Lars Barfoed: Muligvis trænger Peter Kurrild-Klitgaard bare til en god lang juleferie. Jeg er med på, at den åbenmundede spalte - bedre kendt som Groft sagt - går til stålet og sætter tingene på spidsen.
21. december 2011, 22:30
Jeg er også helt klar over, at Kurrild-Klitgaard mener, at han kan sidde i sit elfenbenstårn og være meget klogere end alle andre. Den selvglæde vil jeg ikke forsøge at tage fra ham; den er ham vel undt. Men i gårsdagens indlæg kastede Kurrild-Klitgaard enhver professionalisme over styr og glemte i sit vredesudbrud at forholde sig til fakta. Jeg og mit parti bliver sværtet til med ukvemsord og sammenlignes med meget lidt flatterende figurer fra filmens verden. Jeg skal undlade at gå ned på samme niveau, selvom man i et øjebliks fristelse får lyst til at kommentere penneførerens uvidenhed - men det er der ingen grund til, for den udstiller han så udmærket selv. Derimod vil jeg sagligt forklare Peter Kurrild-Klitgaard, hvordan aftalen omkring generationsskifte ser ud.
Lad mig begynde med at aflive myten om, at vi har været med til at brandbeskatte familieejede virksomheder. Det passer ganske enkelt ikke - tværtimod. For uden Det Konservative Folkeparti ville fremtidige generationer blive ladt i stikken, idet regeringen og Enhedslisten allerede var blevet enige om at sænke procentsatsen for andelen af passive midler, der kan undgå beskatning ved overdragelse til familiemedlemmer, fra 75 til 25 pct. Vi fik hævet grænsen fra 25 til 50 procent. Det betyder, at en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, nu kan undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 50 pct. af midlerne er opsparing.
Men vi har samtidig i aftalen med regeringen udtrykkelig sikret os, at vi er frit stillet til at være med til at hæve grænsen til 75 procent igen, hvis der kan skaffes flertal for det.
I øvrigt hævede vi selv i VK-regeringen i 2002 grænsen fra 25 til 50 procent og var godt tilfredse med det. Men i 2007 hævede vi så yderligere grænsen til 75 procent for at styrke likviditeten i de familieejede virksomheder, der generationsskifter
Lugten af råddenskab, som Kurrild-Klitgaard omtaler i sit indlæg i går, kommer et helt andet sted fra. Sagen er, at dansk politik i højere og højere grad opfattes og desværre også udleves efter en dramaturgisk model, hvor det handler om at spille med i et valgtaktisk teater frem for at føre politik. Vi er gået efter indflydelse til gavn for familieejede virksomheder. Og ja, selvom det ikke falder i god jord hos Peter Kurrild-Klitgaard, så er det brede samarbejde en nødvendighed, hvis sagligheden skal tilbage i dansk politik.
Her stod arbejdspladser på spil. Arbejdspladser der i værste fald risikerer at flytte på udenlandske hænder. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder. Hvis vi kan lave aftaler, der rykker samfundsudviklingen i den rigtige retning, gør vi naturligvis det. Og lad mig så understrege, at fordi vi i én eller flere sager laver en aftale med regeringen, ændrer det jo ikke ved det forhold, at vi grundlæggende mener, at den her regering har lagt den forkerte kurs for Danmark. Vi er en konstruktiv opposition, der arbejder for at få gennemført konservativ politik. Det er vel egentlig ganske enkelt.
