Kathrine Stampe Andersen: For kort tid siden kom oppositionens udspil til en ligestillingspolitik og det er stærk tobak for både kvinder (og mænd) og virksomheder.
2. februar 2011, 22:30
Ved udgangen af 2015 skal alle virksomhedsbestyrelser have mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne, hvis det står til S & SF. Således kunne man kort efter udspillet høre Dan Jørgensen (S) i Debatten på DR2 fremføre argumentet om, at »der er masser af kvalificerede kvinder derude, de venter bare på, at vi (politikere) tager hånd om dem og hjælper dem«.
Lad mig sige det ligeud: Som kvinde vil jeg meget gerne have mig frabedt Dan Jørgensens hjælp. Hvis jeg vil ind i en bestyrelse, skal jeg nok finde vej til bestyrelseslokalet, og jeg skal nok finde ud af det hele helt af mig selv, det kan Dan Jørgensen og andre i oppositionen stole trygt på. Hvis bare politikere i stedet ville koncentrere sig om at hjælpe de svage i samfundet, frem for at producere flere, så ville det være fint.
Sagen er, at kvindekvoter ikke har meget med ligestilling at gøre, men snarere er et udtryk for et mærkeligt kvindesyn, som bedst kan beskrives som en tankegang, der hører fortiden til. For det hviler på en forestilling om, at kvinden skal hjælpes og udgør »det svage køn«. Det er ikke et kvindesyn, jeg deler og det er langt fra et kvindeideal, jeg ønsker. Hvad med at have lidt tiltro, at vi selv finder ud af tingene? Men oppositionens ligestillingsudspil er problematisk også for virksomheder.
Først og fremmest er der tale om alvorlig krænkelse af ejernes rettigheder, hvis man fra politisk side af blander sig i virksomheders ret til at udpege den bestyrelse, de foretrækker. Det er alvorligt nok i sig selv. Men også de afledte konsekvenser kan også blive alvorlige. For eksempel kunne man forestille sig, at nogle børsnoterede selskaber vil vælge at afnotere deres aktier for at undgå den politiske regulering. Nogle selskaber ville måske vælge at lade sig børsnotere i andre lande eller måske endda lægge deres hovedsæde uden for Danmark.
Hvis man kigger på, hvordan det er gået i Norge, der indførte kvindekvoter for nogle år tilbage, så er der noget, der tyder på, at mine bekymringer ikke er helt ude i skoven: Hver tredje norske aktieselskab erkender nu i en spørgeundersøgelse, foretaget af Institutt for Samfunnsforskning , at man har skiftet selskabsform for at snige sig uden om reglen om mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne.
Pointen er, at kvoter ikke er en løsning. Hverken for kvinder eller for virksomheder. Det er muligt, at kvoter er en løsning med fisk. Men kan vi så ikke holde det ved dét?



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten