Opinion

Kvinder er ofre, mænd er tabere

»Mænd søger ikke hjælp. Det uønskede parbrud opleves som et nederlag, en fiasko, som manden skammer sig over og derfor holder for sig selv.«

Jan Lindell
Jan Lindell

Berlingske bragte 28. februar en omtale af en undersøgelse foretaget af Analyseinstituttet YouGov for Psykiatrifonden. I opsætningen af artiklen blev det fremhævet, at »kvinder er oftere i livskrise end mænd og føler sig mere påvirket af dem end mænd«.

Der er grund til at takke Psykiatrifonden for at undersøge, hvordan kriser påvirker os alle, herunder om der er kønsforskelle på reaktionerne. Samtidig vil jeg gerne opbløde den nævnte konklusion på i hvert fald ét område. I mandecentrene i København, Aarhus, Odense og Aalborg har vi arbejdet med skilsmisseramte mænd i snart en halv snes år, og vores erfaring er, at når det gælder den livskrise, der udløses af et parbrud, bliver mænd hårdere – og også hyppigere – ramt end kvinder. Det skyldes flere forhold, hvoraf kun nogle bliver berørt i artiklen. Lad mig nævne de væsentligste her:

For det første sker omkring to ud af tre parbrud på kvindens initiativ. Der er altså alt andet lige dobbelt så mange mænd som kvinder, der oplever en stor og uønsket forandring af deres livsfundament.

For det andet er mænd generelt dårligere til at se tingene komme. De har ikke bemærket tegnene på, at parforholdet var ved at bevæge sig i den retning, eller de har i hvert fald ikke syntes, at man skulle tage sorgerne på forskud. »Mon ikke det ordner sig?« tænker de. Derfor kommer kvindens ønske om skilsmisse ofte som et større chok for manden end omvendt.

For det tredje har mænd generelt ikke noget netværk at hente forståelse, hjælp og støtte hos, hvorimod kvinder som regel har en skare af veninder at gå til. Veninder, som de er vant til at tale om følelser og svære ting med, hvorimod mænd »sparker dæk« og taler fodbold og arbejde og kommer i hvert fald ikke ind på noget, der ligner egen svaghed.

Dermed er vi inde på det fjerde forhold, der bevirker, at parbrudskrisen rammer mænd hårdere end kvinder: Mænd søger ikke hjælp. Det uønskede parbrud opleves som et nederlag, en fiasko, som manden skammer sig over og derfor holder for sig selv.

Alt dette har som resultat, at mænd kommer meget længere ud på det sociale skråplan end kvinder. Således er der tre gange så mange mænd, der begår selvmord. Tre gange så mange mandlige hjemløse. Tre gange så mange langtidsindlagte mænd på psykiatriske afdelinger.

I baggrunden for det hele ligger den sandhed, som kønsforskeren Hans Bonde har beskrevet så præcist: »Kvinder er ofre, mænd er tabere«. En kvinde i krise får sympati, hendes krise er jo mandens, chefens, den manglende ligestillings eller hele samfundsindretningens skyld. Mandens krise derimod skyldes ifølge hans egen, omgivelsernes og samfundets opfattelse, at han ikke har taget sig ordentligt sammen, at han ikke er stærk nok, at han er en pivskid. Og sådan en taber har man kun foragt til overs for.

Af disse grunde går mænd alene med deres krise, og derfor rammer skilsmissen mænd hårdere end kvinder. Med alvorlige og kostbare konsekvenser for manden selv, hans børn og for samfundet generelt.

Her er der brug for en indsats. De blot seks-otte mandecentre i Danmark forsøger efter bedste evne at yde denne indsats, men der er behov for langt større opmærksomhed på denne problematik fra både politikere og menigmand og -kvinde. Brug for at tale forventninger, kønsroller, identitet. Brug for konkret forståelse og hjælp udført med respekt.

For en mand i krise er lige så meget mand, som hann, der – endnu – kan klare det hele. Og den mand, der tør se i øjnene, at han i en periode har brug for støtte og opbakning, og som derfor opsøger den for at kunne forblive en ressource for sig selv, sine børn og samfundet i mange år fremover, er den sande helt og vismand.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.