2. februar 2012, 22:30

Hvad fattigdom er i den vestlige verden er til diskussion. Især efter finanskrisen har presset flere grupper ud fra arbejdsmarkedet. Og der er vist ingen tvivl om, at der eksisterer fattigdom i Europa. Ikke nødvendigvis den dybe fattigdom, som folk i Somalia lider under med sultkatastrofer og massiv underernæring af hele befolkningsgrupper. Men fattigdom, hvor folk ikke har til dagen og vejen, og hvor hver eneste dag er en kamp for at få mad på bordet.

Fattigdom debatteres således ikke kun i Danmark. Den diskuteres alle steder på grund af finanskrisen. Diskussionen er ikke kun et resultat af EUs krise, men skyldes dybe strukturelle problemer i de enkelte lande, som har været gældende i årtier. Men det er først som følge af krisen, at debatten bølger, fordi det netop er samfundets bund, der har det hårdest under økonomiske kriser. Men når den store middelklasse også rammes i form af arbejdsløshed og et manglende økonomisk sikkerhedsnet, der ikke længere fungerer, kommer fattigdommen pludselig tættere på den almindelige europæers hverdag og bliver dermed farlig for politikerne.

Når jeg reagerer på fattigdomsdebatten er det fordi rigtig mange overser de fattigdomsproblemer, der vitterlig er. Ikke mindst efter at den internationale økonomiske krise er sat ind. Ikke bare i Europa, men også i de nye vækstlande. Når man taler om Kina, taler man om den begyndende middelklasse, der får flere og flere penge mellem hænderne. Det samme gælder, når man taler om nogle af de andre lande med imponerende vækstrater.

Der hersker næsten en næsegrus beundring for vækstlandene, fordi de i øjeblikket har en fremgang økonomisk og får Europa til at ligne en taber. Det er også sandt, at kinesernes levevilkår er blevet drastisk forbedret takket være en satsning på det frie marked. Uligheden er samtidig steget markant, hvilket ikke i sig selv behøver at være dårligt.

Men fattigdommen er til stede. Og selvfølgelig mærkes den forskelligt. Både i Europa og i de nye vækstlande har den i medierne været mindre synlig, fordi fokus er på middelklassen, fordi det er den, man forventer trækker økonomien op. Men eftersom middelklassen også i Europa er ved at have store problemer med arbejdsløshed og manglende økonomiske muligheder for at klare sig i det daglige, bliver fattigdomsproblemet en del af debatten. Fattigdom udgør nemlig også en sikkerhedsrisiko. Når så det kædes sammen med en finansiel krise, der truer middelklassen ikke bare i Vesten, men også lige om lidt i de nye vækstlande, fordi de også er afhængig af økonomisk fremgang i de »gamle« økonomier, er der lagt op til en sprængfarlig cocktail.

Fattigdommen er således godt på vej til at blive noget, der rammer bredere end tidligere. Ikke fattigdom i traditionel forstand. Men i den forstand, at flere og flere mangler tryghed og penge til at klare hverdagen. Det er det, der er en af udfordringerne ved finanskrisen. Hvis »fattigdommen« først føles nærværende også for den store middelklasse, bliver der for alvor problemer.