Lars Barfoed: Det Konservative Folkeparti tager udgangspunkt i den enkelte borger og i vore konservative værdier. Man finder ikke K i en passiv oppositionsrolle, hvor vi blot automatisk stemmer imod alt, der kommer fra regeringen.
27. december 2011, 22:30
Det er dejligt, at der er så stor interesse for Det Konservative Folkeparti og konservatismen, som den offentlige debat for tiden er udtryk for. Det giver anledning til at sætte fokus på vore værdier og vores politik, og det skaber også behov for at sætte ting på plads, som når Peter Kurrild-Klitgaard kalder mig og den konservative folketingsgruppe venstreorienterede, fordi vi har lavet en stemmeaftale med regeringen om beskatning ved generationsskifte.
Det kan kun være med dårlige hensigter at kalde mig venstreorienteret, hvis man har fulgt med i dansk politik i de sidste ti år. Ingen har som jeg og Det konservative Folkeparti talt for borgerlige reformer af det danske samfund. Vi har i modsætning til alle andre altid været imod efterlønsordningen og talt for dens afskaffelse. Vi har ønsket reformer af arbejdsmarkedet. Og vi har arbejdet for lavere skatter, som andre så sent som i valgkampen totalt afviste. Bare for at nævne nogle eksempler. Vi har ubetinget været Danmarks mest borgerlige parti i mange år. Det er konservative, der har sat de borgerlige dagsordener i Danmark i de sidste ti år, også når de har været kontroversielle, og i sidste ende har vi fået det meste gennemført.
Sådan er det også nu. Det Konservative Folkeparti er en del af den borgerlige opposition og det borgerlige samarbejde i Folketinget. Vi ønsker en borgerlig regering i Danmark igen, og vi er uenige med regeringen på fundamentale politiske områder. At være borgerlig konservativ er bl.a. at sætte mennesket og familien i centrum. Både staten og markedet er til for borgerne - ikke omvendt.
Derfor tager vi afstand både fra socialistisk og liberalistisk systemtænkning. Vi tager udgangspunkt i den enkelte borger og i familien og i vore konservative værdier. Og så går vi efter resultater.
Man finder ikke den konservative folketingsgruppe i en passiv oppositionsrolle, hvor vi blot automatisk stemmer imod alt, der kommer fra regeringen. Med udgangspunkt i det borgerlige samarbejde i Folketinget deltager vi aktivt i forhandlinger for at nå resultater; men det forudsætter naturligvis, at vores mandater bidrager til at rykke tingene i den rigtige retning.
Og det gjorde de helt klart i sagen om beskatning af familieejede virksomheder i forbindelse med generationsskifter. Den er et godt eksempel. Her var vores indgriben til gavn for virksomhederne og ikke mindst for deres tusindvis af medarbejdere. Og den retstilstand, der er indført, svarer nøjagtigt til den, vi selv i VK-regeringen indførte i 2002 og var godt tilfredse med, men forbedrede yderligere i 2007. Derfor har jeg også været glad for de mange meget positive reaktioner, vi har fået fra de berørte virksomheder - både fra ejere og medarbejdere.
Det danske samfund står over for store udfordringer i de kommende år. Der skal fortsat gennemføres nødvendige reformer. Respekten for danske værdier er under pres, og det er derfor nødvendigt, at vi værner om vores kultur og vore værdier. Vi skal være mere konkurrencedygtige. Den offentlige sektor er åbenlyst for stor og dominerende. Klimaproblemer, begrænsede olieressourcer og stærkt stigende energipriser kræver politisk handling. Der er brug for at styrke faglighed, viden og dannelse i vore uddannelser.
Det forpligter os til at søge et bredt samarbejde i Folketinget i det omfang, det er muligt. Det er det ikke altid. Ofte vil de politiske uenigheder være for store. Men når det kan lade sig gøre, får vi nogle mere solide langsigtede løsninger, som alle i samfundet kan disponere efter. Hvis vi af partitaktiske grunde forskanser os i to fastfrosne blokke på hver side af midten, tjener vi muligvis nogle partisystemers interesser, men vi varetager på den måde ikke borgernes, familiernes og danske arbejdspladsers interesser.
Det er let nok at være fundamentalist og sætte sig på sidelinjen og vente på, at der er flertal for at gennemføre alt det, man selv står for. Men så opnår man heller ingen resultater, og for vælgerne er en stemme på en fundamentalist en spildt stemme, fordi den kun går til destruktiv opposition og partitaktiske manøvrer.
I det hele taget er der brug for mere fokus på substans og indhold og mindre på proces og personer i dansk politik og i den offentlige debat.
I de borgerlige partier har vi naturligvis en tæt dialog med hinanden. Vi skal danne grundlaget for en borgerlig regering i Danmark senest efter næste valg. Vi er samtidig fire selvstændige partier. Ingen er forpligtet til at være enig med de andre om alt. Men vi kan finde sammen om det meste. Det konservative Folkeparti vil tilføre robuste borgerlige konservative holdninger til det samarbejde - og til en ny borgerlig regering.
I den konservative folketingsgruppe har vi i efteråret gjort os grundige overvejelser om vores politiske platform, de grundlæggende konservative værdier og vores politiske målsætninger. Det vil vi omsætte til handling i de kommende måneder og år. Vi vil fremlægge en række politiske udspil, der vil være præget af robuste borgerlige konservative holdninger.



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten