KOMMENTAR

Kvindekamp – kamp mellem kvinder

Lisbeth Odgaard Madsen, Founder, www.potentialco.dk
Lisbeth Odgaard Madsen, Founder, www.potentialco.dk

Det er efterhånden mange år siden, at helt almindelige kvinder i Danmark brugte kvindernes kampdag til meget mere end et underholdende indslag på aftennyhederne. Det er ærgerligt, mener feminister af forskellig herkomst, men helt ærligt, så lyder deres kampskrifter sjældent særligt godt sammen med almindelige kvinders almindelige hverdagsudfordringer.

De »gamle« 68er-feminister taler om, hvor uambitiøst det er, at kvinder vælger familien til og slækker lidt på karrieredrømmene i de år, hvor livet med småbørn sætter sit præg på mor-livet generelt. For de dyre uddannelser, der ikke er i brug, er et spild for samfundet, og det går ikke i spand med, at alle nu har muligheden for at gøre sig gældende på det kvalificerede arbejdsmarked – en mulighed, vi ikke havde for ganske få årtier siden, og som vi helt klart skal gribe.

De såkaldte livmoderfeminister pointerer til gengæld, at det er fuldstændig uansvarligt ikke at langtidsamme og holde junior mere eller mindre ude af institutionslivet, til han er tre år, hvis man vil sit barn det bedste. For det er det, den nyeste forskning i børns tilknytning foreskriver, og det er mange kvinders helt naturlige instinkt, som det ikke nytter at undertrykke, bare fordi det nu er blevet moderne, at kvinder kan lige så meget som mænd på arbejdsmarkedet.

Og så er der alle os andre. De fleste af os lytter opmærksomt, men vakler mellem de to fronter i striden, som kvindekampen efterhånden er blevet til – striden om at få ret i hvad en »rigtig« kvinde er for en størrelse. Pludselig handler det ikke om at skabe lige stor værdi mellem kønnene, men om, hvilken slags kvinde der har størst værdi.

Livet er fuldt af tilvalg og fravalg, har vi forstået, men så snart vi vover pelsen og træffer et (fra)valg, bliver vi beskudt fra den skyttegrav, som vores valg ikke huede. Det kan simpelthen ikke være den kvindekamp, der virker bedst for os lige nu, hvor kvinder mere end nogensinde kæmper med stress og depressioner, mens vi forsøger at være både ambitiøs professionel og omsorgsfuld mor på samme tid.

Samtidig skubber vi langsomt mændene, der kæmper deres egen ligestillingskamp, ud af ligningen. Ligestilling går nemlig begge veje. I hjemmet er mændene stort set lige så meget bagude, som kvinderne er på arbejdsmarkedet. Men når vi kvinder ikke engang internt kan skabe et fællesskab om, hvordan mors traditionelle højborg, familielivet, bør se ud, kan jeg sådan set godt forstå, at mange fædre synes det er lettere at ikke-forholde sig til familielivet og i stedet bliver lidt længere på arbejdet.

Så kære medsøstre: Lad kampdagen 2016 markere, at vi sætter os fri fra os selv og begraver stridsøksen i kampen mellem kvinderne. Hvor 68er-feminister og livmoderfeminister giver hinanden hånd og accepterer, at det valg, den ene tager, måske ikke er det rigtige for den anden, men at hun ikke er en dårligere kvinde af den årsag. Hvor vi accepterer, at der er behov for både produktion og reproduktion, og at begge dele har stor samfundsværdi. Og hvor vi i fællesskab med mændene sørger for, at der er plads til forskellige prioriteringer ude såvel som hjemme. På denne måde vinder kvinderne, mændene, arbejdsgiverne – og ikke mindst alle vores børn, der jo egentlig er rimeligt ligeglade med, hvem der vinder kampen, så længe de har nogle tilpasse forældre at spejle sig i.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.