Kommentaren

Kulturen skal bekæmpe krisen

Christian Have: I det politiske liv er man enig om, at vi skal satse stort på innovation og kreativitet. Men hvordan skal denne vision blive til virkelighed, hvis vi ikke investerer i den? Her er fem punkter til en kulturel vækst-investering.

"Lad os være den frække dreng i klassen og vise resten af EU, hvordan man med kunst, kultur og kreativitet løser den finansielle krise."
"Lad os være den frække dreng i klassen og vise resten af EU, hvordan man med kunst, kultur og kreativitet løser den finansielle krise."

Her gik vi og troede, at der med et regeringsskifte ville blæse helt andre vinde over det danske kulturlandskab end i de foregående ti år. Men skuffelsen har desværre vist sig større end trafikkaoset i Mombai. Jeg håber, at det skyldes travlhed med den finansielle krise og det overståede EU-formandskab, for hvis det har været en bevidst politik, er der for alvor grund til bekymring. Så må man konstatere, at selv den forrige regering førte en mere visionær kulturpolitik. Kunsten og kulturen er meget mere end blot en fritidsbeskæftigelse ved siden af det ’vigtige’ og ’rigtige’. Det er det, som skal redde os ud af finanskrisen og det, der skal stimulere et effektivt og innovativt arbejdsmarked. Kulturområdet er der, hvor vi med den mindste investering kan skabe det største output.

Alle ministerierne er enige om, at vi skal satse stort på innovation og kreativitet. Men hvordan skal denne vision blive til virkelighed, hvis ikke vi er villige til at investere i den? Her er fem punkter, hvor der er brug for kulturel vækst-investering.

Uddannelse. I disse år ser vi en heksejagt mod de kreative fag i folkeskolerne. Uden at vi har talt om hvorfor, er det blevet besluttet, at disse fag er mindre vigtige end de naturvidenskabelige. Ud med billedkunst, drama- og musikundervisning. I virkeligheden skal vi den modsatte vej, så vi får flere kulturelt dannende og inspirerende fag i folkeskoler og gymnasier. Fag, der giver de unge værktøjerne til selv at skabe kulturen og kunsten. Vi har en enorm ressource i de unge generationer, der er født mere kreative og nytænkende end nogensinde før. Vi skal nytænke de kreative fag, så de er kompatible med nutidens elever. Det skal være kreative fag, hvor eleverne forlader klasselokalet forpustede, udfordret og inspireret. Det er her, grundstenen til et kreativt og innovativt samfund lægges.

Kunst, kultur og videnskab. Vi skal blive bedre til at få kunsten og kulturen til at interagere med videnskaben. Både på uddannelsesinstitutionerne, i Borgens korridorer og ude i kunst- og kulturlivet.

Der er nærmest utallige muligheder for, hvordan man kan kombinere de to dyder. Det kunne være dansekompagnier med tilknyttede neurologer, der skulle undersøge hjernens endorfinudskillelse ved dans. Det kunne være kunstskoler, der samarbejdede med videnskabsmænd om nye farver, strukturer og bæredygtige materialer. Musikkonservatorier og ingeniører, der i fællesskab ville skabe slidstærke instrumenter til at stå på pladser og i parker, hvor folk kunne udfolde sig musikalsk i det offentlige rum. Eller hvad med at tænke endnu større og oprette en uddannelse, hvor man uddanner sig til at sammentænke kreativitet og videnskab? Hvis vi vil have innovation og kreativitet i samfundet, må vi investere.

Kulturel kollaborationsmodel. Vi har i Danmark mange utroligt velfungerende kunst- og kulturinstitutioner. Den Sorte Diamant, Statens Museum for Kunst, Arken, De 3 landsdelsscener, Aros og DR ensemblerne, for nu blot at nævne nogle få. Vi har også en meget bred palet af iværksættere, ikke-etablerede kunstnere og spirende kulturarrangører. Men hvorfor skal disse to fløje stå på hver sin side af floden? Hvis vi virkelig vil tage vores kunst og kultur alvorligt, skal vi derhen, hvor etablerede institutioner påtager sig rollen som samarbejds- og sparringspartnere over for de ikke-etablerede. De etablerede har erfaring og ressourcer, mens de mindre etablerede ofte har gåpåmod, kreativitet og nye måder at udfordre kulturen på. Den generelle styrkelse af kunst- og kulturundervisningen kunne helt fra folkeskoleniveau yderligere forstærkes ved, at de enkelte skoler blev tilknyttet en eller flere kulturinstitutioner fra lokalområdet. En kollaborationsmodel for kulturel vækst, som man sagtens kan forestille sig adopteret til det private erhvervsliv – eller udlandet for den sags skyld.

Fri kultur og fordelingsnøgler. Der hersker megen debat om den frit tilgængelige kultur. Musikken bliver frit tilgængelig for enhver, bøger sælger ikke længere, og folk vil i højere grad have gratis kulturarrangementer. Mange ser det som et tegn på, at publikum ikke længere er villig til at betale for kultur. Jeg tror derimod, at tendenserne er et tegn på, at vi skal gentænke fordelingsnøglerne. Måske er forlag og pladeselskaber ved at blive overflødige. Måske vil kulturforbrugere ikke længere betale til disse apparater, men hellere direkte til kunstneren. Vi skal turde at nytænke på dette område, og ikke bare vente på det store udland.

Kunne der være en fordel i at frigive litteratur, musik og scenekunst, så det blev frit tilgængeligt, mens skatteyderne så til gengæld betalte en kunstskat, der ville blive fordelt kvantitativt mellem kunstnerne? Altså et slags nationalt Spotify eller WiMP. Om denne model er den rette, kan eksperter inden for feltet givetvis afgøre bedre end undertegnede, men det kræver, at vi bruger nogle ressourcer på at undersøge det. Frit tilgængelig kultur skal ikke være et problem, men en mulighed.

Øget investering. Som grundlag for hele denne redningspakke er det vigtigt, at man forstår rationalet: Kunst og kultur kan ikke altid gøres op i profit og nytteværdi. Det er sjældent, at man kan se afkastet på investeringens andendag. Hvis vi vil skabe fremtidens Karen Blixen, Niels Bohr, H.C. Andersen og Carl Nielsen, skal vi investere i at skabe et miljø, der fremmer dette. Store dele af kulturlivet skal have laboratoriestatus, hvor vi investerer i forskning og udvikling. Så får vi et samfund, hvor vi uddanner vores folkeskole- og gymnasieelever kreativt. Hvor kunsten og kulturen arbejder hånd i hånd med videnskaben og erhvervslivet. Og hvor de etablerede kulturinstitutioner påtager sig et ansvar for de mindre etablerede. Et visionært kultursamfund, der skaber vækst, beskæftigelse og eksportmodeller baseret på forskning, tværfaglige samarbejder og nytænkende fordelingsnøgler. Kreativiteten og innovationen skal være mere end smukke hensigtserklæringer og planer. Den skal skabe grundlag for den nye velfærdsmodel. Og dette kræver en markant investering i kunst og kultur.

Så hvad er det helt præcist, jeg foreslår? Jo, jeg foreslår at Finansministeriet og regeringen i de finanslovsforhandlinger, der er ved at gå ind i deres afsluttende fase, foretager en uvant manøvre. At de trykker på plus i stedet for minus, og laver en investering på 10-15 procents forøgelse af Kulturministeriets budget. Det vil det hos kulturen og Danmarks fremtid. Forståelsen for kulturens betydning skal ud i alle de andre ministerier, hvis vi skal ændre noget.

Rationalet er enkelt: Vejen ud af krisen er en investering i kulturen. Lad os være den frække dreng i klassen og vise resten af EU, hvordan man med kunst, kultur og kreativitet løser den finansielle krise.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.