Klumme

Kunsten at lytte til et embede

Sørine Gotfredsen:

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist
Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist

Claes Kastholm stillede forleden her i avisen et centralt spørgsmål. Han spurgte efter årsagen til, at så mange har skældt ud over, at dronningen i sin nytårstale advarede mod mentalt at drukne i et teknologisk parallelunivers. Et indlysende relevant nytårsemne, der har medført stor irritation, og især har det lydt, at dronningen i sin afsondrethed ikke ved, hvad hun taler om. Denne næsten krænkede tone er interessant og hænger utvivlsomt sammen med, at mange ikke længere forstår at lade sig tiltale af et embede. At skelne mellem personen og positionen. Når dronningen rejser et principielt spørgsmål, skal ordene opfattes som en officiel udtalelse snarere end som en holdning fra kvinden bag titlen. Og når man peger fingre ad hende, afsløres det, hvordan vi kan miste sansen for at lade personer repræsentere noget større end sig selv. For det afgørende er jo ikke, hvorfor dronningen siger, som hun gør. Pointen er, at det er embedet, der taler, hvormed ordene bærer i sig selv. Man kan være enig eller uenig, men det er meningsløst i diskussionen at inddrage dronningen som menneske, for her handler det om sagen.

Denne sondring har det svært i et land med stor trang til at trække det højt placerede ned i folkets dyb. Som det skete, da studievært Cecilie Frøkjær i et nytårsinterview med Helle Thorning-Schmidt spurgte, om man ikke i hendes position af og til skal være »kold som en brøndgravers røv«. Hvorpå hele operahuset brød ud i begejstring, for her til lands jubler man, når der tales så plat som muligt til de højt rangerede. Og statsministeren, der jo heller ikke ved bedre, bidrog straks pigekådt til sin egen latterliggørelse. Denne tåkrummende seance illustrerede, hvordan man forsøger at omgås forskellen mellem høj og lav, og jeg vil hævde, at succesen for »Borgen« har at gøre med det samme. En TV-serie, der rendyrker fremstillingen af en top­politiker som et gennemsnitligt menneske, der ses stå og lave mad iført forklæde, varmer de danske hjerter. Den bekræfter, at selv bag de højeste embeder findes det genkendelige, og »Borgen« udgør billedet på, hvordan mange gerne ser dette samfund.

Men dyrkelsen af det nedadstræbende har en pris. For vi risikerer at glemme, at myndighedspersoner jo er indsat for vores skyld. Som dem, der skal løfte et stort ansvar, men også som dem, der udgør vores mulighed for at relatere til andet end det nære. De skaber en vertikal dimension i det daglige, der indrammer den samfundsorden, vi alle hviler i, og sagen er, at man piller værdighed ud af vores fællesskab ved at trække folk i høje embeder ned på det jævne. Som Cecilie Frøkjær på bedste bodegavis demonstrerede. Ligesom reaktionen på dronningens tale viser, hvordan sansen for sammenhængen kan forvitre. For når man kræver, at en dronning som enhver anden borger skal retfærdiggøre sine holdninger, nærmer vi os et folkelighedens overdrev, hvor man ikke længere vil lade sig tiltale af et embede. Kritisk sans over for autoriteter er en klar nødvendighed, men grænsen er hårfin. For langsomt kan man havne ude i det store bøvede rum, hvor kritisk tænkning bliver til plathed og malplaceret jovialitet. Dronningen forstår at holde sig fri og bevare værdigheden. Vores statsminister, derimod, falder desværre i med begge ben.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.