10. februar 2012, 22:30

Muligvis er skilsmisseprocenten lavere, fordi kvinden selvfølgelig ikke er interesseret i at miste sin forsørger og derfor bøjer af, hvor de selverhvervende kvinder ikke behøver at tænke i økonomi, hvis ægteskabet halter. I min barndom var det ganske uhørt, at kvinder var på arbejdsmarkedet med mindre de havde en akademisk uddannelse eller var fattige. Skilsmisser var sjældne, og kvinder måtte finde sig i tæsk og utroskab, for hvad skulle de leve af, hvis manden skred?

Heldigvis har vi i dag et velfærdssamfund, hvor mødre og børn overlever fint, hvis de pludselig står alene. Så kan velfærdssamfundet sikre mad og bolig. Endnu mere uforståeligt er det så, at de mest indædte fortalere for hjemmegående mødre er dem, der hellere end gerne giver afkald på velfærdssamfundet. Altså det velfærdssamfund, der netop træder til, hvis de hjemmegående pludselig står uden forsørger. Men hvis man så stadig mener, at alle bør klare sig selv og ikke leve for offentlige kroner, vil alternativet for disse kvinder være hurtigt at finde et job. Når de nu har været hjemmegående og ikke har arvet et par millioner, må de tage de job, der nu er. Kassedame eller akademisk medarbejder, arbejdstiden er mindst 37 timer. Og i og med de har været væk fra arbejdsmarkedet i et større eller mindre antal år, så står de ikke forrest, når det gælder de gode job, hvis der overhovedet er et, ellers er det på kontanthjælp, men det er vel udelukket i deres borgerlige liberale bevidsthed? Under alle omstændigheder bliver livet noget anderledes end det rosenrøde billede, disse hjemmegående mødre forsøger at forsvare så indædt. Og børnene vil så være »dømt« til at tilbringe mange vågne timer i institution - de daginstitutioner, som de forsager så voldsomt.

Forstår I ikke, at store dele af velfærdssamfundet netop er skabt for, at vi kvinder kan klare os selv både økonomisk og socialt? At vi ikke som min generations mødre var tvunget til at leve med ydmygelse, hvis de blev forladt og/eller levede i et elendigt ægteskab.

Prøv at skue ud over Danmarks grænser og se, hvordan kvinder i Afrika og i Mellemøsten har det, hvis de pludselig står alene uden forsørger. Jeg er så stolt over, at vi her i vores del af verden har sikret kvinders ret til og mulighed for at være selvforsørgende. Det samfund skal vi værne om, og min generation, der har kæmpet for kvinders ligestilling og økonomiske tryghed, har faktisk kæmpet for, at I ikke er tvunget til at leve i armod og ydmygelse, hvis jeres forsørger pludselig en dag er væk.