer og holdninger umiskendeligt er lig med intellektuelle og menneskelige kvalifikationer.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.