Godt indlæg. Fint at få repeteret Foghs udtalelse i relation til strategien om værdidebat og kulturkamp. Pt. er det nemlig kun kritik af Fogh-regeringens økonomiske politik - nærmere betegnet undladelsen af økonomiske reformer - der præger debatten og kommer til at tegne billedet af Fogh-æraen. Men det er et alt for snævert billede. Økonomisk var skattestoppet da genialt. Men man burde nok have håndhævet det strengere. Kommunerne fik meget lang snor.

Og værdidebatten: Jeg er enig med den blogger, der forleden skrev, at det var godt, det var Fogh, der var statsminister under Muhammed-krisen! - Og ja, han var uforlignelig i sin fastholden af frihedsrettighederne, først og fremmest ytringsfriheden. Han fik os alle til at se på de grundlæggende principper for samfundsindretningen igen.

Fogh var jo konsekvent og viste i reglen også stor respekt for sine samarbejdspartnere i VKO-samarbejdet. Det gav styrke til de 3 partier. Men det var ubærligt for oppositionen og kultureliten, der skruede sig ned i grænseløs frustration og hadefuldhed og proklamerede (kultur)kamp til stregen. Og der blev mobiliseret i eliterne og deres talerør.

På trods af det er der sket store ændringer i mentaliteten her til lands siden 2001. Sandheder har ændret sig -

Pludselig blev nemlig en række nye debattører og forfattere (en del fra "blå stue") synlige og hørlige. De fik åbenbart inspiration i tiden og prøvede sig lidt frem i starten, indtil det bare flød derudad og de kom til at sætte dagsordenen med masser af tankevækkende indlæg i pressen, blogs og bøger.
Der blev præsenteret hidtil usete/uhørte standpunkter - jeg nævner i flæng nogle bøger/forfattere: Henrik Jensen "Ofrets århundrede" og Det faderløse samfund", Ole Birk Olesens "Taberfabrikken", Pittelkows "Forsvar for nationalstaten" m.fl., Lars Olsens analyser, Stjernfeldts essays om den negative opbyggelighed, David Gress, Rune Lykkebergs "Kampen om sandhederne", K. Støvring, Jalving, Henrik Gade Jensen, Dahl & Thyssen om Krigerne, borgerne og taberne - og mange flere -
Kurrild Klitgaards egen blog, Punditokraterne, og de efterhånden mange andre blogs og indlæg i aviser mv. giver jo også anledning til store diskussioner.
Og endelig skal ikke glemmes betydningen af tænketanken CEPOS -

Jeg tror, vi er en del, der i de sidste 7-8 år har fået nye impulser til vores vanetænkning og forestillinger om bl.a. samfundets indretning og funktioner. Og måske endda helt nyt syn på mange ting.

Fx. kan man nu diskutere spørgsmål, som IKKE lod sig debattere tidligere - dels fordi det ikke var god tone og dels fordi "...samfundet er nu engang sådan - vi skal værne om de svage, og det er godt med en stærk/stor stat". Og derefter den sædvanlige talemåde til signalering af godhed: ".. og jeg betaler min skat med glæde - " (samtidig med, at det er legitimt at rage til sig fra statskassen med arme og ben)

Og helt fundamentale ting, som faktisk næsten var glemt, debatteres nu - fx. hvordan statskassen får midler til al velfærden. - Om vi river hinanden i håret og skændes om rimeligheden i den stærkere og stærkere krævementalitet - OG om den højt proklamerede LIGHED er et absolut og urørligt princip! Og det enorme bureaukrati. Og det kolossale antal ofre, velfærdssamfundet producerer, hele formynderiet, ja hele big mother staten som sådan! - Et parti har oven i købet sat på dagsordenen, at big mother kommer på kraftig slankekur.

Det breder sig som ringe i vandet, men kampen bliver hård, for det er vanskeligt at opgive gamle forestillinger, og vi har en elite og et forstokket kulturborgerskab, der stadig tror, de skal opdrage befolkningen til "gode (socialdemokratiske) demokrater med udsyn", som den gang i 50'erne og 60'erne, hvor socialdemokraterne og kultureliten kreerede "velfærdsstaten". (Læser pt. Henning Fonsmark. Han er god at få forstand af).

Der ER sket et skred i Danmark i retning af større frihed. Men det virker, som om mange liberale ikke kan se det - eller måske de er utålmodige.

Kampen mod big mother staten er i sin vorden