Opinion

Konservativt blod, sved og tårer

Lars Östman: Forleden valgte medlem af partiets ungdomsorganisation Erik Winther Paisley at bringe et kampskrift til forsvar for Det Konservative Folkeparti: I minkpels på vej mod afgrunden (16.11.).

Lars Östman, filosof
Lars Östman, filosof

Efter at have fordøjet en kronik, der har forspist sig i utallige metaforer og sammenligninger, tror jeg slet ikke, at Det Konservative Folkepartis nedgang skyldes de problemer, som Paisley identificerer.

Problemet er ikke, at man sælger ud af det politiske arvesølv, og heller ikke, at man forsvarer borgerlig anstændighed. Problemet ligger et helt andet sted, og - modsat hvad Paisley tror - netop i kommunikationen, i sproget og dets brug. Prøv engang at se nærmere på Paisleys sprog: Skatte- og indvandringsskepsis er »hjerteblod«, og »I vores døs bløder vi medlemmer«; eller »Vi har brug for, at det gør ondt. Det tjener et formål. Det motiverer til handling. Det får pulsen op og adrenalinen til at flyde. Unge konservative har den rastløshed og kampgejst«. Det er efter denne opskrift, skriver Paisley, at »partiets politiske kurs og selvforståelse må revideres radikalt«.

Paisleys forkærlighed for blod og kamp, rastløshed og adrenalin samt revolutionsromantik og benævnelse af Det Konservative Folkeparti som en »bevægelse« er uheldigt af flere grunde. Ikke mindst med tanke på det store tyske nationale folkeparti, der i 1930erne også definerede sig som en bevægelse; som også utrætteligt refererede til blodet som det politiskes ur-grund, og som Det Konservative Folkeparti var inspireret af bl.a. via uniformerede medlemmer og Hitler-hilsen. Denne fascination fik heldigvis en brat slutning - som i resten af Europa - da Hitlers politik blev kendt. Det Konservative Folkeparti blev endda stærkt repræsenteret i modstandsbevægelsen.

Desto mere besynderligt er det derfor, at Paisley henter hele begrebsverdenen fra den måske mest uheldige tid i Det Konservative Folkepartis historie. Hvor til og med Sohn forsøger at løbe så hurtigt, han kan, væk fra sit engagement i kommunismen, så insisterer Paisley på traditionen (det gør man jo som konservativ) og overtager på denne måde hele det totalitære sprog.

Det Konservative Folkepartis problem ligger delvis i de politikere, der skal føre konservativ politik, men mere i dets vrede ungdomsparti, hvis riddere ønsker smerte, blod og lidelse i kampen for Gud, Konge og Fædreland. Helt ærligt. Hvem taler sådan i dag? Hvem overtaler man med dette begrebsunivers?

Nationalisme og nationalfølelse som grund for en politik er ikke vejen frem for dansk konservatisme. For det første fordi den i Europa kræver, at partiet er fremmedfjendsk, og et sådant har Danmark allerede. For det andet fordi Danmark til forskel fra Storbritannien jo slet ikke har størrelsen til at kunne bære en ikke-fremmedfjendsk nationalisme. Danmarks befolkning udgør godt halvdelen af Londons.

Skulle Det Konservative Folkeparti have læst Paisleys kronik med henblik på at reformere partiet, leverer jeg her til sidst et par helt generelle råd: Lad være med at anvende et voldsvokabular, når I taler om politik. Forsøg at undgå at tale om blod hele tiden. I skræmmer folk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.