24. februar 2012, 22:30

Men hvem kontrollerer kontrollanterne? Det spørgsmål har det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg overvejet i ikke færre end 14 år. Et så gigantisk tidsforbrug kunne forlede enkelte til at tro, at opgaven ikke er presserende eller særlig væsentlig. Men skønt ræsonnementet ligger lige for, er det forkert. Et åbent og demokratisk samfund må naturligvis sikre, at også dets hemmelige sikkerhedstjenester er under mest mulig demokratisk indseende og kontrol. Det gælder i særlig grad, når den indre sikkerhedstjeneste har fået så udvidede beføjelser og ressourcer, som PET har fået det.

Tiden er derfor for længst løbet fra det hidtidige kontrolsystem med et Wamberg-udvalg og et kontroludvalg bestående af fem folketingsmedlemmer, som lejlighedsvis får nogle overordnede orienteringer og besked på at holde mund om den smule, de måtte få indsigt i. Den lovgivning, der nu bør gennemføres, skal på den ene side etablere en troværdig indsigt i efterretningstjenesternes arbejde og på den anden side garantere, at tjenesterne stadig kan arbejde med sikkerhed for, at fortrolige oplysninger ikke slipper ud. Ikke mindst forholdet til udenlandske samarbejdspartnere, som tjenesterne er meget afhængige af, kræver tillid til, at de hemmelige tjenester vitterlig er hemmelige, når det er nødvendigt.

Men borgerne skal også have tillid til, at deres sikkerhedstjenester følger spillereglerne og ikke er mere hemmelige end netop nødvendigt. Vi ved fra PET-kommis­sionen, at registrering af lovlig politisk virksomhed trods forbud alligevel fandt sted med de daværende regeringers godkendelse, efter at de officielt blev forbudt i 1968. Den form for tillidsbrud er ødelæggende for forholdet mellem borgere og myndigheder. Udvalgets forslag om en indirekte ret for borgerne til at søge oplysninger om sig selv er ikke tilstrækkeligt. Borgere i Danmark må have ret til at få besked om, hvad de er registreret for, når sagen er afsluttet. Dén adgang er afgørende som tillidsskabende foranstaltning og desuden egnet til at sikre, at PET holder sig på dydens smalle sti. Det bør være en selvfølge, at danskere ligesom nordmænd får muligheden for at kigge i egne papirer, ligesom det bør være en selvfølge, at PET løbende offentliggør, hvor mange personer der registreres. At den oplysning overhovedet er til diskussion, viser, at der er behov for en meget dybtgående ændring af PETs og Justitsministeriets forståelse af begreber som demokrati og åbenhed. Nogle embedsmænd har desværre den opfattelse, at oplysninger, som de ikke udtrykkeligt har pligt til at afgive, er hemmelige. Den kultur med dens afsmag af enevælde, burde det være naturligt for justitsminister Morten Bødskov at lave om på. De hidtidige løfter om større åbenhed har endnu til gode at manifestere sig i mere end pæne ord. Nu er der omsider en chance for at sætte handling bag.