Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Perspektiv::

Kvindernes internationale klynkedag

Asger Aamund: Det er helt fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov? De ihærdige amazoner, der kompromisløst vil have skubbet deres medsøstre ind i bestyrelseslokalerne må forstå, at der eksisterer en naturlig fødekæde fra direktion til bestyrelse.

21 Kommentarer

Så er det igen blevet Store Klynkedag, dagen hvor en verdensomspændende kæde af grædekoner forbander mandsvældet, der til trods for overvældende kvindelige kompetencer, flid og ambitioner alligevel holder hunkønnet ude af erhvervslivets top, magt og indflydelse.

Vi skal igen høre om rip-rap-rup effekten og glasloftet, der cementerer den maskuline dominans i bestyrelseslokalerne. Sørgekvadet har dog nu fået et spritnyt vers ikke om det velbesungne glasloft, men om glasklinten (the glass cliff), som udgør en særlig maskulin nederdrægtighed over for troskyldige kvindelige ledere, der lures ind på toplederposter i virksomheder, der vakler på afgrundens rand og som ikke selv Jeanne d'Arc ville kunne frelse fra død og ødelæggelse. Glasklinten som ny kvindefælde blev lanceret i Berlingske Tidende 28. februar af lektorerne Madsen og Neergaard (kvinder) fra Aarhus Universitet. De to forskere knytter tilmed en sammenhæng mellem glasklinten og udnævnelsen af en række nye kvindelige ministre, der af den snu statsminister angiveligt er lokket ind på ikke en ministerpost, men en uriaspost. Man skal normalt helt til Mellemøsten for at finde en konspirationsteori af den kaliber. Lektorerne Madsen og Neergaard lever således fint op til de dystre ord fra en tidligere israelsk forsvarsminister: »If you are not paranoid, it's because you haven't got enough information«.

Kvindelige politikere klynker imidlertid ikke. De arbejder hårdt og kæmper sig til tops. Vi har nu kvindelige chefer for fem af Folketingets partier, hvis vi medregner Johanne Schmidt-Nielsen som de facto leder af Enhedslisten. Tilmed har kvindelige omsorgsværdier sejret så totalt i dansk politik, at selv statsministeren valgte at nedlægge arbejdet på barnets første sygedag. 1-0 til Landsmoderen og en lang næse til 80 ambassadører. I politik hører vi sjovt nok ikke om rip-rap-rup effekt, mandsvælde og glasloft. De mandlige politikere har naturligvis kæmpet desperat for deres leder- og ministerposter, men er alligevel tromlet ned af ambitiøse kvinder, der har valgt at give karrieren det, der skal til for at lykkes. Heller ikke i den offentlige sektor eller i de liberale erhverv er der mangel på kompetente kvindelige ledere, læger og advokater. Denne glædelige udvikling viser naturligvis, at kvinder ligesom mænd kan nå til tops, hvis de selv vil. Men det er bare ikke altid, at de vil; og det skal det omgivende samfund vise forståelse for.

Det forklarer den anerkendte canadiske kvindepsykolog og forfatter, Susan Pinker: »Mange kvinder fravælger karriere for at foretage sig andre ting, der er vigtige for dem. For disse kvinder er det ikke vigtigt at sidde i chefstolen. Mænd sætter alt på ét bræt for at få karriere, penge, magt. For kvinder er der andre værdier, der er ligeså betydningsfulde. Kvinder befinder sig dårligt på toppen og i bunden, de vil være i midten.« Det er jo derfor, at så mange kvinder vælger halvdagsarbejde.

En ny undersøgelse viser, at der i Danmark nu er flere kvinder på halv tid end på hel tid. Det er deres eget valg, og det skal de have lov til. Lighed betyder lige muligheder. Ikke at kvinder og mænd skal være ens og udvise samme adfærd. »Der er små piger, der leger med biler«, siger Susan Pinkerton, »men de fleste griber ud efter dukken. Og det valg er genetisk betinget.«

Når kvinder har valgt at kæmpe sig til tops i politik, men ikke i erhvervslivet, er det således deres eget valg, men den sandhed er ilde hørt her op til kvindernes internationale kampdag, mandag. Her lever myten om glasloftet, mandsvældet og undertrykkelsen af kvindelige ledertalenter i bedste velgående. Til trods for at vi daglig kan læse om endnu en udnævnelse af en kompetent, kvindelig topchef, er der stigende tilslutning til en tvangskvotering for at få reduceret antallet af mandlige bestyrelsesmedlemmer. Selv stærke Stine er blevet blød i Bosserne og hælder nu til en tvungen kvote, således at også inkompetente kvinder kan få sig en bestyrelsespost. Og der skal nok være en del kvinder, der mener, at et vellønnet bestyrelsesjob med seks årlige møder er, hvad de forstår ved fast arbejde.

De ihærdige amazoner, der kompromisløst vil have skubbet deres medsøstre ind i bestyrelseslokalerne, må imidlertid forstå, at der eksisterer en logisk og naturlig fødekæde fra direktion til bestyrelse. Bestyrelsen er aktionærernes stedfortræder, og har til opgave at sikre virksomhedens overlevelsesgrundlag og skabe langsigtet vækst og indtjening ofte i skarp international konkurrence.

Nye medlemmer til bestyrelsen rekrutteres blandt kompetente topchefer, der har bevist deres værd ved at skabe succes for deres egen virksomhed. Udover at man herved sikrer en professionel standard i bestyrelsen, er det betryggende for virksomhedens direktion, at bestyrelsen består af folk med ledelseserfaring på topniveau, der tillige forstår arbejdsbetingelserne for en direktion. Kvotepusherne må forstå, at med god ledelse kan man alt. Med halvgod ledelse intet. Mange kvinder vil gerne være mellemledere, men kun få er villige til at sætte alt ind på en karriere, der fører helt til tops. Og når man fravælger at være direktør, fravælger man også at være medlem af en bestyrelse.

I øvrigt er det absurd og lidt komisk, at kvotekravet kun er rettet mod bestyrelsen og ikke også omfatter direktionen, hvor der jo heller ikke sidder for mange kvinder. Både dansk og international selskabslov definerer et selskabs ledelse som både bestyrelse og direktion, hvad der også praktiseres i det daglige arbejde. Det er ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert at betragte bestyrelse og direktion som et fodboldhold, hvor bestyrelsen er forsvaret og direktionen er angrebet. Hvis man vil have tvungen kvinderepræsentation i bestyrelsen, har det ingen mening, hvis man ikke også kræver tvangskvoter i direktionen. Ingen har hidtil kunnet give en fornuftig forklaring på, hvorfor den kommende begrænsning af maskulint lederskab kun skal ramme den ene halvdel af ledelsesholdet, nemlig bestyrelsen. Det er fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov. Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger- og frihedsrettigheder end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden.

Kvindernes kampdag skal ikke bruges til at kæmpe for, hvad der er politisk korrekt, men hvad der er politisk og moralsk nødvendigt.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

Den lille forskel

Klynkeriet er ved gud ulideligt at høre på. I USA hvor man har haft kvoter er man gået væk fra det fordi det stimatiserer dem som har fået kvoter. Hvem har tillid til en persons kvalifikationer når man ved at vedkommendes adgang er bestemt af kvoter og ikke kvalifikationer. Sagt med andre ord har du tillid til en læge som har fået sin eksamen pga kvoter, nej vel! Lighedsmageriet er en pestilens som i disse dage er politisk korrekt men det bliver det jo ikke rigtigt af fordi toneangivende undermålere støtter det. Der er mange ligheder mellem mænd og kvinder men også mange forskelligheder. Intelligens mæssigt er der større udsving blandt mænd end blandt kvinder, dvs at der er flere mænd i ekstremerne. Med en IQ på 150 er der 9 mænd for hver kvinde. For at komme til tops i erhvervslivet skal man have en IQ på 150. De fleste kvinder med børn prioriterer familien højere end karrieren. 95% af kvinder med børn under 10år foretrækker at være hjemme hvis de havde valget. 10% af kvinder har en hjerne som fungerer som mænds, gad vide om det er dem vi kalder drengepiger og det er de samme som konkurrerer med mændene. Det er da rigtigt at kvinderne uddanner sig bedre men de fleste af dem havner i det offentlige som papinussere, hvor de har en udstrakt tolerance for kvindelige normer med hensyn til barsel og fravær. Den tidligere direktør Jack Welsh, for General Electric, et gigantfirma han reddede fra ruin sagde at når de søgte folk var de mere interesseret i handlekraft end i uddannelse, hvis folk var for skolede og havde for megen uddannelse havde de svært ved at tage en beslutning, de var alt for tvivlrådige. Vi kan jo bare se hvordan det går surt i det offentlige fordi beslutningsgangen er så langsom og besværlig, så når man endelig tager en beslutning er det for sent og tingene har ændret sig. Tag bare vores sundhedssystem som er en skandale i fejlslagen politiseren og ledelse. Mænd er hirakiske teamplayers, dvs mænd finder og aksepterer deres plads, hvilket formodentligt er en stiltiende aksept af spredningen af intelligens. Kvinder derimod er mere ligesindede og lighedsmindede, hvilket besværliggør processen med at finde sin plads i hirakiet. I en verden der er konstant i forandring er der ikke tid til så megen bla bla, det er vel derfor at kvinder vælger offentlig ansættelse, hvor der er megen bla bla og en træg beslutningsproces. Dette blot for at sætte forskellighederne i perspektiv for hvis kvinderne ikke tog sig af familien hvor ville vi så være i denne verden.
Bare se på parringsritualerne hvor kvinderne kæmper om de talentfulde mænd. De unge piger ved instinktmæssigt at de skal kæmpe om de bedste mænd. Så det er lidt patetisk at læse Cafe`-latte dullen Hermansen beklage sig over at der ikke er nogen rigtige mænd i 30-erne. Nej for dem der er hurtigt ude har allerede snuppet dem.
Og når hun passerer de fyrre vil hun opdage ligesom Susanne Brøgger at mænd holder op med at pifte efter dem. Livets barske realiteter.

Feminisme handler ikke om kamp mellem kønnene!

Kvindelige politikere klynker imidlertid ikke. De arbejder hårdt og kæmper sig til tops. Og når de er på toppen, tager de på ferie med familien i dagene op til statsministerskifte?

Aamund er så overbevist om, at det er det mandlige, der er under angreb i dag, at han glemmer helt at tænke på at den eneste ændring i tiden fra hans og min ungdom, og frem til i dag er kvindens forandring mod en større selvbevidsthed og hendes erkendelse, at der er ingen forskel på de to hænder hun har og de hænder, der sidder for enden af armene på en mand. Disse kvindehænder kan altså bruges til andet end at skrælle kartofler, vaske underhylerne eller lægge makeup...... og det er netop denne fordobling af antallet af arbejdshænder, der har skabt vores vestlige samfundsmodel. Det kan det, for pokker ikke være så problematisk, eller kan det?

Jo, det kan det og det er det! Det er det for alle de mange mænd, der før den såkaldte kvindelige "frigørelse" havde nydt mandekønnets daværende privilegier alene i kraft af deres køn. Dvs. alle mænd, også undermålerne, der i virkeligheden hverken ejede kløgt, personlighed eller indre styrke - de blev sat op på piedestalerne og fik besked på, at fordi de er mænd, er de automatisk mere værd og har en autoritet med en indbygget forpligtelse for kvinder, at adlyde og bøje sig for. Har man allerede glemt det? Det var ikke så længe siden, kan jeg hilse og sige. Alligevel eksisterer det fortsat, at dømme efter den samlede volume af den konstante brok over "amazonerne". Gør det ikke?

Hmm... måske burde mænd hellere rette fokus på dem selv og væk fra deres sygelige optagethed af, hvad kvinderne går og sysler med. Mænd skal ud af starthullerne og bevæge dem i retning af en erkendelse - at indre styrke er kønsløs! Denne "kønsløse" styrke kan frit efterstræbes og udvikles.... selv af/hos de mænd, der førhen høstede respekt blot fordi de er mænd. Tiden er løbet fra det og medmindre de neoliberale får magt som de har agt - kommer den aldrig tilbage.

Da jeg var en stor pige ville jeg gerne være astronaut når jeg blev voksen. Derimod ville alle drenge i min skoleklasse være postbud eller buschauffør, eller lærer, eller smed, eller bogholder, eller brandmand etc. De lå alle under for, hvad deres fædre var eller mente var "realistisk". De fik deres lommepenge og sparede på dem, så krampagtigt, at de aldrig har lært at sætte mønterne i arbejde.... I stedet for at slippe "snusfornuften", tage chancer, iværksætte - gjorde de det modsatte. De blev hvor de var, hele deres liv. Spor af disse fædrenes fornuft kan man tydeligt se i vor tids mænd. Det er altså ikke kvindernes adfærd, der holder dem nede, men mændenes egen arv efter deres fædre. De fleste store mænd i vor tid har enten brudt med deres fædre, eller er vokset op uden fædre/stedfædre, hos deres mødre.

Vi er alle født som mennesker. Efter puberteten bliver vi til kvinder og mænd. I en voksen alder fortsætter kvinderne med at udvikle sig mod en menneskelighedsgørelse af kvindekønnet. Det er de nødt til. De føder børn. Børn er mennesker og det tvinger mange kvinder ud i den erkendelse, at det ikke nytter at tænke i køn idet omsorg er kønsløs og det er kærlighed også. Den betingelsesløshed hvormed en mor ser på sine børn er ofte modsat de krav børn forventes at opfylde for at opnå faderens gunst. En mor må ofte vælge mellem at realisere sig selv, eller mentalt og følelsesmæssig at tage vare på sine børn. Dette valg slipper fædrene ganske "naturligt" for. Det manglede bare. Så må mor gå på deltid for at far kan få plads til at dyrke sine forestillinger om maskulinitetens fortræffeligheder, indtil han en skønne dag... falder af i svinget og vågner op med brudte bånd til sin egen familie.

Når han først ligger dernede og spræller, har han ikke brug for at blive undskyldt med, at alle besværligheder på denne jord er kvindernes skyld. Står kællingerne måske og holder ham nede? Eller er det måske bare nemmere at blive dernede og undgå at møde den største udfordring for et menneske - at blive det. Dette er hvad feminismen handler om: at arbejde for ligeret og ligeværd for alle mennesker! Ikke kun for kvinder! De som kæmper kun for kvinder, har misforstået feminismens sande væsen og feminismens mål.

Det er en tragisk misforståelse når d. 8. marts betragtes som symbol for kampen om kønsdominans. Den oprindelige feminisme handler netop om afskaffelse af kønsdominans af enhver art. Feminisme er i virkeligheden ikke andet, end en bevægelse med demokrati som (for)mål, eller - som nogen påstår - den næste etape af demokratisering af demokratiet, idet der er langt vej endnu, før idealerne om frihed, lighed og respekt for det enkelte menneskes naturlig værdighed er opnået.

Jeg siger ikke, at han ikke har humor, men... :-)

Altid dejligt at høre en mands mening om hvad 8. marts skal handle om, men ikke nyt, idet falsk beskedenhed jo ikke just belaster hankønnet, som jo har en lang tradition for at docere og belære os smådumme og småforvirrede kvindemennesker. ;)

Også dejligt at høre at kvinder bør have ret til at fravælge karriere og have andre prioriteringer, som mange kvinder ganske rigtigt også har. Al denne fokusering på karrierekvinder og ensretningen her kan vi allesammen godt blive trætte af indimellem.

Også tak for ideen om at kvinder da også burde kræve kønskvotering til direktionslokalerne - tænk at vi ikke selv havde tænkt på det!

Fint også at kvindelige politikere roses. Men det skulle da også være sært andet, nu hvor både datteren og hustruen har slået deres folder i det politiske liv.

Dog forstår jeg ikke panderynkerne i anledning af indlægget fra to kvindelige forskere om pudsigheden ved, at kvinder ofte får chancen for en toppost når det er lidt af en uriaspost, dvs. at det er en kvinde, som må tage skraldet i den sidste ende, hvorefter der konkluderes, at kvinder jo heller ikke duer så godt...

Måske er det fordi jeg selv er kvinde, men jeg læste dette indlæg med et kæmpesmil om munden, for det var da go kvindehumor...

Men Asger Aamund har åbenbart haft mundvigene den anden vej, men det kan selvfølgelig være en eftervirkning af hans medvirken i udsendelserne på DR2 før jul "Hjælp - min kone er skide sur". ;)

Jeg vil ikke påstå, at det ene køn har mere humor end det andet - dog kan det konstateres, at vi sommetider ler på forskellige tidspunkter.

Risikoen for uriasposter er prisen for magt

Der er intet grundlag for at påstå, at de topposter som kvinder opnår, i højere grad er uriasposter, end dem mænd opnår. Rigtig mange magtfulde mænd, har gennem tiden måttet opleve at de befandt sig på en uriaspost, og hvis kvinder vil have magt må de dele den risiko. Desuden har man faktisk ret til at sige nej tak, hvis man opfatter en position på denne måde. Ja faktisk er magt ligefrem noget man plejer at arbejde hårdt for at opnå. Hvis man holder sig langt væk risikerer man ikke noget. Men hvis kvinder vil have topposter, må de også fuldt ud tillægges ansvaret. Det burde der overhovedet ikke være nogen diskussion om.

Enig - og magt bærer lønnen i sig selv

Peter

Om kvinder i højere grad skulle få uriasposter ved jeg ikke. Her er linket til Mona Toft Madsen og Helle Neergaards indlæg i Opinion

http://www.berlingske.dk/kommentarer/kvinder-i-en-krisetid

Her blev der henvist til dels en engelsk undersøgelse, som postulerede, at når kvinder kom ind i ledelsen, så kørte de firmaet ned og så til en efterfølgende undersøgelse, som kritiserede den første og påviste, at disse virksomheder havde været i problemer allerede før de kvindelige ledere kom til.

I folketinget er der to særligt vanskelige ministerier:

Integrationsministeriet, som før var ledet af en kvinde, som blev udsat for et brandattentat og levede under politibeskyttelse og som nu ledes af den bundsolide ordknappe modne kvinde Birthe Rønn Hornbech.

Forsvarsministeriet, som har været ramt af mange skandaler og har været meget i pressens søgelys, nu ledet af Gitte Lillelund Bech. Hans Engel har i Ekstra Bladet sagt om hende, at hun får en hård tur. "Lykkes det, kan hun virkelig blive til noget."

Så her har vi altså to "uriasposter" - besat af kvinder.

Generelt er der nok mere brug og smid væk kultur overfor kvindelige ministre end overfor mandlige. Tilgivelsen er større, når mandlige ministre begår fejl, hvilket Lars Barfoed er et eksempel på.

Medfølelsen er også større, når en mandlig minister afgår end når en kvindelig gør det. Jakob Axel Nielsen har således været i Go Morgen Danmark og fortælle om sin oplevelse af dette. Carina Christensen var det ligesom mere lige meget med.

Hun smilede nok heller ikke tilstrækkeligt til den mandsdominerede presse eller leflede for kultursnobberne. Fejl begik hun aldrig, men de ku bare ikke li´at hun ikke gjorde sig så meget til for hankønnet.

Det ved vi så, at Lene Espersen har gjort med kavalergang osv. og hun er også den eneste virkelige toppolitiker i regeringen, som er kvinde.

Karen Ellemann er stadig lidt på prøve og resten af de nye kvindelige ministre er nye og kan blive døgnfluer på nær Inger Støjberg, der ligesom Carina ikke lefler for nogen, men gør sit arbejde.

Typisk er også, at kvinder håndplukkes udefra, hvorved chancerne for kvinderne i den konservative folketingsgruppe og i Venstres forringes. Respekten for at kvinder knokler sig til magten er ikke så stor som for at mænd gør.

Efttekten er, at hvad der kommer let, går let. Når man ikke vil belønne kvinders flid, anciennitet og dygtighed, men hellere plukker hvad der virker ungt, smart og lovende, så får vi også kun letvægterne blandt de kvindelige ministre. Selvfølgelig kan nogle af disse bevise det modsatte med tiden.

To af de kvindelige ministre er stort set uden forudgående politikererfaring: videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og klima- og energiminister Lykke Friis. Førstnævnte har erhvervskvindeeffekt, sidstnævnte kendis-effekt.

Der cirkulerer åbenbart sådanne populære dygtige kvinder rundt, som kan hives ind til hvad som helst og som hver gang kan sætte deres medsøstre skakmat. Disse top-kvinder kan få stort set, hvad de peger på.

På en måde må de udgøre en fare for de kvinder, som arbejder sig op ad sædvanlig vej. Er det ikke lidt mandssamfundets del- og hersk strategi? Man udnævner nogle "superkvinder, som mændene kan acceptere" og så bruger man dem som brikker i et skakspil.

Et element er også hele horden af mandlige spindoktorer, som i deres spekulationer ofte giver kvindelige ministre og kvindelige ministeremner meget lidt plads, hvorimod de giver både mandlige ministre og mandlige ministeremner meget mere omtale og opmærksomhed. De bliver taget alvorligt og seriøst hele vejen igennem, hvilket kun sker for få kvinder.

Lene Espersen og Connie Hedegaard er nok de to eneste, der er blevet vurderet på lige fod med de mandlige toppolitikere. Men reelt hører Inger Støjberg, Carina Christensen, Henriette Kjær og Eva Kjær Hansen også med her. At pressens kommentatorer ofte forbigår disse kvinder presser dem nedad i hierarkiet og usynliggør dem.

En dag ser vi måske Helle Sjelle (K) eller Ellen Trane Nørby (V) som ministre. De fortjener det. Det er synd, hvis de aldrig får en chance som følge af disse fritflyvende superkvinder, som kan komme hvor-somhelst-fra når som helst. hvor der skal bruges nogle kvinder, til at pynte på kransekagen...

Magt indbærer både chancer og risici

Nanna

Det ser nu ikke ud til at det var en undersøgelse, som hævdede at kvinder kørte virksomheder i sænk, men blot avisoverskrifter. Mon ikke vi kan blive enige om, at i hvert fald en del af pressen, har let ved opstille fordomme om begge køn? Der er også flere gange på det seneste blevet skrevet om, at fornuftige kvinder burde tage over, når mandligt ledede virksomheder er i vanskeligheder. I længden er begge køn sikkert bedst tjent med at undgå den slags generaliseringer

Forsvarsministeriet er vanskeligt, men det er ikke noget nyt, f.eks. måtte Jensby også forlade det i unåde. Og ministeriet har jo indtil nu kun været ledet af mænd. De seneste begivenheder gør dog, at Gitte Lillelund Bech har alle forudsætninger for at vide, hvad hun går ind til. Der er heller ingen tvivl om at Integrationsministeriet er en hård post. Det har Bertel Haarder også oplevet, hvilket han fortæller om i den seneste udgave af Ud & Se.

Med hensyn til tilgivelsen af ministre, så falder den nok noget lettere, jo stærkere en position vedkommende har i partibaglandet. Når Jacob Axel Nielsen var så interessant for pressen, har det sikkert lidt at gøre med, at han var den der brokkede sig mest højlydt. Det er jo altid en god historie. Tilgengæld var Helge Sander nok den der blev mest overset, i det efterfølgende.

Jeg har også bemærket, at regeringen er sammensat således, at de ældre og erfarne ministre især er mænd, mens de nye og uprøvede mest er kvinder. Så Løkkes påstand om alders- og kønsmæssig balance holder vist ikke helt. Men hvem diskrimineres mest af en sådan tendens? De erfarne har bedre forudsætninger for indflydelse. Men det er de unge, der har fremtiden for sig. Mon ikke der er en del unge mænd i V og K der gerne ville have haft en ministerpost? Det er også bemærkelsesværdigt at den ellers tilsyneladende meget fremtrædende Kristian Jensen røg ud.

Ungdom er kvindens styrke - erfaring mandens

Jeg er ganske enig i dine betragtninger.
Ja, unge mænd som Kristians Jensen må nok imødese at skulle bruge flere år på at nå til tops end hvis de havde været politikere for tyve år siden.

Unge kvinder har ofte en konkurrencefordel både i forhold til jævnaldrende unge mænd og til ældre og mere erfarne medsøstre. Men hvis de skal til, er de af samme grund nødt til at komme til fadet hurtigere. Mænd mister ikke på samme måde "markedsværdi" med alderen som kvinder gør - berettiget eller uberettiget.

På mange måder ligner det ægteskabsmarkedet... i hvert fald, som det traditionelt har været. Men det kan jo også tænkes at ændre sig, hvis fx hendes Højhed Alexandra kommer til at danne skole.
:-)

Kvinderne tager uddannelserne

Ligestillingsdebatten føres med skyklapper på og bør i virkeligheden vendes på hovedet. Kvoter for kvinder i bestyrelserne, glasloftet, rip-rap-rup-effekten er luksusproblemer. Der er langt flere kvinder end mænd, der gennemfører en videregående uddannelse (ca. 53% over for 37 %), så det må være et spørgsmål om tid, før vi skal til at diskutere kvoter for mænd i bestyrelserne i stedet for.

Frem for, at ligestillingsdebatten drejer sig om, hvordan vi giver de højtuddannede kvinder mulighed for at springe de sidste skridt på karrierestigen over, er det langt mere problematisk for det danske samfund, at drengene ikke gennemfører en ungdomsuddannelse i samme grad som pigerne. Ufaglærte står med dårligere kort på hånden i forhold til i det hele taget at blive selvforsørgende end folk med en uddannelse.

Det er strålende, at kvinderne gennemfører en videregående uddannelse. Men i forhold til kvoteproblematikken er det meget vigtigere for det danske samfund at få løst problemet med at sikre, at drengene tager en uddannelse, end at sikre kvoter i bestyrelser for kvinder, som formentlig alle har en videregående uddannelse med i bagagen.

...

Der er ikke andet for end at opfordre drengene til at lægge computerspillene på hylden og blive lidt mere seriøse og ambitiøse med sit liv. Det er klart at hvis computerspil i snit optager 3 timer om dagen i en typisk drengs liv, så er der bare ikke meget tid tilbage til fordybelse i det lektie niveau som finder sted i 3 g og dermed overhales han indemom af pigerne i alt ligefra matematik til samfundsfag.

Men det er forældrene der har ansvaret for at sønnikes eneste ambitioner ikke bare ender på et computerspils highscore liste

Kvinder og kvoter

I dag kan vi have en forsvarsminister som ved sit køn ikke engang selv er underlagt forsvarspligt. Sådan ser jeg også lidt på hele diskussionen om kvoter for kvinder i bestyrelser. Det er ikke andet end sminke af kønspolitisk korrekt karakter på traditionelle mandsdominerende poster. Men forpligtet af at konkurrere på lige fod med mændene om at være den bedst kvalificerede er hun derimod ved sit køn bekvemt fritaget for.

Jeg tror virkelig kvinden vil blive mødt med mistillid og manglene respekt fra den brede befolkning hvis ikke vilkårene for rekruttering og ansættelse sker under nøjagtig samme forudsætninger og vilkår som for mænd. Allerede nu praktiserer flere virksomheder og højere læreanstalter forskelsbehandling under rekrutteringen for at tiltrække flere kvindelige ledere og forskere. Det gør de under såkaldte udvidede rekrutteringsmodeller hvor der bliver taget særlige hensyn til kvindelige ansøgere. Men hvis du som mand kan bevise at dit grundlag og vilkår for ansættelse har været anderledes end den kvindelige ansøger, så har du faktisk en god ligestillingssag. I hvertfald er det lige værd at kontakte en advokat