Preben Wilhjelm: Som bekendt var ’boligboblen’ både herhjemme og i udlandet den tændsats, som startede finanskrisen.
17. april 2011, 22:30
Når der blev spekuleret så heftigt på ejendomsmarkedet, var det selvsagt inspireret af, at der i de foregående kun otte år var scoret en ubeskattet gevinst på ca. 900 mia. kr. Alle andre end Sass Larsen kan forstå, at det skaber dønninger, når så enorme værdistigninger, som ikke er baseret på nogen form for produktion, kan realiseres til forbrug. Værre blev det af skattestoppet, der afmonterede den lille dæmper, som ejendomsværdibeskatningen ellers ville være.
Udsvingene på boligmarkedet er og bliver afgørende for hele samfundsøkonomien. Alt andet, SU, efterløn og hvad der ellers diskuteres, er pebernødder sammenlignet med de beløb, der jongleres med i boligsektoren.
Derfor er spørgsmålet om boligbeskatning så centralt. Der har ikke i mange år været så god en anledning til at tage ordentligt fat på det problem. Ikke bare fordi det var så stærkt medvirkende til krisen, men også fordi det netop nu er mindre kontroversielt, eftersom priserne aktuelt er stagnerende eller ligefrem faldende. Det ideelle tidspunkt for en reform, der ikke gør ondt lige nu, men som foregriber skadevirkningerne, når der igen udløses fri-værdier uden bagvedliggende produktion.
Alligevel er emnet tabu i den politiske debat. Boligejerne er for mange, dem vil man ikke lægge sig ud med. Og at påtage sig at forklare disse vælgere, at de skatte- og produk tionsfri gevinster er til skade for praktisk taget alle, er åbenbart mere, end man kan forlange af nutidens politikere. Bortset fra Radikale Venstre og Enhedslisten. Ynkeligt. Kryster agtigt.
En særlig ynk er det at se Liberal Alliance. Man håner alle andre for at vige tilbage for reformer. Man fremhæver sig selv som de eneste, der tør tale ærligt om problemerne. Man påberåber sig, at ens egne forslag er saglige og gennemarbejdede, idet man simpelthen har samlet det, som de sagkyndige i Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen, Det Økonomiske Råd m.v. har anbefalet som nødvendigt.
Sludder! Hvis der er noget, som alle sagkyndige i de sidste mange år, inklusive de nævnte kommissioner og vismandsrapporter, har været enige om, så har det været nødvendigheden af en reform af boligbeskatningen – i det mindste en tilbagevenden til ejendoms værdibeskatningen, som den så ud før skattestoppet.
Men lige præcis dén anbefaling kan LA ikke følge. Man er 180 grader imod. Man tilslutter sig krysternes kartel. For det gælder, når det kommer til stykket, ikke om at turde gøre dét, som alle sagkyndige finder nødvendigt. Liberal Alliance kan ikke bevæge sig uden for den åndelige Bermuda-trekant, der afstikkes af CEPOS’ cheflommeregner, Mads Lundby Hansen, Saxo Banks annoncerekvisitør Lars Seier Christensen og universal-oraklet Asger Aamund.



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten