29. april 2011, 22:30

Mens kvinder og piger i Danmark ikke behøver bekymre sig om, hvorvidt de må arbejde, gå i skole eller snart skal giftes, er det desværre ikke en frihed, der er forundt alle kvinder og piger af især muslimsk oprindelse i det danske samfund. Selvom det er svært bare at få lov til at sætte ord på disse problemer, uden at få smidt et hav af påståede skjulte dagsordener i hovedet, er det nødvendigt at gøre det, fordi det er påkrævet for at kunne forstå den særlige situation for de muslimske kvinder og piger.

Frygten for at støde folk fra sig har ført til en politisk vanskelig situation, som får enhver kritik, der bare har en snert af kritik af islam og muslimer, til at lyde som islamofobi eller kulturfascisme og indebærer, at man beskyldes for at være racistisk eller antimuslimsk. Der er nærmest gået inflation i disse etiketter.

Det gør en offentlig diskussion om problemerne meget vanskelig. For få år siden, turde næsten ingen tale om tvangsægteskaber – indtil den ene kvinde efter den anden trådte frem og fortalte deres historie. Pludselig var der konkrete eksempler, der ikke kunne ignoreres, og man var derfor nødt til at reagere på dem.

Selvom også dette blev tillagt politisk skjulte dagsordener, gav det de kvinder, der personligt havde oplevet et tvangsægteskab, en ubeskrivelig følelse af justits. Det gav en følelse af, at den uret, de havde lagt krop til, fremover ikke burde kunne overgå yngre søskende.

Måske var det naivt, for de grundlæggende årsager til problemerne forsvandt jo ikke ved en lovændring. Og de vil stadig udgøre et problem langt ud i fremtiden, hvis vi ikke tillades mulighed for at sætte ord på dem.

Nu er det social kontrol, æresrelateret vold og drab, og retten til selvbestemmelse, der behandles med samme politiske korrekthed og berøringsangst.Som danske kvinder i 1970erne måtte kæmpe mod såkaldt »politisk ondskab« ved at kræve, at der blev sat fokus på kvindeundertrykkelse og krævede krisecentre, hvor voldsramte kvinder kunne søge ly, ved at tale åbent om problemerne, må vi kunne tale åbent om de undertrykkende elementer fra den muslimske kultur, uden at blive tillagt skjulte dagsordener.

Ikke at gøre det, er, efter min mening, i hvert fald ikke en hjælp. Vi lever i et retssamfund, og selvom vi har underskrevet menneskerettighedskonventioner, ser mange ud til at have glemt, at disse menneskerettigheder burde komme før religiøs eller kulturel praksis. Jeg ser ingen kolonialisme, racisme eller såkaldt islamafobi i at indgive islamisk praksis kritik eller fordømmelse, når de overtræder den enkeltes rettigheder. Dette siger jeg ikke som en islamkritiker, men som en medborger, der bor i en demokratisk stat og gerne vil fortsætte med at kunne udtrykke mig frit uden at få hæftet alle mulige mærkater på mig.

Jeg vil gerne nyde de frihedsrettigheder, det demokratiske danske samfund stiller til min rådighed, på samme måde som mine etnisk danske medborgere.

Danmark har indtil nu oplevet to store feministiske bølger. Den gamle kvindebevægelse i 1870erne og den nye i 1970erne. Jeg vil gerne introducere den tredje og forhåbentlig sidste: Q Freedom – en tværkulturel og tværpolitisk kvindekamp. Med valgret, adgang til uddannelse og arbejde, samme ægteskabelige rettigheder og forpligtelser blev danske kvinder juridisk ligestillet med mænd. Jeg ville ønske, vi kunne sige det samme om de muslimske kvinder i dagens Danmark.

Jovist har samfundet stillet alle disse muligheder til fri afbenyttelse, men hvad nytter det, at man har en masse rettigheder stillet til sin disposition, hvis ikke man er bekendt med dem?

Det er i lyset af dette, at kvindebevægelsen Q Freedom er blevet nødvendig.

Når Q Freedom forsøger at italesætte bestemte kulturelle og religiøse problemer, nytter det ikke noget, at man om muslimerne som gruppe hele tiden fortæller, at de er udsat for diskrimination og derved låser os fast i en position, der gør enhver bevægelse umulig. Hvilken muslim med respekt for sig selv, har lyst til at få tidligere nævnte mærkater hæftet på sig? Det sender også et uheldigt signal den anden vej rundt. Når man gang på gang får at vide, at man ikke må krænke muslimer, holder danskere sig unaturligt tilbage fra at sige, hvad de mener, også selvom det kunne være reel interesse eller bekymring. Ordet islamofobi må simpelthen ikke misbruges til at forhindre kritik af kultur og religion, når selvsamme misbruges til at fratage kvinder deres basale menneskerettigheder.

Et mangfoldigt samfund må være kendetegnet ved en indbyrdes diskussions – og debat lyst. Hvis man ikke diskuterer eller debatterer med ’de andre’, respekterer man dem, efter min mening, heller ikke. Og respekt, altså ægte respekt, og oprigtig interesse må nødvendigvis være til stede, ellers når vi aldrig nogen vegne.

Den respekt, eller interesse, man tager på som en maske, fordi man vil følge et bestemt ideal, eller fremstå så politisk korrekt som muligt, er i så fald hul og afslører alt andet end ægte respekt og oprigtig interesse. Derfor har vi brug for at få rejst en hær af kvinder, der kan og vil tage styringen med eget liv ved selvbestemmelse, hvad angår uddannelse, arbejde, påklædning, valg af ægtefælle og seksualitet.

Dette kan kun lade sig gøre ved at kvinder anno 2011, som Rødstrømpebevægelsen i 1970erne, tør tage bladet fra munden og fortæller tingene, som de er. Det er desværre igen blevet nødvendigt – også selvom risikoen for at blive tillagt andre motiver, dengang som i dag, er til stede.